Fredag d. 7. august 2009.                     RETUR

 Hannes fødselsdag startede allerede kl. 15 i går, hvor den første SMS tikkede ind fra Marie, der konstaterede, at midnat netop var var passeret, så Hanne havde fødselsdag i Danmark. Marie informerede også om, at vejret ville blive fremragende på de danske breddegrader. I San Francisco startede dagen med morgenmad før badet, så vi ikke skulle stå i kø for at få bord.

 Vi gik ned til pladsen foran kabelsporvognsvendeskiven (sikke er langt ord). Her lå også en metrostation under jorden. Vi kunne tage Linie N vestpå gennem hele byen og nå havet og stranden denne vej. Men hvordan får vi lige billetter? Vi stillede os i kø ved indgangskontrollen, hvor en dame i lugen informerede os om, at vi kun kunne komme ind, hvis vi havde mønter, og at vi kunne veksle mønter i en anden automat. Denne automat kunne ikke tage 5$-sedler, så en tredje automat skulle først veksle denne seddel. 4 dollar sedler senere havde vi 16 styk 25 cent mønter, som vi pligtskyldigt kastede i automaten ved den første dame, så vi blev lukket ind. Det kunne nok have været lavet smartere - men næppe billigere - det er 10 kr. pr. næse. Det kommer man ikke langt for i Danmark. Kort efter kom letbane-toget, og vi hoppede ombord.

 Efter tre stop fortsatte toget resten af turen over jorden som sporvogn i gaderne, og først efter en halv time var vi helt ude ved endestationen, hvor vi kunne se klitterne ved stranden. Skoene røg straks af, og vi gik en halv kilometer  i vandkanten på denne flotte brede strand, hvor INGEN badede - vandet er koldt, og der er kraftige strømme.

 Vi forlod stranden og gik ind i Golden Gate Park, som absolut ikke ligger i nærheden af broen men nærmere midt i SF. Parken er tre mil bred og en halv mil høj, hvilket gør den til USA's største by-park - større end Central Park i New York. Vi begyndte vores zig-zag tur gennem parken ved den hollandske mølle, hvor der var masser af blomster.

 Herefter fulgte et skovstykke, men for at slippe for at gå ved den stærkt trafikerede vej, som sluser oceaner af biler gennem parken, gik vi ad små stier, som nok mere førte os på tværs end på langs af parken. Vi gik derfor forkert adskillige gange, da vi ikke havde et godt kort, og der var stort set ingen skiltning i parken. Her var en del nysgerrige egern, som tiggede mad, men vi havde ikke noget til dem. Vi passerede et par af parkens pejlemærker, bla. en stor indhegning med 4 bisoner - ikke imponerende i forhold til, hvad vi tidligere havde set på vores lange tur over USA's prærie. Der var rigtigt mange mennesker i denne grønne oase for San Francisco, men også alt for mange biler til at det blev rigtigt hyggeligt. Vi så unge mennesker, der spillede "frisbee golf", som går ud på at få den flyvende plastic-tallerken op i en kurv 50 meter borte. Skægt! Her var også mange cyklister og joggere. Endelig var her en del skoleklasser i deres karakteristiske gule skolebusser, som afholdt idrætsdag på en meget støjende måde.

 Der er en del vand i parken, og noget af dette er udnyttet til små både, som folk kan sejle rundt i. Den ene halvdel af billedet ser meget idyllisk ud - den anden er kun parkerede biler.


 Alle nyder vejret - både mennesker, fugle og masser af skildpadder, som folk gennem tiden har sluppet ud i søerne.

 Halvt igennem parken når vi til de store museer og aktiviteter, som er placeret her. I dette fremragende vejr lokkede Naturhistorisk Museum ikke, men vi ville gerne se den japanske have med vandløb, blomster, pagoder osv. Der var dog så mange mennesker, at vi opgav at komme ind. I stedet traskede vi over til den store botaniske have, som havde et imponerende udvalg af vækster, der var placeret i geografiske områder i den cirkulære park. Det var meget fint.

 På vej hen til det sidste mål i parken - det store væksthus - passerede vi en mindelund for verdens AIDS-ofre. Foran det store hvidkalkede væksthus, der skinnede i solen som Taj Mahal, var der plantet oceaner af farverige blomster, som nærmest blændede. Et stort ensemble øvede på bongo-trommer - det gjorde ikke det hele mindre orientalsk.


 Vi slap hver 5$ og kom ind i det fine glashus, som på mirakuløs vis havde overlevet jordskælvene i både 1906 og 1989. Her var lidt varmere end udenfor, men langt mere fugtigt af hensyn til de mange tropiske vækster, der omfatter alt fra kødædende planter, orkideer, kæmpe åkander til små palmer med mini-ananas-frugter. Det var meget flot og behageligt stille at besøge. Ude igen forlod vi parken, efter at have tilbagelagt 7-8 km. til fods, så vi satte det lange ben forrest, da der stadig var 4 km. tilbage til hotellet.

 Husene udenfor parken er typiske for San Francisco: Smalle træhuse i spraglede farver.


 Højdepunktet ligger på Alamo Square, som er en grøn firkant på kortet, men en stor græsplæne i virkeligheden. Her er sort af turister, som fotograferer den berømte udsigt af "The Painted Ladies" med San Franciscos skyline i baggrunden. De stakkels mennesker, som bor i disse flotte farverige træhuse - men de vidste vel, hvad de flyttede ind til, da de købte deres hus.

 Vi var tilbage på hotellet ved 18-tiden og smed os et kort øjeblik på sengene, inden den store omfordeling fra rygsække og kufferter begyndte - nu præcist udvejet af vores nye vægt. Vi slap faktisk af med en del tunge bøger fra rygsækkene, så det var meget positivt for hjemturen, da de så ikke behøvede at komme med i kabinen i flyet.

 På vej ud for at spise aftensmad bestilte vi lufthavns-taxi i receptionen. Det er nemt og koster kun 15$ pr. næse, dvs. 75 kroner - det er meget billigt. Den nærliggende restaurant "John's" serverede en drink før maden, og den blev efterfulgt af store bøffer med bagte kartofler og rødvin, som Hanne havde ønsket at afslutte turen med.

 Det var aldeles perfekt, og for at slutte af med maner, gik vi for tredje aften aften i træk hen på den irske pub. Her er udvalget af øl fra hane stort, og der er sikkert mange ægtemænd, som gemmer sig her fra tid til anden. Skulle deres koner ringe, så kan bar-personalet bestikkes til at svare på forskellig vis ... prisskiltet hang på væggen ved telefonen.  Hanne fik en almindelig øl og jeg fik en Guiness, inden vi besvimede - med ømme fødder efter en dag med 12-13 kilometers vandring på tværs af byen.

Retur til toppen.