| Strålende solskin blandet med lidt jetlag mødte
os denne morgen i Florida, så vi sov ikke ret godt. Mens Hanne
tog tilløb til at bade, krydsede jeg den 6-sporede vej foran
hotellet for at komme til tankstationen. Hanne havde ikke fået
en børste med - en katastrofe, når der skal tørres hår hver
morgen. Det er morsomt, at amerikanske bilister dytter af
fodgængere, når de krydser en vej, selv om de er flere hundrede
meter væk. Man GÅR ikke rundt i USA! Vi hev vores to mindre pølsetasker ud af kufferterne og pakkede om, så det hele var lidt nemmere at komme til. Hotellets morgenmadsområde var stoppet med typiske Florida-turister, så det var vist kun Hanne og mig, der havde sokker i skoene. Oppe på værelset checkede vi PC'en for gode muligheder for at se Manatees ... Florida's søkøer. |
 |
 |
PC'ens favorit-mulighed var heldigvis den bedst
beliggende i forhold til dagens rute, så vi forsøgte at køre mod
nordvest ud af Orlando, der er et virvar af enorme motorveje. På et
tidspunkt talte vi seks motorvejsbroer, der snørklede sig i luften OVER
hinanden for at få splittet trafikken i de rigtige retninger. Netop
derfor tog vi også den forkerte afkørsel et par gange, inden vi endelig
nåede frem til betalingsvejen, som i flyvende fart fik os ud af Orlando. ◄ Billedet er hugget fra nettet ... vi havde alt for travlt med at navigere til at tage billeder! |
Adskillige citrus-boder lokkede med deres farverige frugter i Citrus
County, som området hedder. Næsten helt ude ved Floridas vestlige kyst
ligger Homosassa Springs, hvor Ellie Schiller for 50 år siden startede
en lille zoo med alverdens dyr. Da staten Florida overtog parken og
omdannede den til "Ellie
Schiller Homosassa Springs Wildlife State Park", blev alle
ikke-indfødte Florida-dyr bortadopteret til nye ejere. Kun stakkels "Lu", en
lille flodhest på et par tons, ville ingen eje, så guvernøren i Florida
erklærede Lucifer for statsborger i Florida, og hermed var Lou indfødt
og kunne forblive i parken. Lu har haft det godt - han fylder 51 år i
2011. Vi kom dog hovedsageligt for at se de enorme Manatees (søkøer).
Ved indgangen skiftede vi fra lange bukser til shorts, kasket og
sololie. Selve parken ligger ikke ved parkeringspladsen, men kræver en ½
miles sejltur i flodpram gennem sumpen, hvis man vil ind. Michael var
vores kaptajn, og han brugte den halve time på at fortælle om parken,
sumpen og de dyr og ikke mindst fugle, som vi så på turen.
En Osprey
(fiskeørn) var ved at bygge rede i det samme træ, som den havde brugt de
sidste mange år, så dens mage kunne komme og godkende den til årets kuld
af unger. Michael var meget begejstret, da han fik øje på den i træet.
Man skal kigge godt efter, for at se den, så der er snydt lidt med
billedet. Vi så også mange skildpadder, der sad og solede på grenene
langs sejlruten.
Fremme ved parken gik vi straks ud og studerede de fire store
sten, som lå om simrede i solen på lavt vand. De fire manatees lå helt
stille, og det er nemt at forstå, hvorfor speedbåde så let kan gøre
skade på disse store, langsomme dyr. Søkøerne i parken er da netop også
skadede eller forældreløse dyr, som bliver helbredt og gjort klar til
udsætning igen, og at dømme efter springvandet ved indgangen til parken,
så er disse dyr parkens hovedattraktion.
Det er ikke let at få gode billeder af disse dyr nede i vandet, da de
foretrækker at gemme sig i skyggen, så igen har jeg hugget et foto fra
nettet for vise, hvor store og nuttede de er. Hanne er i hvert fald helt
vild med dem. Vi havde overvejet at få en svømmetur i det fri med de
store dyr, men det var lige sent nok på året til, at de stadig var ved
kysten, så vi måtte nøjes med et kig fra kanten af denne sø.
| Stien rundt om den lave sø bragte os forbi resten af Floridas officielle residenter, der omfattede en masse fugle, som vi allerede kendte fra Sanibel- og Everglades-turene. Vi fik dog også stillet vores nysgerrighed mht. Florida Panteren, de rødlige ulve og en sort bjørn. Specielt ulven og panteren havde vi det lidt skidt med, da disse dyr normalt bevæger sig rundt i områder på størrelse med Sjælland, så selv en stor indhegning er for lidt plads til lige netop disse prægtige dyr. |
 |
Her var selvfølgelig også masser af alligatorer, og så havde
man et par skadede Bald Eagles, som jo er USA's national fugl, og det
mest amerikanske man kan forestille sig. Det var derfor ekstra morsomt,
at disse fugle på skift poserede foran det amerikanske flag, som man
havde hængt op i deres indhegning.
Vi havde ikke set flamingoer tidligere i Florida, og disse farvestrålende
fugle så ud til at nyde at snadre rundt i det lave vand her i sumpen.
Både grå og hvide pelikaner gjorde dem selskab.
Sidst på
rundturen kom vi til et vandområde, der må have forbindelse til havet,
for her var fuldstændigt pakket med små både og mennesker, der sprang i
det varme vand og nød livet. Det så meget indbydende ud ... men hvordan
kan de badende være sikre på, at her ikke er alligatorer? I alle
tilfælde skulle vi videre nu, så vi havde ikke tid til at bade.
Hanne ville dog lige én gang til tilbage til det første sted,
hvor vi så Manatees, og sige farvel til dem og måske lige tage et par
billeder til.
| Hanne mente, at de så rigtigt nuttede ud, og jeg kunne kun give hende ret - specielt den ovenfor til højre. Tilbageturen til bilen blev taget i de små tur-vogne trukket af en traktor, da det kun tog 5 minutter, og vi var ved at have lidt travlt, hvis vi skulle til Tallahassee i dag. Alligevel kørte vi to minutter tilbage ad vejen i bilen til den sidst spottede citrus-bod og købte en masse frugt og grønt til turen, som skulle udgøre det for frokost i dag. (Vi havde faktisk stadig en enkelt appelsin tilbage, da vi kørte ind i Californien på den modsatte side af USA.) |  |
Nu ventede en lang tur til Tallahassee, som førte os igennem
næsten endeløse lige strækninger i et totalt fladt landskab flankeret af
grønne mure af træer og grønt i sumpene. I bar kedsomhed trykkede jeg
lidt på knapperne på bakspejlet, og knappen mærket "On*" (On-Star) kan
ikke anbefales til daglig brug.
Pludselig hørtes en ringetone tydeligt,
og en stemme fyldte kabinen:
"You have called On-Star Services. This is
John speaking. How may I assist you?"
Ups! "Hej John! Det var vist en
forkert knap!"
John ønskede os en god dag og afbrød straks forbindelsen.
Det var turens absolutte højdepunkt, bortset fra to svage venstresving
og en blød højrekurve ... og så et par uddøde byer bestående af nogle få
huse. I byen Perry var der dog tegn på liv i form af en McDonalds, hvor
vi efter lang venten fik to kopper kaffe. Resten af turen ind til
Tallahassee Centrum var helt begivenhedsløs, så vi checkede ind ved
18.30-tiden. Vores bøger anbefalede intet i Tallahassee, og vi havde
heller ikke set andet på vejen end det lille Capitol (vi er i Florida's
hovedstad), så i stedet for at gå en tur, forhørte vi os i receptionen
om mulighederne for indkøb en lørdag aften kl. 19. "Publix" fik en varm
anbefaling, og vi fandt den efter en enkelt forbi-kørsel. Publix var det
sædvanlige supermarked på ca. 1*1 km. gulvareal. Hanne gik helt amok og
købte både sushi og gryderet med grøntsager - mens jeg valgte vin. Kødet
skulle simre i en time, så der var tid til både øl og planlægning, inden
den fremragende sushi-gryderets-menu i vores suite med køkken,
spisekrog, sofa, soveværelse og TO styks TV.
Hanne studerede kortet,
mens jeg noterede dagens hændelser i dagbogen, og så besvimede vi ved
23-tiden. Det var en meget fin første dag!