Helt tomt var hotellet ikke, for der var pænt fyldt i det lille
morgenmadsområde ved receptionen. Vi spiste hurtigt og var snart tilbage
på I-40 i bilen og havde under 100 kilometer til dagens første af fem
mulige stop. Man kan ikke andet end være imponeret over udsigten fra
bilen i Arizona. OK! Det er lidt snyd, da det første billede er taget i
går på grænsen mellem New Mexico og Arixona. Klipperne og de flotte
farver er over alt, men de lange tog-stammer bliver også ved med at
fascinere. I billedet nedenfor til højre er hele horisonten fyldt ud af
et langt godstog, som Hanne fanger gennem bilruden, mens jeg
koncentrerer mig om vejen.
Og disse tog ER meget lange. Dette foto blev taget i går i Petrified
Forest, hvor tre store lokomotiver trækker en endeløs togstamme gennem
ørkenen.
Første stop var Meteor Crater, som er verdens bedst bevarede hul
efter et meteor-nedslag for 50.000 år siden, hvor en jernkugle på 50 meter
i diameter hamrede ned i ørkenen og sprængte enorme mængder af materiale
væk. Der var en fin film og et udmærket museum, som forklarede fænomenet
i detaljer, og selv om hullet jo bare var et hul, så kan man næsten ikke
forestille sig, hvor meget kraft, der skal til for at få så meget jord
flyttet i ét skud. Den store meteor har haft fart på: 60.000 km/timen,
så turen fra Paris til New York har taget 4 sekunder, og tre sekunder senere landede den i Arizona.
Et billede fra luften hugget fra museets hjemmeside.
En planche i museet.
| Mange troede at den store klump jern lå et sted
i krateret, så i flere år gravede man løs for at benytte denne
utraditionelle mine, men man fandt aldrig mere end små stykker,
da moderne videnskab kan forklare, hvordan den glødende tingest
totalt gik i opløsning ved det kraftige nedslag. Der er små spor
tilbage fra denne minedrift i bunden af det enorme krater, som
man ikke må gå ned i for at sikre, at det ikke bliver ødelagt af
for mange turist-fødder. Vi er godt tilfredse med at betragte
det fra kanten, og vi undrer os lidt over, om vi kan blive ramt
i hovedet af nye meteorer.
Dette spørgsmål kan museet besvare, da der i historisk tid ikke er dokumenterede fakta om dræbte mennesker pga. meteorer. Det tætteste, man har hørt om dette, var en kvinde i Alabama, der i 1954 blev ramt på hoften, da en 4 kilo tung meteor drønede gennem hendes tag. En anden planche på museet fortæller om den lille by Wethersfield i Connecticut, hvor to huse blev ramt af meteorer i både 1971 og 1982. De viste også et billede fra den lokale avis! Vi var ved Meteor Crater i en times tid, og så havde vi 60 kilometer til "Walnut Canyon". |
 "Skat! Der er hul i loftet" "Det er nok bare en meteor igen!" |
"Walnut Canyon" National Monument viste sig at være en dyb snoet kløft i lyse klipper, hvor der,
hvis man kiggede godt efter, var meget små publo-huse indmuret rundt
omkring på de mikrokopiske klippe-afsatser.
| Man undervurderer lidt, hvor stor denne dal er.
Da vi stod og betragtede det flotte syn, fik vi øje på mange
bygninger og en masse små mennesker, der gik den snoede tur ned
i bunden af dalen ad den smalle sti. Den venstre røde firkant
indeholder en vandrende familie, og den højre skjuler et af
de mange pueblo-huse. De er ikke nemme at få øje på med mindre man
forstørrer det en del, som vist på billederne til højre.
Omkring år 1100 har her levet mellem 100 og 400 indianere i
disse små huler og pueblo-bygninger. Vi gik den lille rundtur langs kanten og nød landskabet i den pragtfulde temperatur, der svarede til dansk sommer. Vores folder kunne ikke afsløre, hvorfor disse mennesker holdt op med at bo her, men den var temmelig sikker på, at folk begyndte at bo her, da en nærliggende vulkan dækkede landskabet med frugtbar aske omkring år 1040. Og denne vulkan var netop vores næste mål. |
 |
Først fyldte vi benzin på i Flagstaff, som er den største by i nærheden af Grand Canyon, og så ville vi lige købe en sandwich til frokost. Vi blev guidet til Safeways-butikken lige ved siden af tankstationen, som viste sig at være en ren luksus-fælde. Ud over de to sandwichs kom vi ud med selv-mixede blandinger af oliven, to lækre brød (vi kunne ikke vælge), pølse osv., så vi også kunne klare aftensmaden - vi krydsede fingre for, at der var køleskab på værelset. Nu gik det stik nordpå mod Grand Canyon, men på vejen passerede vi en lille omvej, der ledte os gennem to kombinerede National Monumenter.
Det første var "Sunset Volcano Crater", der viste sig at være et vildt
imponerende område. Selve vulkanen var en fin rund bakke, men dens
overflade var som slebet med sandpapir i overfladen og helt sort af
lava-aske - det hele lignede kæmpestore asfalterede bakker.
Nogle af
fladerne var røde som gruset på en tennisbane, og der var stadig store
områder, der ikke var dækket af bevoksning. Den korte rundtur viste de lavatunger, der fra bunden af vulkanen strømmede ud over landskabet i
små floder, og endte som knudrede, ufremkommelige sten-diger, der er
helt sorte. Forklaringen på dette besynderlige landskab er, at vulkanen
ved sit udbrud havde så meget gas, den skulle af med, at den glødende
lava blev slynget 2-300 meter op i luften, hvor den splittedes til små
glaskugler, der stivnede, inden de kom ned igen. Bjerget er altså en
stor bunke sorte glaskugler! Efter dette fulgte en reelt lava-flod, som
strømmede ud over landskabet og størknede i knudrede former.
Alt i alt et fantastisk specielt landskab. Vi spiste vores
frokost med udsigten til vulkan-aske-toppene lige overfor os, og med
bjerget Humprey's Peak med sne på toppen lidt længere væk - Arizona's
højeste punkt og et flot varetegn, som vi allerede kunne se fra Meteor
Crater.
Efter en kort rundtur fortsatte vi på "omvejen", som nu gik
direkte ind i Wupatki National Monument, der er en samling af
publo-ruiner.
Vi havde nok fået vores behov for ruiner dækket, men selve "Wupatki"-slottet
var meget stort, så det ville jeg meget gerne se. Det var ved at være
sent, men i stedet for at droppe det helt, gik vi hurtigt rundt om
ruinen og standsede ikke for at læse informationerne i vores folder ved
de markerede punkter.
Kort efter satte vi derfor foden på speederen med
retning mod Grand Canyon. Sidste gang vi var her med pigerne, kom vi
direkte sydfra gennem skoven, hvor man pludselig når til afgrunden, men
nu kom vi ind fra øst, hvor den mindre "Little Colorado River" havde
lavet en lille "canyon", som klart giver en idé om, hvad der venter.
Det
var stadig "gratis-uge", så vi sparede de 25 $ - det vi sige, vi havde
jo købt vores årskort. Måske på grund af gratis-ugen var her rigtigt
mange mennesker. Vi kørte de 30 kilometer fra indgangen til Visitors
Center langs kanten af den brede canyon uden at standse og kigge - vi
har fået indtryk nok i dag, og vi er her jo i tre hele dage - herligt.
Ved centeret fik vi nøgler til vores motelværelse i nærheden. Vi tømte
bilen helt og konstaterede med glæde, at her var et køleskab.
Vi tog os sammen og tog bilen på en kort tur ned til afgrunden for at
se dagens solnedgang. Der var vildt mange mennesker, så det var svært at
finde en parkeringsplads. Wow! Man bliver aldrig træt af denne vilde
udsigt, og solnedgangen i aften var meget flot, selv om den sidste del
forvandt ned i en sky.
Det var temmelig koldt, så det var dejligt at
komme tilbage til værelset, hvor vi riggede PC'en til, så vi kunne se
dagens billeder, mens vi spiste brød, drak vin og gik lidt forsigtigt
til de meget stærke oliven, som vi havde købt i Safeways. Herligt at
tænke på at vi nu har 4 overnatninger her i Grand Canyon.