Onsdag d. 6. april 2011.                        RETUR

Det var lige før, at vi sov for længe, da jeg vågnede og sprang ud af sengen 7.30. Vi fik et hurtigt bad, lyn-pakning og den sædvanlige herlige morgenmad i den rustikke hall med de enorme bjælker på tværs i loftet. Vi skulle så lige vente et kvarters tid på at få bilen hentet til hotellet, og så var vi flyvende igen på vej mod vores store plantage-dag.

Der var kun 61 miles til Baton Rouge og aftenens hotel, men vi skulle jo en del på vejen - 3 plantager, hvis vi kunne nå det. Turen fra New Orleans mod vest langs den sydlige del af Pontchartrain-søen er fascinerende.

Over et enormt stræk er den 4-sporede motorvej bygget på to lav-broer, der fører os igennem et stort vådområde. Cirka halvvejs til Baton Rouge drejer vi af og krydser Mississippi-floden, hvor selv meget store skibe virker små, når vi ser ned på dem fra broens højder.

Vi finder uden problemer "Evergreen Plantation" og ankommer kl. 11 i god tid til rundvisningen kl. 11.30. Derfor går vi over og ser på deres allé af gamle egetræer, hvor der står et totalt faldefærdigt hus, som nok har været en portnerbolig.

Det viser sig, at vi er de eneste på denne tur, så vi får en meget eksklusiv tur af en vidende og venlig dame på vores egen alder.

På vej op til hovedbygningen ser vi køkkenet, det er en selvstændig bygning, så det varme komfur ikke udgjorde en brand-trussel for den fornemme hovedbygning. I køkkenet stod en masse tomme vinflasker, som man selv havde tappet vin på. "Selv" var selvfølgelig de sorte slaver, som passede alt på plantagen. Vi lærte, at man skelnede mellem afrikanske slaver (født i Afrika), amerikanske slaver født her på kontinentet og så kreolske slaver, der var de mest værdifulde, fordi de var født i syden - og vigtigst af alt - talte fransk. Turen over til hovedbygningen førte os gennem en labyrint af lave hække.
Hovedbygningen er med tiden ændret til græsk stil med søjler, og alle tilhørende huse ligger fuldstændig symmetrisk omkring huset. To små sidehuse fungerede som soveværelser for ejerens sønner, der når de fyldte 15 blev betragtet som voksne og derfor ikke længere kunne sove i huset, hvor der kun kunne være én herre. Fransk skik? Thjaee. Her var også dueslag, så de var selvforsynende med denne spise. Hovedbygningen er meget unik med sin svungne dobbelt-trappe.


Hovedbygningen var ikke særlig stor, men den var fint indrettet af den nuværende ejer, som var en kvinde bosiddende i New Orleans, der brugte dette hus til afslapning! Der var jo kun os to på turen, så vi fik lov til at gå rundt i stuerne og de små værelser, der højest var 3*4 meter med 3 værelser og en gang på de to etager.

På gangen var der et gammelt kort, der dækkede området fra New Orleans til nord for Baton Rouge, og vi kunne se, at man dyrkede sukker de fleste steder, men at der nord for Baton Rouge også var blevet dyrket bomuld, da dette område var mere tørt. Det var sjovt at se, hvordan man efter fransk lov havde smalle striber af jord, der stødte helt ud til floden, mens områderne til gengæld gik dybt ind i landet. Nogle af ejendommenes områder var grotesk smalle, og det skyldes, at det ikke var den ældste, der arvede det hele, men at ejendommen skulle splittes op til alle børnene. Derfor blev udstykningerne smallere og smallere med tiden, da alle skulle have et stykke jord ud til floden.

Det kunne man så rette lidt op på igen ved at gifte sig på kryds og tværs, så mange områder kunne forblive samlede i familierne langs floden. Vores guide peger på firkanten øverst til venstre på venstre side af floden, hvor floden slår et slag. Her ligger Evergreen på "Estate L. Becknel's" land. Sammenligner man det gamle kort med det nye computer-kort, hvor Evergreen er markeret, så kan jeg ikke helt få det til at passe ... hmmm ... der skal vist graves lidt i historien.

Det unikke ved Evergreen Plantation er, at de stadig har 20 intakte slaveboliger, som den eneste plantage i landet. 37 af bygningerne på det store område anses for "National Heritage", og det var vores guide selvfølgelig meget stolt over. Vi gik ned til slavernes boliger gennem en fantastisk gammel allé af enorme egetræer.


Vores guide var ved at gå ud af sit gode skind over en utrolig mængde af små behårede larver, som nærmest væltede ned fra træerne og landede på alt inklusive os. Adskillige gange måtte vi befri hende for de små harmløse kræ, når de sad på ryggen af hende. Et af gelænderne op til huset var HELT levende ... så mange larver sad der på det.
Guiden forklarer hvordan man ikke må splitte slavefamilierne. Der er også god forretning i at slaverne har det godt og får mange børn, da de jo bogstaveligt er guld værd.
Den fine tur var slut, men da vi viste interesse for hele Evergreens historie, tilbød guiden os en kopi af denne på tryk, hvis vi kørte med tilbage til portnerhuset, hvor vi var startet, så det gjorde vi, og på denne måde tog vi igen turen igennem den smukke allé, som enhver plantage med respekt for sig selv skulle have.

Næste plantage havde faktisk taget navn efter sin allé: "Oak Alley Plantation". Vi fulgte floden og "nød" udsigten "under" Mississippi ... eller mangel på samme. Hele vejen er der nemlig høje diger omkring floden, så på den ene side af vejen er der en uendelig lang græsbakke (diget), og på den anden side er der helt flade og lidt kedelige marker. Vi nåede frem til Oak Alley ved 13-tiden og kunne gå lidt rundt om ejendommen, indtil rundvisningen startede 13.30. Mens Hanne ringede hjem til sine forældre, gik jeg rundt og fotograferede de gamle træer som både for og bag huset står tæt i smukke alléer. Meldingen hjemmefra er noget deprimerende. Onkel Jørgen har opgivet videre behandling og er taget hjem for at blive der den sidste tid.


Denne plantage havde en langt større hovedbygning end Evergreen, og derfor forsvinder jeg lidt mellem de store søjler. Det er svært ikke at tænke "Borte med blæsten", når man står her og leger Rhett Butler i mangel af Clark Gable. Der var mange besøgende, faktisk så mange at de havde rundvisninger hver halve time. Det hele var derfor også noget mere upersonligt og kommercielt, men huset var så vidt muligt bevaret i sin oprindelige stil, og det havde endda noget af sit originale inventar, da den sidste ejer døde uden børn og overdrog det hele til en stiftelse, der nu driver stedet videre som en non-profit organisation.

Vi fik hele historien om huset, der blev bygget i 1839 til ejeren Jacques Roman's store kærlighed, en kvinde der var 15 år yngre end ham selv. Hun var - desværre for ham - også noget af en fest-banan, så hun foretrak at leve i New Orleans, mens manden passede huset og sukkerrørene. Både Evergreen og Oak Alley er for øvrigt stadig aktive plantager med sukkerrør, som høstes mellem oktober og december. Desværre døde Jacques af tuberkulose, så den fest-glade kone var nødt til at droppe det søde liv i New Orleans og tage båden én dag ned ad floden til plantagen. Hun var desværre ikke særligt dygtig til at lede foretagendet, så hendes søn overtog den daglige drift, men han kunne ikke få indtægterne til at overgå hendes udgifter, så plantagen gik konkurs, og det hele blev solgt, hvilket ikke engang kunne dække konens gæld. Hun døde to dage efter tvangsauktionen ... så var festen slut.
Nye ejere kom til, men plantagen gik endeligt konkurs i 1866, efter at krigen havde ophævet slaveriet og dermed gjort driften urentabel, og herefter forfaldt stedet gennem adskillige ejere. Først i 1920 bliver stedet købt af ægteparret Stewart, der gennemfører en total renovering. Det var Josephine Stewart, der overdrog plantagen til stiftelsen efter sin død.

Efter rundturen skulle vi inspicere den smukke allé. Vi måtte ikke fotografere inde under selve rundvisningen, men vi måtte godt tage billeder fra altanen, og det var da også et helt usædvanligt flot vue, man får ned mod floden gennem de gamle træer. Der var trængsel om at blive fotograferet, så alle på holdet skiftedes til at fotografere hinanden.

VI skulle selvfølgelig også gå turen gennem selve Oak Alley. Hanne blev lige foreviget ... bemærk olietankeren, som sejler ude bag diget! De gamle træer er helt overgroet med en slags snylteplante, som flere steder er ved at tage livet af de gamle træer, men flot er det.


Udenfor lågen er der sammenstimling af to skoleklasser, som er holdt ind i deres karakteristiske gule busser for at nyde det syn, som præger flest forsider på bøger om sydens plantager, og det er da også et meget specielt syn. Jeg er dog også fascineret af billedet med de to gule busser, hvor man kan se en bil parkeret helt oppe på diget og toppen af et skib, der sejler forbi.

Nu satte vi os i solen og spiste frokosten, som i dag var brød, smøreost, appelsiner og vand, mens vi kiggede på de smukke gamle træer, der også her er fyldt med Spanish Moss. Nu kunne vi lige nå den sidste rundtur på Nottoway Plantation, hvis vi kørte direkte dertil. Det gjorde vi ikke, for vi kørte desværre temmelig langt i den gale retning, så vi fik en lille rundtur i Louisiana's sumpe.

Vi ankom derfor først til Nottoway Plantation ved 16.30-tiden, men kunne dog købe en billet til parken, så vi kunne gå rundt om paladset ... som vist er den bedste betegnelse for den overdådige og meget velholdte bygning. Haven omkring huset er da også en friseret park, hvor den oprindelige grundlægger af herligheden, John Randolph,  ligger begravet i et skyggefuldt hjørne under de høje træer.


Resten af området er desværre top-kommercielt med restauranter, store telte til bryllupper og nybyggede små hvide "slaveboliger" til de turister, som vil betale for at få udsigten til estaten en nat. Vi havde faktisk overvejet dette hjemmefra, men det var ret dyrt, så nu var vi glade for, at vi havde byttet det ud med et billigt hotel i selve Baton Rouge.

Nu gik det i fuld fart mod hotellet - troede vi. Desværre var det nærmest skridtgang den næste time pga. vejarbejde, så klokken var 18.30, før vi nåede frem til hotellet, og vi ville gerne videre til "Mall of Louisiana", så vi kunne shoppe tøj til turen og spise aftensmad. Det var en ganske kort køretur fra hotellet, og Mall'en var GIGANTISK, så vi fik lidt tøj, og fem minutter før lukketid købte vi tre enorme portioner Thai Take-Away til en samlet pris af 60 kroner. Rystende billigt! Det smagte pragtfuldt tilbage på værelset, hvor det blev nydt sammen med resterne af de to flasker vin, som blev købt helt tilbage i Florida.