Torsdag d. 11. august                            RETUR
til Mandag d. 15. august 2011

 Vi tager til London allerede torsdag aften, så vi kun skal bruge to fridage på 4 dages ophold i London. Pigerne har kun ét stort mål ... SHOPPE SHOPPE SHOPPE!

Fredag d. 12. august 2011

 Fredag morgen stryger alle 3 piger ud for at svinge kredit-kortet, så jeg forener det nyttige med det underholdende, og tager til Imperial War Museum for at købe en fødselsdagsgave til Farfar i den store boghandel. Det er gratis at komme ind, så jeg tager lige en rundtur på underetagen, som Bo og jeg gennemgik grundigt for at par år siden. Det kan absolut anbefales til alle store drenge.

 Man kommer super-hurtigt og billigt rundt i London med Underground'en og sit Oyster Card, og nu begynder en jagt på små og anderledes ting i London, som bogen "Secret London - An Unusual Guide" beskriver. Første stop er Trafalgar Square, hvor der er sort af turister, som kigger på Lord Nelson på sin søjle. Jeg er nok den eneste, som kommer for at kigge på Englands mindste politistation, som diskret står i udkanten af området. Scotland Yard installerede sig i denne "lygte-box" i 1926, så politiet i skjul kunne overvåge de mange demonstrationer på pladsen.  I dag er politistationen dog noget mindre glorværdig – den benyttes som opbevaring af koste.
 
 

 Bygninger og veje i London er bare pompøse. Her er det "Admiralty Arch" og "The Mall", som fører op til Buckingham Palace.

 Jeg trasker videre, og skal lige se endnu en pudsig seværdighed: Kolera-pumpen!!!! Det er bare en simpel sort vand-pumpe, som oprindeligt stod lige her ud for John Snow's pub i midten af 1800-tallet. Her var så beskidt og ulækkert, at der i sommeren 1854 udbrød kolera, og 500 indbyggere i Soho-kvarteret døde af sygdommen. Dr. Snow havde en kraftig mistanke om, at det var vandet der forårsagede sygdommen, så da kan fjernede håndtaget fra pumpen, så ophørte udbrudet af sygdommen, og årsagen til kolera var hermed afsløret ... dårligt vand. Dr. Snow havde en meget gpd grund til at mistænke vandet. Det nærliggende bryggeri gav arbejde til 70 bryggeriarbejdere, og INGEN af disse var syge, da de udelukkende drak øl. Moralen må være, at man skal undlade at drikke vand, hvis man har muligheden for at få en øl.

 Ud over at opdage kilden til kolera, så opdagede han også kloroform, som fra 1853 blev brugt til at bedøve folk under operationer.

 Jeg krydser nu gennem London for at mødes med pigerne på Oxford Street, hvor én af hovedattraktionerne er PRIMARK ... London's svar på Daells Varehus, som pigerne dyrker helt vildt,  da varerne er moderigtige og billige. Den store mængde poser afslører, hvad formiddagen har stået på. Det er dog lidt tarveligt overfor Signe og Hanne, da størstedelen af poserne er Marie's, og hun er her i prøverummet, mens de andre passer på hendes poser.

 Hanne og jeg efterlader shoppe-pigerne og går videre i London. Vi går gennem Holland Park, som vi aldrig har været i. Vi går også igennem hyggelig Notting Hill, som er er samling af mange små butikker.

 Målet for turen er "The Arab Hall of Leighton House", som er et meget specielt hus i et rigmandskvarter, hvor der er mange flotte huse. Her boede kunstmaleren Frederick Leighton omkring 1890, og huset er dekoreret med nedrevne materialer fra byer i de arabiske lande. Det er meget specielt, og man må ikke fotografere ... så det gør selvfølgelig kun lidt. Specielt det orientalske kuppel-rum er helt vildt flot. Men trappen med de blå klinker og atelieret er også meget flotte.

 Aftensmaden indtages på en lokal pub, og det er både billigt og godt, og det bedste er, at man kan traske hjem til hotellet og falde om på 10 minutter.

Lørdag d. 13. august 2011

 Lørdag morgen vil pigerne shoppe igen, så jeg tager vandreskoene på og ser på hvad dagen byder. På New Oxford Street støder jeg på denne herlige butik, hvor der siden 1830 er solgt paraplyer ... så bliver det vist ikke mere britisk.

Ikke alle huse er lige gamle. Der er slående kontraster mellem gamle statuer og glas-monumenter, og til sidst når jeg op til Museum of London, der er omkranset af den gamle romerske mur, der oprindeligt holdt byen Londonium beskyttet.

 Har man bare minimal historisk interesse, så er "Museum of London" absolut et besøg værd ... og så er det gratis. Da vi ankommer, bliver vi indfanget af en dame, der synes at vi skal høre om gamle begravelses-ritualer. Det lyder nok ikke så spændende, men 4 skuespillere opfører det i barne-højde, så det er pænt morsomt. De viser et kort med indvandringerne til England, og to af pilene hedder Jutes (Jyder) og Angles (Fyn & Sjælland), så da vi på opfordring indrømmer, at vi er fra Danmark strækker de armene i vejret og råber "family".
Desværre er den ene af herrerne temmelig dårlig, og han dør desværre 5 minutter inde i forestillingen, hvilket giver den anden herre lejlighed til at fortælle om alt det, som man lagde med i graven. Disse ting fortæller meget om deres livsstil. Sygdommen er smitsom, så den ene af kvinderne må også lade livet for videnskaben og foredraget, så man kan høre, hvad hun får med til livet på den anden side.


 For to år siden så vi udstillingens første del som dækker stenalder til reformation (inkl. brande, pest og blodige konger), men den nye del som går helt frem til nutiden, er først lige åbnet, så den ser vi med stor fornøjelse. Her ser vi bla. hvordan samlebåndsarbejde hos urmagerne fik prisen på ure til at falde fra 20£ i 1776 til 2£ 30 år senere. Det lukkede en del urmagere på kontinentet.

Vi skal købe te med hjem, og det skal ske hos Twinings, som vi kun med besvær kan købe i Danmark. Desværre slår de dørene i 5 minutter før vi ankommer, så vi får kun et kig ind i den gamle smalle butik ... det må blive næste gang.
Lige ved siden af står en gadelampe, som ingen tager notits af. Men i Secret London Guiden afsløres det, at denne lampe oprindeligt havde et rør ned i jorden, så alt gassen fra den rådne (og sikkert temmeligt ulækre) undergrund steg op og brændte lystigt her om natten ... ret smart. Desværre var lamperne ret upålidelige, så de havde det med at eksplodere, så de blev hurtigt taget ud af brug.
Lige overfor Twinings på "Strand" ligger den imponerende "Royal Court of Justice".


Nu skal vi mødes med pigerne, så Hanne og jeg kaster os ned ad en rulletrappe til Underground'en, og kort efter mødes vi på hotellet.

 Nu skal vi have turen til Kensington Gardens, hvor vi altid lige skal se, om der stadig er egern. Man må jo ikke fodre dem, så det kunne vi selvfølgelig ikke drømme om at gøre. På vej gennem parken ser vi statuen af Peter Pan og de mange mennesker, der fodrer fuglene i "The Long Water".
Slottet i baggrunden er Kensington Palace, hvor Prinsesse Diana boede mellem 1981 og 1997.

Hvad de små egern spiser, og hvordan de fik det, er stadig en gåde!

 Så skal vi have aftensmad, og vi begynder at lede efter hyggelig pubber. Dem er der nok af, men det er lørdag aften, og der er stuvende fyldt alle steder. Vi finder til sidst en italiensk restaurant, hvor priserne var noget anderledes end på pubben ... men det var også super-lækkert.
Denne vanvittigt farverige pub havde desværre ikke plads til os.

Søndag d. 14. august 2011

 I håb om at undgå alt for lange køer starter vi dagen med at være kulturelle ... alle sammen. Målet er Tower og Kronjuvelerne, som vi allerede hjemmefra havde aftalt, at vi skulle se sammen. Tower er en imponerende borg midt i en storby - herligt at den har fået lov til at overleve.

Traitor's Gate hvor mange er kommet sejlende ind i borgen ... ikke mindst de royale. Til ære for turisterne vælger de dog at ankomme til fods i dag.
Køen for at komme ind og se juvelerne er allerede meget lang, så vi må vente ca. en time, før vi er helt inde ved juvelerne, da køen inde i den højt sikrede bygning er lige så lang som den udenfor.

Man må absolut ikke fotografere indenfor, og stik imod praksis overholder vi i dag dette og nøjes med at nye de ufatteligt flotte kunstværker, som man kan studere på et rullende fortov, så ingen blokerer udsigten for længe. Til gengæld kan man gå tilbage og tage turen både på for- og bagsiden af montrerne lige så mange gange, som man har lyst til. Billederne her er hugget fra nettet.

 Da vi igen er ude i dagslyset, har synet af de mange kostbarheder alligevel vækket købelysten så meget hos pigerne, at vi splitter op, og jeg fortsætter turen gennem borgen alene.

Jeg har dog heller ikke den store lyst til at gå indenfor og se de mange samlinger, da vejret er pragtfuldt, så jeg nøjes med at se alle de store bygninger udefra.

 Nu går turen langs Themsen mod vest, og kun 500 meter væk finder jeg den kirke, som jeg leder efter: St. Dunstan-in-the-East. Kirken er måske ikke så speciel som bygning, men da den blev bombet under 2. Verdenskrig, og dens tag kollapsede, så byggede man den ikke op igen, men omdannede den til en meget lille park, hvor kirkeruinen blev til parken mure. De tilgroede gotiske vinduer giver en helt speciel stemning, og der sad da også adskillige mennesker på det lille område og nød freden. Kirken er selvfølgelig restaureret efter den store brand i 1666 af Christopher Wren, der om muligt har lagt navn til flere bygninger end Christian IV.

Udenfor undrede jeg mig over, at man havde stablet pindebrænde op i et kunstfærdigt stativ i giraf-mønster. Et lille skilt i højre hjørne afslørede, at dette var et Insekt Hotel. Vi kunne snildt sætte et tilsvarende skilt op hjemme på vores brændestak, selv om vi gør alt for at smide gæsterne ud, inden brændet bliver båret ind i huset.

Kun 200 meter længere mod vest venter næste attraktion, som jeg har hørt om masser af gange: "Monument". Monument er navnet på en undergrunds-station, som forbinder 5 linier, så det er et sted, hvor vi har skiftet tog mange gange dybt under jorden, men jeg vidste ikke, at der rent faktisk står et monument kun 20 meter fra stationens nedgang.
 Monument praler af at være verdens højeste fritstående stensøjle, og med sin snævre vindeltrappe på 311 trin er det da også noget af en oplevelse at klatre de 61 meter op. Der må have været en fantastisk udsigt for 350 år siden, hvor søjlen ikke var omringet af moderne højhuse. Ikke desto mindre er udsigten stadig flot - specielt i dagens solskin. Søjlen blev bygget af - selvfølgelig Christopher Wren - for at fejre London's genrejsning efter den store brand, og hvis søjlen vælter i den rigtige retning, så vil den flammende guld-top havne præcis der, hvor branden startede.


Ja ja ... de andre huse er højere, men udsigten er stadig fin. Til den modsatte side kan man se ned over Themsen og Tower Bridge. Ved udgangen får jeg udleveret et diplom som bevis på, at jeg har klaret strabadserne og besteget tårnet.

 Det er på tide at bevæge sig tilbage til hotellet for at mødes med pigerne. På vejen kommer jeg forbi Picadilli Circus, hvor der er sort af unge mennesker. Hvad de præcis laver, ved jeg ikke! Til gengæld giver det mening at en masse mennesker er forsamlet i St. Christopher's Place, som er en usædvanlig smal gyde, der starter på Oxford Street, og på midten udvider den sig til en lille plads, hvor der er sort af fortovscaféer, der nyder godt af den bilfri zone. En lille perle nær Oxford Street, hvor vi nok kunne have spist frokost, hvis vi havde planlagt det.

 Nu står den igen på familieudflugt. Vi har aftalt, at vi skal på seightseing i London, men da vi ikke kunne blive enige, om det skulle være til lands eller til vands, så indgik vi et forlig og valgte Duck Tours, hvor vi får begge dele. Vi havde allerede reserveret via nettet for to dage siden, og man skal nok være ude i bedre tid, hvis man vil være sikker på at få plads, da denne tour åbenbart er meget populær blandt turisterne.

 Efter at have gjort det centrale London med Downing Street, Westminister Abbey, Parlamentet og Big Ben kommer det store øjeblik, hvor vi skal til søs. Ikke uden humor sætter de James Bond musik på højttalerne, inden de med stor fart plasker ud i Themsen for at glæde deltagerne.


 Vi kunne også fange den næste Duck med tele-linsen, da den plaskede i vandet.
Strømmen i Themsen er skræmmende. Vandet passerer med stor fart forbi os kun 10-15 cm under rælingen, så man forsøger ikke at læne sig ud. Vi ser Parlamentet fra vandsiden, og det er sjovt at sejle under et par broer og se lidt af byen fra vandet.

 Men ... hånden på hjertet. Duck Tours er meget dyrt, og de fleste af deltagerne virkede pænt uinteresserede i de oplysninger, som guiden forsøgte at få ud til os gennem højttalerne, så er man interesseret i at se byen både fra vandet og til lands og få lidt historiske oplysninger med på vejen, så bør man nok investere i to separate og lidt mere seriøse ture

 Duck Tours holder til lige ved siden af det flotte Millenium Wheel / London Eye, som vi modvilligt springer over i dag, da vi har været oppe i det de sidste to gange, vi har været her ... det er en super-oplevelse.

 Til gengæld sprang vi ikke øllen over ... her på aftenens pub, der lå kun 100 meter fra hotellet, så vi kunne spare lidt på de efterhånden trætte ben.

Mandag d. 15. august 2011

 Ikke overraskende ville pigerne shoppe lidt, selv om det var søndag formiddag. Hanne og jeg ville se London's Venedig, så vi startede ud på en vandretur lige nord for vores hotel, hvor kanalerne starter og kunne føre os helt ud til London Zoo.

Vejret var helt på toppen igen, så det var en sand fornøjelse af slendre langs de maleriske husbåde, hvor der var fred og idyl - og forbløffende få tegn på liv.

Visse steder var fortovet helt overgroet af planter og træer, som tydeligvis var en del af husbådenes havearrangement. Andre steder havde kanalen mere karakter af industri-transportvej, men det var alt sammen meget spændende og anderledes, og det er absolut en alternativ gåtur i det centrale London.

 Sidst på ruten når vi frem til Regent's Park, hvor kanalen flankerer parkens nordlige del. Her ligger der nogle enorme rigmandshuse, som formodentlig koster en formue at købe i dag.

 Vi når frem til Zoologisk Have, hvor Signe timer det, så hun kan slutte sig til os i køen for at komme ind. Vi har ikke så lang tid, så vi vælger med omhu, hvad vi vil se. Dyrene er meget aktive, så det er svært at vælge fra. Odderne legede i deres store anlæg og kurede ned af de glatte sten i deres vandløb.



Vildsvinene havde gang i et internt opgør, så de piskede rundt efter hinanden med blottede tænder og hvirvlede støvet op.
 Vi brugte også en del tid i den flotte afdeling med akvarier. Her studerer Hanne og Signe piranja-fiskene, der tilsyneladende ikke er så glubske, som deres rygte gør dem til.

 Sikke meget man kan nå på 4 dage ... nu trænger vi virkelig til at holde ferie!