Det var herligt at ligge og vågne sammen med Oslo på 19. etage.
Det var endnu ikke helt lyst, da man kunne høre de første sporvogne
begynde at køre, som det eneste tegn på liv i byen. Først da det var
helt lyst ved halv-otte-tiden, stod vi op.
Grunden til, at det ikke var
lyst før dette tidspunkt, skyldtes de tunge grå skyer, der hang lavt ned
over byen, så vi ikke kunne se Holmenkollen på bjerget i baggrunden. På
bordet foran vinduet står stadig det forrygende hotel-tilbud om 20 cl.
vin til 115 kroner ... godt at vi selv har taget vin med.
Morgenmaden på det lækre hotel var med i prisen, og restauranten på 1. sal var enorm, og den var stuvende fuld af sultne gæster, der mæskede sig i æg, bacon, brød med alverden pålæg, frisk frugt, juicer i udvalg og selvfølgelig rigelig med kaffe. Vi havnede ved to to-mandsborde, hvor en lidt ældre (ældre end os altså!) kvinde slog sig ned. Hun åbnede kortvarigt munden, og det afslørede, at hun var Texaner. Hun boede i Waco lidt nord for Austin, og denne sidste by har vi jo besøgt adskillige gange, så vi fik selvfølgelig den helt store snak. Hendes datter var norsk gift og boede i Norge. Kort efter dukkede hendes amerikanske mand op, og han jamrede over mængden af muslimer i London og mexikanere i Texas. Med andre ord: Endnu en rigtig Texaner. Han prøvede dog at falde ind i Oslo-bybilledet og ligne en almindelig nordmand, da han havde efterladt sin store hat og sin seksløber på værelset. (Han var vel ikke taget til Norge uden disse ejendele?) Vi spiste godt og snakkede længe, så vi forlod derfor først hotellet kl. 10.
Det forvirrede Hanne en del, at "Drammenvejen" på vores kort nu
viste sig at hedde "Henrik Ibsens Gate". Det er svært at følge et
kort, når man laver om på navnene. Det svarer til at H.C. Andersens Boulevard i København skifter
navn. Vi fandt dog hurtigt ud på E16 igen, og kort efter drejede vi af
til E18 mod Bergen. Det blev straks mere bakket, og vejen overgik til
norsk landevej i det smukke grønne landskab. Desværre regnede det også
lidt, og forruden fedtede fælt, så det var svært at se ud på alle
herlighederne. Vi fandt derfor ind på en tankstation, hvor vi ud over to
kopper kaffe købte et kunstigt vaskeskind og noget vindues-mixtur, som
skulle kunne gøre underværker på en forrude. Det VAR intet mindre end et
mirakel! Efter at have poleret forruden i stadset, perlede alle
vanddråberne af ruden ved 60 km/t og løb op ad vindspejlet, så man slet
ikke behøvede at have viskerne kørende ... helt genialt!
Vi holdt ind for at nyde udsigten og de meget gamle træhytter, som stadig
pryder landskabet over alt. Her var også får over alt, og på ét af de
steder, hvor vi gik længere væk fra vejen, var landskabet helt hvidt af
det mos, som dækkede klipperne. Enten var her ingen får lige på dette
sted, eller også gik de ud i ét med landskabet.
Kort efter var fårene igen til at få øje på ...
Hvis dette får havde fået chancen, var
det kravlet ind i bilen til os!
I Geilo, hvor vi lå i telt, da Hanna var gravid med Signe, så
vi ind til Campingpladsen foran fossen, hvor vi lå og hundefrøs i
sommeren 1987 i vores alt for tynde soveposer. Geilo er ikke længere en
lille flække men en kæmpe turistfælde. Jeg skulle bruge nogle skrivbare
DVD'er til at gemme vores foto på via computeren, og selvfølgelig var
her en Expert-elektronik forretning, hvor indkøbet blev foretaget. Vi
flygtede hurtigt ud af dette gedemarked og satte kurs mod Hardangervidda,
som er Europas største højslette - en enorm flad vidde af vindomsuste
sten, klipper og masser af vandhuller. Her er ingen træer, og lige
udenfor Geilo kører vi gennem den bom, der lukkes, når sneen bliver for
høj om vinteren, og stedet får lov at passe sig selv i de lange
vintermåneder.
De næste 60 km. er vejen indrammet af tynde fyrretræspinde, som om
vinteren markerer, hvor vejen er, når sneplovene forsøger at
holde den farbar. Det småregner stadig, og de grå flader fyldt med lav
bliver endnu mere dystre pga. belysningen. Her er temmelig mange biler,
så vi holder ind til siden, hvis vi vil nyde landskabet.
Vi holdt også ind ved en af de mange søer, hvor der nærmest var en
stenstrand foran vandet. Her må være gået sport i at stable sten og lave
små varder. Normalt ville en sådan turistfælde være tæt besat med
blodsugere i kiosker, der ville dræne alle turister for deres penge, og det var også tilfældet
her - selv om der ikke var nogen kiosker. Her var faktisk SÅ mange myg, at Hanne nægtede at forlade bilen.
Jeg skulle have et par foto af de mange små sten-tårne, så jeg måtte donere
lidt blod for at få disse skud i kassen.
Efter en stejl nedkørsel fra plateauet nærmer vi os Eidfjord,
hvor vores "gamle" campingplads og indehaveren Ola Sæbø bor. Skyerne
begynder at lægge sig tæt hen over bjerget, og på et tidspunkt kan vi
ikke se 20 meter frem.
Så kommer vi til de store snoede tunneller, som i
store spiraler fører os ned til havoverfladen inde i bjerget. Det er
en fascinerende tre-dimensionel rundkørsel i mørke. Mellem tunnellerne er der afvisere til det store Vöringsfoss
vandfald, men det er stadig så tåget på grund af de lave skyer, at man
næsten ikke kan se folk gå langs vejen - der er med andre ord ikke
skyggen af udsigt til vandfald i dag. I stedet fortsætter vi gennem to
spiraler til og når ud i bunden af denne "canyon", hvor bjergene nu tårner sig op på begge sider vejen, og den buldrende fos
kaster sig ind under den gamle Måbo-stenbro, der i gamle dage førte
vejen frem til Eidfjord.
Nu er broen forbeholdt fodgængere, så vi holder
ind på den lille tilhørende parkeringsplads og nyder det storslåede syn.
Skyerne ligger tæt ned over bjergkammen, og det forstærker indtrykket
af, at de lodrette bjergsider når helt op i himlen. Vi kører det sidste
korte stykke ned til "Øvre Eidfjord", hvor campingpladsens største og
nyeste hytte venter på os med udsigt til vandet og det stykke græs, hvor
vi lå i telt for 23 år siden. Vi smiler ved tanken om, at vi nu i stedet
for teltet kan sidde her
på verandaen og drikke rødvin. Bilen bliver hurtigt tømt, og der
bliver lavet en kop te på det nye komfur. Hytten er perfekt med en
ufattelig udsigt til fjorden, de lodrette klippesider og de lavthængende
skyer. Det må være én af verdens smukkest beliggende campingpladser.
Hanne nød udsigten fra sengen med fødderne under dynen.
Efter at have slappet lidt af, varmede vi suppe og ristede brød
i ovnen til aftensmaden, der blev indtaget i fred på verandaen. Helt
fred var der dog ikke, da der var
kamp til stregen om brødkrummerne fra en større samling gråspurve på
gulvbrædderne længst væk fra bordet.
Vi læste indenfor, mens tunge skyer
fortsatte med at stryge ned mellem bjergvæggene og hen over fjorden -
det ER altså flot.
Hov! Lyset gik kl. 23.30 ... så er der jo ikke andet at gøre end at gå i
seng.
Inden strømmen gik fik vi lige tømt den lille GPS-logger, så vi
kunne studere dagens rute. Det er nogen imponerende stigninger og fald,
man er ude for i dette land.
Det er en næsten lodret stigning efter 170 km, hvor bilen fra Nesbyen
klatrer op til over 1200 meters højde, for at komme hen over
Hardangervidda. Nedturen i den anden ende er næsten endnu mere
imponerende! Man dratter fra 1300 meters højde til nul over en strækning
på kun 30 kilometer vej.