Vi stod foran vandreskiltet ud for vores terrasse kl. 10.30 parate til
dagens udfordring - 20 km. vandring i bjergene. Humøret var højt, og det
var godt, for da vi otte timer senere passerede den modsatte vej, var vi
TOTALT udkørte.
Jeg startede dagen med ondt i ryggen - muligvis efter for mange timer i
bilsædet, men jeg var overbevist om, at de bare "skulle gås væk"!
Chisos Mountains, som vi boede i, er et kraterlignende hul med en høj
kant hele vejen rundt. Vi havde ikke lige gennemskuet, at vores tur til
"South Rim" betød den sydlige del af bjergene, og at vi derfor skulle op
over toppen for at betragte udsigten. Det var heldigvis køligt endnu, og
vi havde en kraftig kold brise imod os. Dette var også medvirkende til
at føre vores "duft" og lyde væk fra eventuelle "mountain lions" og "black
bears", som måtte befinde sig foran os. Det bekymrede Hanne lidt, og det
var nok berettiget, for pludselig stod tre hjorte LIGE
foran os på stien.
De gik lidt ind i skoven, men de var tydeligvis ikke
bange for os, for lidt efter traskede de roligt over stien, hvilket gav
os fin tid til at fotografere optrinnet.
Stien var et kapitel for sig selv. Den er konstrueret i 1930'erne af
nogle af de mange arbejdsløse under depressionen, og visse steder er den
nærmest i klasse med en parksti i en engelsk have. Der er flotte
stentrin, bjælker på tværs af stigninger for at holde på jorden og
snedigt anlagte dræn i de skarpe sving, så regnskyl ikke eroderer stien.
Imponerende! Adskillige steder blomstrede kaktusser i klare røde og gule
farver langs stien,
Vi så også en del fugle, og vi passerede en flok "ældre" mennesker, som
var på fugletur med en autoriseret park-ranger. Vi blev overhalet en
enkelt gang af en ung mand, der hævdede, at han kunne gå længere, hvis
han gik hurtigt. Det var en meget lang og til sidst også meget varm tur
op, men udsigterne var også flotte, så vi gik ikke hurtigt men holdt
mange pauser. Så kan VI gå længere! Turen første os igennem skov, åbne
områder, flodlejer af store klipper, og desværre skulle vi også gå en
del nedad, selv om turen skulle føre os op til toppen.
Efter 5 timer hvor vi holdt flere og flere skygge-pauser, kom vi
endelig til "South Rim", hvor klippekanten kaster sig lodret ned mod den
endeløse slette foran os. Det var lidt diset, så vi kunne ikke se
"uendeligt" langt, men udsigten var stadig imponerende.
Vi fandt et sted
i skyggen under et lille træ helt ude ved kanten og spiste frokost og
gjorde endnu et indhug på de 2-3 liter vand, som vi HVER havde medbragt som
foreskrevet i alle guidebøgerne. Vi så desværre ikke nogen "peregrine
falcons", som havde yngletid nu, og derfor havde parken afspærret 2/3 af
South Rim strækningen, så fuglene kunne få fred til at frembringe næste
generation, men vi synes alligevel, at det havde været fem timers
klatren værd at nå herop.
Dette var vi måske lidt mere i tvivl om senere på dagen! Nu startede
nemlig tre timers benhård nedstigning. Den var ikke hård pga. stigninger
og fald på stierne - det var tværtimod en mere jævn tur end opturen, men
solen bagte skånselsløst ned på stien og vinden var helt væk. Hanne var
ved at smelte, og det jagede i min ryg, når skridtene nedad blev for
store.
Heldigvis havde vi Hannes nye vandrestave med, så vi med én til
hver kunne støtte os på vej ned, hvilket mindst to gange reddede mig fra
at snuble. Skilte på ruten markerede fremdriften, men det sidste skilt
vi så proklamerede 3,3 miles til Chisos. Det var endeløst, og næsten
helt hjemme, hvor vi var kommet ind på rundturen fra i går aftes, blev
vi igen overhalet af "den unge vandrer", der også stønnede og udtalte,
at denne rute var "never ending". Vi kunne kun give ham ret, men jeg
overvejede kortvarigt at sige til ham, at det kun var et spørgsmål om at
holde tempoet oppe!
Tilbage på værelset skiftedes vi til at lyn-bade, og så faldt vi om på sengene og besvimede. Ved 21-tiden tog vi os sammen til at mikrovarme "oksekød i bourbon-sovs" med kartoffelmos og frysegrønt. GPS-loggeren afslørede at dagens 600 meter stigning havde krævet 1800 meters op- og nedstigninger ... så tror pokker, at vi var totalt udkørte.