Tirsdag d. 19. april 2011.                       RETUR

Morgenmaden med kundetilpassede omeletter var endnu en gang en succes, så vi sagde pænt farvel til hotellet i Santa Fe efter at have konstateret, at vi snart skal pakke bilen om, så vasketøj og ting/tøj, der bare skal med hjem, ikke skal ud og ind ad bagagerummet ved hvert hotel. Før vi forlod Santa Fe's "storby"-butikker, rundede vi lige Walmart og fik endelig vores 2012-version af USA-vejkortet og lidt undertøj, og et "pharmacy" blev lænset for alt, hvad der lignede Ginseng-opkvikkende produkter til de to unge studerende derhjemme ... efter deres strenge ordrer. Ginseng-produkter er enten ikke til at drive op i Danmark ... eller også er de ubetalelige! (For det er vel ikke sådan, at det er forbudt i DK?)Klokken var derfor over 10, før vi fløj ud af Santa Fe i lav højde i sydlig retning tilbage mod Alberquerque, som vi havde passeret i den modsatte retning for tre dage siden. Der var meget trafik, da det er to store byer med en kort afstand på kun 41 miles.

Landskabet ændrer sig langsomt fra det spændende til det fantastiske. Klipperne bliver vildere og formationerne bliver til farverige skulpturer.

Allerede i Alberquerque holdt vi ind i Visitor's Center for at besøge "Petroglyph National Monument". Vi gik en kort tur fra parkeringen ind i dette øde ørkenområde, og pludselig var vi omringet af slanger, små dyr og indianere. Nu var de heldigvis ikke levende, men fine indridsede "petroglyffer" i de sorte klipper. Ifølge de gamle indianere har disse fine små graffiti-tegninger væres her siden tidernes morgen, men vores folder over parken kunne så afsløre, at "tidernes morgen" var for 150.000 år siden, da her var en stort vulkanudbrud, som dannede disse sorte basalt-klipper. Da sandet under lavaen blæste væk, så knækkede lavaen og skabte dette smukke kaos af store sten. Vi gik en kort tur i parken for at se på de mange indianske "petroglyffer" ... som må være lavet af vores venner fra puebloen i går, da de tidsmæssigt er 4-600 år gamle.

Det var da meget sjovt at se de mange mystiske indridsede tegninger i de sorte klipper, men klipperne i sig selv var næsten mere fascinerende, da disse vulkanske blokke lå kastet hulter til bulter ovenpå hinanden. Vi så mange små tegninger, men vi kunne langt fra se alle, da her skulle være over 20.000 i det store område.

Havde vi haft god tid, havde vi nok gået lidt længere, men "Petrified Forest" i Arizona trak mere, så vi blev kun ½ time, så susede vi videre mod vest ad den stor I-40-vej, som med undtagelse af et benzin- og kaffe-stop på en gigantisk truck-tank-station med tilhørende casino-område førte os direkte ind i Arizona. Dette område er i særklasse i USA, for her er de mest utrolige bjergformationer og udsigter. Check lige omgivelserne til denne tankstation nedenfor til højre!


Hanne fangede mange skønne udsigter, mens vi susede direkte mod Petrified Forest / Painted Desert Visitor's Center. Her fik vi vores folder til samlingen, købte et par flotte bøger og så en film på 20 minutter om processen med forstenet træ.

Vi troede at parken havde åbent til kl. 19, men der stod 18 på indgangen, fordi det endnu var "vinter". Nu havde vi et problem. Klokken var næsten 16, og det tager mindst tre timer at se parken. Skulle vi nøjes med at se lidt af den i dag og komme tilbage og se resten i morgen tidlig? Vores hotel i Holbrook var kun 30 km væk. Vi kastede os ud af bilen et par steder nord for for I-40 i parken, hvor området Painted Desert strækker sig vest og nordpå helt op forbi Grand Canyon, og så de smukke skulpturelle landskaber med bløde runde bakker i utrolige rød/brune/lyse nuancer omkranset af højere klinter i grønlige farver. Totalt syre-landskab - men vildt flot!


Herefter svingede parkvejen tilbage mod syd og passerede hen over I-40. Nu kom vi ind i området med forstenede træer, og vi kunne stå ud og kigge eller gå korte 1-kilometer-ture for at se de fantastiske farver i træerne, som er rene sten. Ét sted kunne vi se, hvordan én af de porøse hvide klinter var ved at gå i opløsning, og hvordan en træstamme herved "voksede" ud af skråningen. Den har ikke styrke nok til at holde sin egen vægt, så den revner i perfekte snit og styrter ned, så der nedenfor lægger sig store bunker af perfekt skårede stammer, der kun mangler at bliver kløvet, før de ryger i brændeovnen ... det må vist være stenovnen! Den store slette er overstrøet med disse store runde stamme-stykker.

Det er et kæmpe-problem for området, at folk fjerner disse smukke sten, så der er nu streng kontrol  med, om nogen forsøger at føre noget ud. Før området blev til park, gik folk ind med dynamit og sprængte stammerne for at udnytte disse "halvædelsten". Vi tager RIGTIGT mange billeder af disse utroligt smukke forsteninger, der glimter i solen i tusind nuancer.

Man kan godt forstå, at de tidlige turister har haft svært ved at lade de smukke kunstværker ligge, og her kom mange turister. Toget kører lige ved siden af I-40, og allerede tilbage i 1880'erne bragte det folk til området, så det var let at komme hertil. I-40 er også en del af "Route-66" fra Chicago til San Francisco, så det bragte også bilisterne hertil og fik Holbrook til at vokse til et stort turistmål.


Da vi nåede de sidste stop før udgangen, lå Visitors Center "i den anden ende", og her skulle vi ind igennem for at se "Old Faithful", som er parkens største og mest intakte træ. Der var stadig biler og besøgende, men bagudgangen fra museet proklamerede "Sidste udgang kl. 17.30", og klokken var 18, men den søde kvindelig ranger sagde, at vi godt kunne nå det, så vi gik en hurtig runde og så ENDNU flere forstenede træer i disse skønne omgivelser i den smukke aftenlys. Tilbage i centeret ventede dagens gode overraskelse. Tre ure over den rare ranger viste tiden for New Mexico, Arizona og New York ... men klokken var 17.15 i Arizona og 18.15 i New Mexico, hvor vi kom fra. Vi var langt fra de eneste, der var forvirrede, men forklaringen var, at Arizona aldrig skifter mellem vinter- og sommertid, så derfor havde vi lige vundet en time. Dybt begejstrede kastede vi os ud i den anden og sidste vandretur fra centeret, som var en to kilometer rundtur - og dagens absolutte højdepunkt i lyset fra den lavtstående sol.


Oceaner af forstenede stammer i disse surrealistiske omgivelser af lyse og røde bakker med endnu flere flotte lagdelte højderygge i baggrunden. Vi fotograferede helt vildt - faktisk over 300 foto i dag tilsammen! Klokken var 18.15 Arizona-tid, før vi var tilbage i bilen helt berusede af de flotte indtryk, så vi måtte sluses ud af de automatiske porte - dig uden at blive checket af nogen for evt. bortfjernede sten. Vil man have forsteninger, så er hele parken omringet af butikker, der sælger disse, for de flyder også udenfor indhegningerne. Vi skyndte os dog til Holbrook, men standsede alligevel en enkelt gang og fotograferede solen og skyerne på ørkenvejen med telefonpælene som silhuetter mod den endeløse vej - hvor wild-west kan det blive?

Vi fandt uden problemer det store Days Inn Hotel som det sidste i byen før ørkenen, og vi konstaterede, at vi var bil nr. to på hele hotellet! Var dette Ondskabens Hotel eller Hitchcock's Psyco-hotel med ørkenen som nabo? Skræmmende! Svaret var nok nærmere, at det var skiltet på døren med "Internettet virker ikke", der skræmte kunderne væk. Vi fik et fint rum og en anmeldelse af de fire restauranter, der lå indenfor 500 meters gåtur fra hotellet, så en halv time senere sad vi på en lille italiensk restaurant, der var stuvende fuld af glade mennesker. Vi fik en stor amerikansk bøf og en øl - ikke noget med italiensk mad i USA. På vej tilbage så vi adskillige forladte og forfaldne Route-66 tankstationer og butikker. Nu var her 10-15 biler på parkeringspladsen, så vi var ikke helt alene. Tilbage på hotelværelset så vi dagens mange billeder på computeren, og så gik vi enten sent eller tidligt i seng ... alt efter hvilken tidsregning man bruger ... man kan godt blive lidt i tvivl, når man rejser på tværs af USA.

Sikke en god dag. I morgen bliver endnu mere pakket ... vi har planlagt 5 mulige seværdigheder på vej mod Grand Canyon!