Vi
kunne se i USA-bogen, at der skulle være lækre strande nordpå, så vi tog
et kort hop over motorvejene til La Jolla (udtales La Høj-A), som helt
tydeligt var et luksus bade-område med et hav af dyre butikker, et hav
af lækre klippestrande med surferbølger og et mængder af parkerede biler langs
fortovene. Vi var kun lige kommet ud af bilen, da vi så en større mængde
solbadere i en lille bugt beskyttet af en mole. Der var en kødrand af
mennesker, som betragtede og fotograferede solbaderne, der lå og
skvulpede i vandkanten. Det var sæler med deres 1-2 måneder gamle unger
- jubel! Vi kunne parkere her i tre timer, og havde egentlig bare regnet
med at gå et kvarter i hver retning fra bilen, men kigning på sæler tog
næsten to timer. Det var total idyl at betragte de magelige og velnærede
dyr, og adskillige vagter langs kysten og stranden sørgede for, at
dyrene ikke blev generet. Et skilt angav sågar hvornår hver enkelt sæl
var født, og hvad ungen var blevet navngivet!
Her var også masser af
egern med bittesmå unger, og den ene formation pelikaner efter den anden
tog den i lav højde hen over bølgerne, så underholdningen var i top.
Til
sidst løsrev vi os og traskede en kort rundtur langs stranden, som er
temmelig voldsom nogle steder, så der var kun ganske få, som badede. Til
gengæld er blomsterne og farverne helt fantastiske.
Vi listede nu videre i bilen ad små veje langs vandet, men indimellem
måtte vi tilbage på "hovedgaden" i noget, der virkede som verdens største
badeby. Ved endnu et meget smukt udsigtspunkt holdt vi ind igen og
betragtede de flotte hullede klipper og Stillehavet.
Nu gik turen til Cabrillo National Monument, som var sidste chance for at bruge vores årskort på denne tur.
| Juan Rodriguez Cabrillo | |
| Cabrillo-halvøen ud for San Diego er opkaldt efter den portugisiske kaptajn Juan Rodriguez Cabrillo. Det var været noget af en opgave Cabrillo havde fået, for den spanske Kong Carlos I ønskede, at han skulle udforske landet nord for Mexico i håb om at finde en hurtigere sejlrute til østen. Derfor måtte han først sejle til Mexico og vandre på tværs af landet. På den vestlige side af den Mexicanske halvø ligger Guatemala, og her måtte han bygge et nyt skib, som kunne føre ham videre. På denne måde, var han den første europæer, der sejlede op langs den amerikanske vestkyst, og derfor blev han også den første europæer til at sætte sin fod på land i 1542 lige i nærheden af San Diego, på det der nu er Cabrillo National Monument. Desværre nåede han aldrig hjem igen, da han trådte på en skarp sten, fik koldbrand i såret og døde. Det er lidt surt at dø af at skære sig på en sten, når man har sejlet det halve af verden rundt i et lille træskib. Til gengæld har han nu den ære at stå på sin piedestal og skue ud over San Diego fra parkens udsigtsplatform. | 
  |
Det meste af halvøen er flådebase, og et stort område er lagt ud som
kirkegård med de velkendte uendelige rækker af hvide sten på grønt græs.
Vi talte dem hurtigt og nåede til 85.000.
Bare rolig ... dette tal stod i vores folder.
Udsigten herfra over San Diego er rigtig flot, selv om "skyline" var
noget diset i dag ... Kyst-Eddie var ikke helt væk.
Vandet i bugten
summer af små og store skibe, og et stort US Navy-forsyningsskib
passerede, mens vi nød udsigten og prøvede at gøre et indhug på vores
medbragte kiks- og vandforsyninger.
Nu gik turen videre ad små veje, indtil vi nåede Harbour Drive og
kunne dreje ind på den kunstige ø i bugten, som gav ly til den enorme
lystbådehavn og også lagde jord til et par store hoteller - deriblandt vores
Sheraton Hotel. Sheraton er nok lækkert, men det er også i den snobbede
ende, hvor et hav af piccoloer kastede sig over én for at tage
kufferter, køre bilen væk og indkassere drikkepenge - vi HADER
det! Efter at have kæmpet vores fire store kufferter, 2 håndtasker samt
"flasker og mad-tasken" ud på en bagagevogn og overdraget nøglen til en
piccolo, kom vi helskindet ind i receptionen, hvor det viste sig, at vi
IKKE kunne checke ind her, som vi ellers havde reserveret og betalt, men
at vi skulle 500 meter længere ned ad vejen til "det andet tårn". Altså
... ALLE kufferterne ind i bilen igen, og piccoloerne insisterede på, at
vi ikke måtte røre vores grej. Heldigvis kunne man parkere i fred ved
Tårn-2 kaldet "Bay Tower", så vi kunne i to omgange selv tage vores ting
op til 7. etage med fin udsigt over bugten og et kig på skyline gennem
et par palmer - det siger lidt om palmernes højde. Hanne lagde sig ned
til poolen, og jeg kørte de få hundrede meter til "Rental Car Return"
ved lufthaven, hvor det tog mig mindre end 15 sekunder at checke bilen
ind på parkeringspladsen hos en pige med en håndholdt computer. Det er
altid imponerende hurtigt ... og så efter 4.676 miles eller 7.525 kilometer. Det
viste sig, at jeg var næsten lige foran bagindgangen til Rental Car
Return, som var lige overfor hovedindgangen til Sheraton Marina Bay
(altså Tårn-1), så jeg nød den korte genvej tilbage til fods, og jeg fik
endda et par ekstra foto af skyline helt nede fra vandhøjde, da jeg gik
tilbage langs vandkanten.
| Jeg slog mig ned ved poolen, hvor to usædvanligt livagtige badeænder havde indtaget den tomme pool og badede med stor fornøjelse - til stor underholdning for alle omkring poolen. Det lille hot-tub ved siden af poolen var indrammet af en glasvæg, så den dannede en karnap lige ud mod marinaen, så man kunne sidde i det varme vand og betragte de store hvide yachter, der passerede. Fikst arrangement! |  |
Ved 18-tiden blev det for køligt, så vi satte os op på altanen på 7.
etage og kiggede ud på bugten - dog stadig lidt generet af de høje
palmer. Kikkerten kom frem, så jeg kunne holde øje med helikopter-basen
på modsatte side af vandet. Jeg har aldrig set så mange helikoptere -
der var hele tiden mindst én i bevægelse. Nogle af dem må være piloter
under træning, de de lettede og stod HELT stille i luften det samme sted
i ti minutter.
Vi fik nu anbefalet The Boathouse lidt nede ad vejen i
receptionen, så ti minutter efter sad vi ved et vinduesbord og kiggede
ud på skibene i den svagt belyste havn. Bøf & Kylling & Lokalt Øl
var en fin afslutning på dagen og ferien. Tilbage på hotellet blev det
sidste pakket og kufferterne vejet. Jeg var lige nødt til at gå op på
øverste etage og ud på brandtrappen, hvor man havde et fremragende vue
over byen, og selv om det blæste, så lykkedes det at få et godt skud af
byen med nattebelysning. Og så er det vist blevet tid til at gå i seng.
Vi skal op igen kl. 04.30 for at komme i lufthavnen, så vi
satte TRE ure til at ringe.