Torsdag d. 7. april 2011.                        RETUR

Sump til alle sider, Arcadians og huse på stylter

Sengene var himmelske på hotel "La Quinta Inn" i Baton Rouge, så vi skulle trække os selv ud af fjerene. Morgenmaden var ikke så overdådig som i New Orleans men stadig langt over middel, så på trods af at dette var vores billigste hotel på turen, så var det super. Uden at forlade matriklen fik vi benzin på hos naboen til hotellet, og så var der ca. 100 meter hen til I-10, som skulle føre os videre vest mod Lafayette. Stik imod traditionen droppede vi at se State Capitol i Baton Rouge, der jo er hovedstaden i Louisiana. Vi missede den dog ikke helt, da det med sine 34 etager er byens absolut højeste hus, så den er nem at se fra broen over Mississippi ... i en by, der ser temmelig ucharmerende ud,

Vejen var en vildt imponerende lige strækning efter devisen: Den korteste strækning mellem to punkter er den lige linje. Desværre for vejbyggerne gik den lige linje mellem Baton Rouge og Lafayette direkte gennem sump, så vi kørte 70 kilometer på en lavbro a la Storebæltsbroen med sump og græsbevoksning på begge sider og vand mellem de to to-sporede broafsnit. Læg mærke til den violette linje fra vores GPS-logger ... der var INGEN sving på de 70 kilometer!


Vi holdt kun pause en enkelt gang ved en McDonalds for at købe deres gode cappuccino. Man kan undre sig over, at der ligger MacDonalds butikker her, men der ligger faktisk over 13.000 af disse restauranter i USA, så de ligge over alt.

Vi fløj videre til Lafayette og fandt på trods af manglende skiltning uden problemer National Park Service's Acaidian Cultural Center, der som sædvanlig i suveræn stil præsenterede de facts, der var vigtige om "La Arcadians", som de franske udvandrere til Nova Scotia blev kaldt. Det startede godt, da de franske udvandrere kom til det land, som de kaldte for L'Arcadie, som er den franske oversættelse fra det græske ord paradis. De slog sig ned i Novo Scotia i det nuværende Canada, og kaldte landet for L'Acadie.  Det var fint i ca. 80 år, indtil englænderne invaderede landet og overtog magten i 1710. De næste ca. 50 år plagede englænderne det franske mindretal, som de kaldte for Acadiens, og da disse til sidst ikke ville skrive under på, at de ville støtte englænderne (og dermed gå i krig med Frankrig), besluttede en Løjtnant Lawrence, at de franske indbyggere skulle væk. Han indfangede derfor tre fjerdele af dem, og på den måde blev næsten 12.000 mennesker sejlet tilbage til Frankrig eller til andre steder i USA. Ingen steder ville man dog have dem, så mange døde ombord på skibene eller gik til af sygdomme undervejs. Således overlevede kun lidt over halvdelen, og med tiden samledes mange af dem i  det katolske og fransktalende Louisiana, hvor de var velkomne. Her blev de nu kaldt for "Le Cadien",  og da Louisiana med tiden begyndte at tale engelsk, blev dette til sidst til "Cajun". Således blev et græsk paradis til det, som mange i dag opfatter som betegnelsen for en slags mad ... Cajun Food.

Der er mange kort og plancher i udstillingen. Hanne er fælt knotten over verdenskortet til venstre. Det er muligt, at englænderne udryddede 8.000 franske efterkommere i USA, men de amerikanere, som har lavet udstillingen, har udryddet Danmark ... der mangler i hvert fald noget væsentligt på kortet. Den meget lille tekst under billedet af skibet forklarer, hvordan mange skibe blev afvist i amerikanske byer, så de ombordværende enten sprang i vandet og druknede eller simpelthen døde på skibene.
Vi så også en meget følelsesladet film om deportationen, der trods alt medgav, at nogle af englænderne var imod deportationerne, og at franskmændene havde overvejet at deportere englænderne, da de havde magten i Nova Scotia. (Magten skiftede 11 gange i denne periode!)

Vi talte en del med damen i centret, der var meget ked af at centret var lukningstruet på grund af besparelser, men vi så reelt kun fem besøgende, mens vi var der.
Næste punkt på dagsordenen var en "Arcadienne Village", som vi havde fundet på kortet - et slags frilandsmuseum med gamle huse midt i en sump. Vi spurgte damen hos NPS om vejen til "The Arcadian Village", og hun pegede ud ad vinduet og sagde: "Lige derovre, men I er nødt til at tage bilen, for at køre uden om de 5 meter vand, der er imellem os." Det gjorde vi så, og det var dumt. Den by, som vi havde fundet på nettet lå længere væk, og efter at have sluppet 20$ kunne vi konstatere, at Vermilionville var en fin men ordinær samling af huse fra ca. 1850 ... og den var helt uden sump-omgivelser.

Det absolutte lavpunkt på turen var den lokale skole, som blev bestyret af en manisk kreoler iført folkedragt og violin, som talte fuldstændigt usammenhængende og skiftede emne (og mening), hvis man påtalte hans manglende viden om Tyskland, Danmark, Sverige eller Norge, som han ellers besøgte næsten hvert år ... manden var bindegal.
På tavlen står der gentaget MANGE gange, at man under ingen omstændighed taler fransk i skoleklassen. Flaget under tavlen er en blanding af det franske flag med en enkelt amerikansk stjerne ... Acadias flag.

Noget skuffede tog vi bilen og fortsatte mod Galveston. I stedet for at tage motorvejen hele vejen, drejede vi fra, lige da vi var kommet ind i Texas og tog "the scenic route" syd om Houston langs kysten. Det var en morsom oplevelse! Her var tætpakket med sommerhuse, men de var alle meget specielle, da de var løftet 4-5 meter op over jordoverfladen på lange pæle.

Vi gættede på, at det var en form for stormflodssikring - men specielt så det ud. Der var ikke bro fra fastlandet ud til øen Galveston fra denne side, men til gengæld cirkulerede tre små færger i pendulfart.
Turen over tog kun ca. 15 minutter, og den lille færge måtte zig-zagge lidt for at komme uden om adskillige tankskibe, som passerede strædet ind mod Houston med fuld fart.

Ude på Galveston-øen fulgte vi stranden og fandt let vores hotel, der lå ud til vandet. Blot ved at spørge blev Hanne flyttet fra 1. til 4. sal med balkon og udsigt over den Mexikanske Golf, så vi var mere end begejstrede for udsigten på trods af det overskyede vejr og udsigten til en tankstation og McDonalds, hvis vi kiggede lige ned.

Nu kørte vi de 800 meter hen til Wall-Mart, hvor vi de næste to timer købte polo-trøjer, T-shirts og bukser for i alt 350$, så vi havde tøj til resten af ferien og hele næste år. Det er helt grotesk billigt. Vi købte også plasticbestik og tallerkener, så den indkøbte kartoffelmos, frisk grønt og oksegryderet kunne varmes i mikroovnen og indtages på altanen. Vi brugte dog først to timer på at planlægge morgendagen, og helt uventet ser et olieboreplatforms-museum ud til at blive højdepunktet. Derfor var klokken over 22, før vi endelig kunne sætte os til rette på balkonen og indtage vores mad.

Det var derfor langt over midnat, før vi kom i seng, men vi kan jo også bare sove længe i morgen ... nu er det vist ved at blive ferie.

Retur til toppen.