Lørdag d. 9. april 2011.                        RETUR

Vi forlod Galveston og Den Mexikanske Golf, som vi nu har fulgt i 9 dage. Næste gang vi ser hav, vil det være Stillehavet, så de næste to uger skal føre os gennem nogle af de tørreste egne i USA.
Der er en bro mellem Galveston og Houston, og præcis kl. 10 ramte vi fastlandet og Hannes Mall, som netop åbnede kl.10. Nu kunne hun shoppe et par timer uden en utålmodig ægtemand, som derimod kunne nørde lidt for sig selv. Få minutter senere drejede jeg ind på Johnson Space Center i Houston og gik igennem sikkerhedskontrollen efter at have sluppet 30$.

Lige indenfor lignede det Tivoli med små farvede rumskibe til ungerne og alverdens andre tåbelige ting, som kunne få én til at løbe skrigende væk. Jeg søgte derfor straks hen til de små togbiler, som kunne køre mig rundt i området til de mere seriøse ting - dette er jo en arbejdsplads for astronauter og de tusindvis af folk på jorden, der opbygger, træner og styrer alle rummissionerne i USA.
Jeg var meget heldig - der var kun 5 minutter til  næste rundtur, og et skilt reklamerede med "ingen ventetid". Desværre smækkede døren i et par personer foran mig, så jeg ventede lang tid, inden vi rullede af sted mod astronauternes træningscenter. Hermed havde jeg spildt præcis én time, af de tre jeg havde, på at komme ind og vente i køen.

Området er enormt, og alle bygningerne er kedelige grå bunkere set udefra, men indholdet er alt andet end kedeligt. Vi holdt ind ved "Space Vehicle Mockup Facility", gik ind og op på første sal. Herfra kunne vi gennem glasruder kigge ned i den store hal, hvor ingeniører og astronauter træner i kopier af rumfærgen og alle enhederne til den internationale rumstation. Derfor var her også russiske rumkapsler, som man kunne øve sig i. Rumkapløbet er slut - det er simpelthen for dyrt ikke at arbejde sammen.


Der var også en helt ny "Rover", som de kaldte den, der skal køre rundt på Mars med mennesker som passagerer. Spændende!
Vi kørte desværre forbi det store kontrolcenter, som jeg også gerne ville se, men det var på en anden rundtur. Andet og sidste holdt på denne tur var Saturn V bygningen, hvor denne verdens største raket, der førte mennesket til Månen, lå udstillet i sin fulde længde.


Jeg havde allerede set den i Florida sidste år, så jeg gik hurtigt forbi den for at få et tidligere tog tilbage, så jeg kunne se Kontrol-centret, og da Saturn V raketten også var en del af den anden tur, så jeg ville få en chance til. Jeg missede desværre toget tilbage med ½ minut - det var ikke lige min dag i dag. Derfor gik jeg tilbage, og tog endnu et kig på dette enorme monster, og det er bare er umuligt at forestille sig, at den har kunnet flyve. Hvordan har de 5 gigantiske dyser kunnet løfte den 110 lange raket og balanceret den op i kredsløb om jorden?

Da jeg kom tilbage til det farverige gedemarked, kunne jeg ikke nå rundtur nr. 2. Det var lidt ærgerligt, for jeg ville meget gerne have set det kontrol-center, som har styret alle USA's rummissioner og f.eks. modtog den berømte melding fra Apollo 13: "Houston, we have had a problem!", da en del af deres rumskib var eksploderet i rummet.
I stedet gik jeg gennem udstillingen med rumkapsler, rumdragter osv.

Det var ganske udmærket, hvis man er en rum-nørd som jeg! Her kan man se den første rumvandring fra en Gemini-rumkapsel, der var astronauter på månen med deres måne-rover, og sidst men ikke mindst kunne jeg få lov til at klatre rundt inde i en rumfærge og se det imponerende cockpit, hvor de to piloter kunne manøvrere dette storslåede fartøj.

Jeg havde alt for kort tid til at se dette prægtige sted, så det blev vel nærmest til en fransk visit ... men det var netop derfor, at jeg var nødt til at gå nu, da vi også skulle have fransk visit i San Antonio, hvor vi skal overnatte i nat. Lidt i 13. forlod jeg derfor stedet og samlede Hanne op et kvarter senere. Hun havde KUN nået butikken Macy's, og hun var ikke nået igennem hele butikken! Hun påstod, at hun havde båret så meget tøj frem og tilbage til prøverummet, at hun havde ondt i armen. Et ny begreb er født: "Shoppe-abue".

Vi brugte "Sam Houston Highway" rundt om storbyen Houston, der er den fjerde-største by i USA, så vi hurtigt kunne komme frem til Austin, der lå 3-4 timers kørsel videre mod vest ad I-10 vejen. Vi kan stadig blive imponeret over USA's vejkonstruktioner, og her var vejbroer i 5 niveauer og motorveje med 14 spor, som Hanne fangede med kameraet på vej rundt om Houston.


Vi standsede en enkelt gang for at købe kaffe, men ellers var det 100 km/t derudaf. Hanne guidede os direkte hen til hotellet i San Antonio, men parkeringsforholdene foran hotellet var ikke så gode, og desværre holdt en rød bil ind foran os kl. 17.05 og tog den eneste plads, hvor vi kunne læsse kufferter af. Hvem andre end Alain træder ud af bilen og forsvinder ind i receptionen? Hanne forsvandt efter ham, og da de kom samlet ud, passede Hanne på al vores bagage, mens Alain og jeg kørte 100 meter væk med bilerne til hotellets parkering.
For flere måneder siden gik det op for os, at vi fuldstændigt tilfældigt var i San Antonio i denne week-end, hvor Alain var på arbejde i Austin kun 1½ times kørsel væk. Således havde vi mulighed for at holde en fri-week-end sammen i San Antonio, så det blev hurtigt planlagt.

Vi pakkede hurtigt ud, og et kvarter efter dukkede Alain op hos os, og vi fik en kold og velfortjent øl. Nu guidede Alain os gennem den varme aften ned til San Antonios store turist-magnet:
"The River Walk".

Centrum af San Antonio er gennemskåret af charmerende små kanaler omkranset med fortove. Masser af barer og restauranter var proppede på denne lørdag aften, så da vi efter en halv times vandring, så et ledigt bord, kastede vi os ind med super-udsigt til vandet og de mange turistbåde og bestilte et sæt store øl. Vi endte med at bestille mad her og få endnu flere øl, da vi selvfølgelig skulle snakke en masse, mens vi nød udsigten.
Efter maden gik vi rundt og kiggede på det nu mørke San Antonio, hvor det tydeligvis var lørdag aften. Det var en pragtfuld varm aften, og ved San Fernando Katedralen boltrede børnene sig i de små oplyste springvand uden at bekymre sig om, at de var fuldt påklædte. Trist at man er voksen, så man ikke kan tillade sig at deltage!

Da vi havde gået lidt mere, begyndte Alain at tale om Margaritha-drinks, så vi igen endte med flodudsigt og et sæt gigantiske Iced Margarithas, som smagte helt vidunderligt. Men vi skulle nok ikke have bestilt nr. 2!

Vi var derfor i godt humør, da vi vendte tilbage til hotellet efter midnat, og kort efter sad vi på 11. etage i Alain's sofa, som var drejet rundt, så vi kunne se ud af det store panorama-vindue direkte mod Downtown San Antonio, som i hvert fald har et par højhuse i sin skyline. Klokken blev lyn-hurtigt 2 før vi tumlede i seng ... det bliver meget tungt at komme op i morgen.

Retur til toppen.