Dagen startede med den triste besked om at Jørgen var død i løbet af vores nat, så det var en lidt eftertænksom morgenmad, vi fik "lige ned og over gården" på The Waffle Spot. Vi fik to store omeletter med ost/grøntsager/skinke og hash-browns kartofler til. Ud over at der var kaffe ad-libitum fra de utroligt venlige serveringsdamer, så hyggesnakkede de med alle og fik det hele til at være meget "diner-agtigt". Det var et måltid, der kunne gøre det ud for aftensmad, men vi havde også en hård dag foran os - hver for sig. Inden jeg kørte Hanne til "Las Americas Outlet Center", ringede hun dog først til sin mor for at høre til tingenes tilstand.
Nu susede vi sydpå, og da vi kunne se Tijuana-byen tydeligt på
bakkerne i Mexico, holdt vi ind foran Outlet Centeret. Grænsen bag
centret mindede om Berlin-muren med høje pigtrådshegn, nummererede
beton-sektioner og store bare
områder, og der var mange "Border Control" biler over alt. Man
vil IKKE have arbejdsløse mexicanere eller bander ind i USA her.
Billedet ovenfor er vores bil-rute plottet med lilla på et satellitfoto,
og det store ingenmandsland mellem de to lande er meget tydeligt. Vores nye bog
om USA udtrykker det meget kort: "Tag IKKE til Mexico! Kriminaliteten er
simpelthen for stor." Det er med andre ord som i Vest/Øst Berlin i gamle
dage. På denne side af grænsen lever de rige og shopper, og på den anden
side bor de fattige! I samme åndedrag skal det siges, at 95% af de rigt
udseende kunder her i centret talte spansk - det var en lidt formildende
omstændighed.
Vi stilede direkte hen til Samsonite-butikken, hvor en
utroligt ærlig ung mand fortalte os, hvad der var holdbart, og hvad der
var mindre holdbart blandt hans mange kufferter. Vi forlod derfor
butikken med en flot rød og en blå "hard cover" kuffert, som
forhåbentlig kan tjene os i et par år ... og så for 600 kr. pr. styk.
Det er vildt billigt.
Kufferterne blev smidt i bilen, Hanne blev kysset farvel med naive
formaninger om ikke at shoppe for meget, og jeg kastede mig i bilen og
kørte nordpå igen for at finde "Harbour Drive" i San Diego, hvor jeg
ville på havnerundfart - helst to-timers-turen kl. 12.30, så jeg havde
mindre end tre kvarter til at komme frem, parkere og købe billet. Jeg
endte selvfølgelig med at køre forkert i alle kaos-afkørslerne i San
Diego's motorvejs-helvede, så jeg måtte zig-zagge mig gennem byen vha.
kompaset, der er indbygget i bakspejlet. Da jeg var helt inde ved
havnevejen, holdt jeg bare mod vest - så måtte jeg ramme turisthavnen.
Jeg ramte havnen, men det viste sig at være flåde-havnen, for pludselig
stod der en maskinpistol-bevæbnet marinesoldat foran mig. Jeg fandt
hurtigt ud af, at jeg var alt for langt sydpå, så nu fulgte jeg Harbour
Drive gennem hele byen og dens meget flotte og elegante centrum med
brede fortove, slanke palmer langs vejene og smukke højhuse i jordfarver
med elegante glaspartier. Her burde vi nok have planlagt en gåtur. Jeg
sniger mig til at tage et billede, da jeg holder ved et lyssignal, men
reflekserne i forruden gør det svært, og det er nemmere at få et indtryk
af de samme huse fra søsiden lidt senere, da jeg sejler forbi.
Da
bilen kørte ind i skyggen af noget stort, som IKKE var et højhus,
kiggede jeg direkte op på hangarskibet "USS Midway", som var dagens
andet mål, så bilen blev kastet ind på parkeringspladsen på kajen, og
jeg slap 10$ for at holde der hele dagen. Klokken var 12.23, så jeg
spænede hen til havnerundfarten på næste kaj, og ved landgangsbroen til
det store tur-skib fortalte den unge dame, der vogtede landgangen, at
jeg skulle købe billetter 100 meter væk - her satte jeg så ny
verdensrekord på langt under 10 sekunder! Jeg må have købt billet ved en
forkert luge i forhold til det store skib, for nu skulle jeg bare syv
skridt ned ad en lejder, og så var jeg på en to-timers tur på et lidt
mindre skib, og fortøjningerne blev smidt, da jeg var kommet ombord -
det var super-perfekt.
Vores kvindelig guide stod på broen ved kaptajnen, og fra bådens
soldæk kunne vi kun give hende ret i, at vi havde valgt den perfekte dag
til en havnerundfart: Ingen vind, ingen skyer og perfekt sigtbarhed. Jeg
SMS'ede begejstret Hanne om mit held, og sekunder efter tikkede svaret
ind, at hun skam allerede havde købt FEM par sko ... for under 750
kroner tilsammen. Vi var med andre ord begge to på de rigtige steder på
dette tidspunkt! San Diego højhuse er store, men de virkede små i
forhold til det skib, som stjal opmærksomheden i havnen - det gigantiske
hangarskib USS Midway.
Vi havde kun sejlet i kort tid, da San Diegos skyline fyldte udsigten
agter.
Første time af turen gik nordpå gennem havnen, og vi så
marinetræningsskolen for delfiner og søløver, så de kunne finde frem til
fjendtlige dykkere og miner. Her var pramme med madding til fiskerne,
men disse pramme var tæt belagt med søløver, der nød solen og den gratis
transport, og vi havde hele tiden
udsigt til de store huse på skråningerne ned til havet, hvor de
rige boede. Deres huse ligger med en fabelagtig udsigt.
I baggrunden havde vi San Diego Skyline, og på den modsatte
side lå der endeløse mængder af marine-installationer med kampfly,
helikoptere og alverden andre militære ting. Vi passerede også
lufthavnen, hvor det på afstand så ud som om, at flyene måtte sno sig
mellem højhusene for at lande. Man synker lige en gang, når man ser
flyene flyve ind mod højhusene!
I det hele tage har jeg aldrig set så mange og så forskellige kampfly og
helikoptere på så kort tid. Det er en enorm flådebase med fly, der
ligger her. Antallet af dyre speedbåde og flotte sejlbåde var også i top
- her er vist mange folk med mange penge! Vi passerede også Hotel Sheraton
med havneudsigt, som vi
skal bo på sidste nat, så vi kan spytte over på vores meget tidlige fly.
Tilbage i havnen var der 10 minutters pause, inden vi fortsatte med
den sydlige tur i havnen. Denne del af turen var næsten udelukkende
maritim og militær, da San Diego er USA's næststørste flådebase. Den er
kun overgået af Norfolk i Virginia på østkysten. Der arbejder over
100.000 mennesker på basen her i San Diego, så det er noget af en
arbejdsplads. Jeg SMS'ede Bo om dette, og jeg lovede at tage mange
billeder, så samtlige skibe i havnen blev foreviget. Vi sejlede under
den enormt flotte bro til Coronado Island, og her bemærkede vores
kvindelige guide, at der var en meget dygtig sejler ved siden af os, da
han havde to store sejl oppe - ét på hver side af båden.
Folk skulle
selvfølgelig fotografere skibet, og det må man have bemærket på båden,
for de to unge piger på fordækket smed straks deres T-shirts og vinkede
til alle turisterne. Guiden beklagede dette optrin, mens kaptajnen
begejstret tudede i skibets tågehorn som hilsen til de to topløse piger.
Guiden undlod ikke at kommentere på hans opførsel.
Tilbage i havnen satte jeg straks kursen mod hangarskibet Midway, hvor jeg løste billet og indså, at jeg kun havde tre timer, inden skibet lukkede kl. 18 ... det burde være nok. Jeg blev iført en audio-guide, som hele vejen fortalte mig om det, som jeg passerede, når jeg indtastede et nummer på den. I mangel af Bo så var audio-guiden fremragende. Skibet blev bygget i 1945, og nåede derfor ikke at være med i 2. Verdenskrig. De 12 store motorer kan drive den frem med 33 knob, hvilket svarer til 60 km/t ... for hurtigt til almindelig bykørsel for denne 300 meter lange og over 40 meter høje kæmpe. Midway var den første af sin type, og hele flåden af disse hangarskibe hedder derfor Midway-klassen. Da det blev søsat, var det som det første krigsskib i USA for stort til at sejle igennem Panama-kanalen. Skibets besætning var ikke mindre end 4.500 mand, så de store rum under dækket var en hel by, hvor der var sovepladser, køkkener til 225 kokke, kantiner, tandlæger, operationsstuer, biografer osv.
Alt var enormt: Ankerkæden og det store træk
var bare ét af skibets 20 ankre, de endeløse gange med vandtætte døre,
ledninger og rør, de enorme motorer og en masse andet. De fleste
spændende steder stod der ældre herrer, som var pensionerede marinere,
der havde gjort tjeneste på skibet. De demonstrerede med glæde de mange
tekniske ting og fortalte gerne en lille historie til.
På rundturen arbejder man sig nedefra og op, og da man kommer ud i
sollyset, tror man, at man står på en stor motorvej med storbyen i
baggrunden. Nix! Man står på det 330 meter lange dæk af et enormt
hangarskib. På dette dæk startede de fly, der skød både den første og
den sidste MIG-jager ned i Vietnam-krigen, og fly der deltog i
Golf-krigen. Først i 1992 blev skibet lagt op, og det åbnede som museum
i 2004.
På dækket står en stor samling gamle og nyere fly. Normalt maler
besætningerne mærker på siden af deres bombefly for hver mission, men en
af de store helikoptere havde en helt speciel påmaling: 5 små
Apollo-kapsler, som var blevet samlet op fra havet efter Apollo 8, 10,
11 (første månelanding), samt 12 og 13. Jeg måtte også kigge en ekstra
gang på den Phantom-jæger (billedet ovenfor i midten), da jeg brugte en
vinter på at lave en træmodel af denne, da jeg var 10-11 år. Da jeg
nærmede mig bro-tårnet, var audio-guidens punkter ved at være færdige,
så jeg regnede med at mit besøg var slut. Én af de ældre herrer vinkede
mig hen til tårnet, og han spurgte, om jeg ville med på den sidste
rundvisning i dag oppe på broen. Det ville jeg selvfølgelig, så sammen
med 25 andre besteg vi de mange trapper og nåede op til broen, hvorfra
hele skibet blev styret. Her var en flot udsigt ned over dækket og de
mange flyvemaskiner, og det så ud som om, at nogen af dem var klar til
at starte lige nu, når man kiggede ud gennem vinduerne.
Nu satte jeg kursen mod "Freeways" (motorvejen), som var tydeligt markeret gennem hele byen, men I-5 dukkede på besynderlig vis aldrig op, så endnu et lille mareridt startede nu, da jeg dels skulle finde op på den rigtige motorvej samtidigt med at bilen begyndte at vise "Low Gas" på benzin-måleren. Det lykkedes mig efter en del snørklen at komme op på I-5 i den rigtige retning mod syd, men benzin-nålen var betænkeligt langt under den røde streg, og jeg turde ikke køre fra motorvejen, før jeg kunne se en benzintank. En Shell-tank reddede mig, lige før jeg nåede Mexico, og selv med 20$ benzin kom nålen ikke ret langt op, da automaten ikke ville acceptere mit betalings-kort. Havde Hanne brugt alle pengene på kontoen? Næppe!
Hanne dukkede op belæsset med poser og en bemærkning om, at hendes
VISA-kort ikke blev accepteret længere - godt at hun også havde et
Mastercard!
Hanne havde spottet en 3-4 bomuldsweatre til mig i løbet af
dagen, så 20 minutter efter var jeg indehaver af 4 nye trøjer - hvor
svært kan det være at købe tøj? Vi købte Thai-wok take-away-mad i centrets "food
court" og ræsede hjemad uden de store problemer ... nu var navigatøren
jo med igen. Badningen i det varme boblebad blev sprunget over i aften -
vi havde så rigeligt varmen, og i stedet fremviste Hanne sine indkøb,
som nærmede sig røveri, når man hørte priserne. Det kan betale en stor
del af turen, hvis man køber tøj her i stedet for hjemme!