Der var rigelig med plads til morgenmaden, så uden ventetid eller forsinkelser strøg vi af sted mod San Francisco. Dog kom vi forbi Wall*Mart igen, og her blev lige købt et par T-shirts til Morfars fødselsdag.
Ved 11.30-tiden dukkede Golden Gate op, og vi drejede af før
broen, hvor National Park Service har en park, som vi aldrig har været
i. Wow! Her er forståeligt nok masser af mennesker, for udsigten over
broen og byen er perfekt. Specielt da al tåge og skyer er væk nu, så der
er frit udsyn. Vi fotograferede vildt, og vi skulle lige til at gå, da
fire jetjagere dukkede op og begyndte at lave formationsflyvning lavt
over broen, mens de trak hvide, røde og blå røgstriber bag sig -
farverne i USA's flag - HERLIGT!
Dette forlænger opholdet i hvert fald
en halv time. Et mindre fly kaster folk ud i faldskærme over byen. Hvad
sker der i dag? Der bliver også tid til at fotografere Alcatraz-fængslet
og alle de små og store skibe, og vi ser tydeligt enorme strømhvirvler
i vandet under broen som bevis på, at dette vand er livsfarligt at
svømme i, hvis man i sin tid forsøgte at flygte fra Alcatraz.
Vi kører videre ind i parken, som følger klippekysten, så
overblikket over broen bliver kun bedre, mens byen forsvinder i
baggrunden.
Vi stopper og nyder udsigterne. Vi forsøger at finde parkens Visitors Centre, men
kommer i stedet ned ad en vej, hvor nogle små
hjorte forvilder sig ind på vejen. Da vi ikke lige finder Centret, søger
vi i stedet mod det fjerneste punkt i parken, hvor der tidligere var en
militærbase med store kanoner skjult i beton-bunkere. Kanonerne pegede
ud over Stillehavet i tilfælde af, at Japanerne skulle komme helt over
til USA's fastlandskyst. Kun bunkerne er tilbage nu, men et fyrtårn helt
ude på spidsen af halvøen er stadig aktivt. Vi kan ikke komme derud, da
området er afspærret for at sikre fred for alle sælerne, som holder til
i området.
Vi kan se en del af dem, der ligger og soler sig på klipperne
ude i vandet, mens broen og San Francisco ligger flot i baggrunden. På
den modsatte side af stien kan vi se ud over Stillehavet, og enorme
skibe dukker op i horisonten. På vej tilbage til bilen kommer skyerne
igen så lavt ind, at toppen af broen forsvinder, mens et par af disse
enorme containerskibe langsomt klemmer sig ind under broen.
Nu skal vi over broen, hvor trafikken står næsten stille, da
alle skal igennem betalingsanlægget på by-siden. Det er dog ret
effektivt, så vi er hurtigt igennem på vej 101, som er kystvejen vi har
kørt på adskillige gange tidligere år. Vej 101 går direkte over i gaden
"Lombard", som er kendt for at være verdens mest snoede og stejle gade.
Det MÅ vi selvfølgelig prøve, mens vi stadig har bil, så vi fortsætter
lige ud hele vejen. Vejen er lige det første stykke, men stigningen er helt grotesk.
Vi er langt fra de eneste turister, der skal prøve dette, så der er en
kø op ad gaden, som skråner 30 grader. Kvinden i bilen foran os har
absolut aldrig hørt om at bruge håndbremsen i forbindelse med start på
skrå vej, så hun ruller faretruende baglæns 3-4 gange, hvor vi skal et
par meter frem i køen. Heldigvis holdt jeg meget god afstand til hende,
men vi kan forestille os, at der bliver smadret mange lygteglas her.
(Hvilket er underligt, da biler med automatgear ikke burde trille
baglæns!)
Helt oppe på toppen begynder nedturen ad en lige så stejl tur, men nu
snor vejen sig helt grotesk. Her er ensrettet og SORT af turister, som
står og fotograferer bilerne - ligesom vi selv har gjort, da vi var her
sidst.
Bilen klarede prøvelserne med bravur, og vi kører nu videre ad
mere flade gader, som alle har "fuldt stop fra 4 sider" eller lyskryds,
så vi kommer nemt frem. Vi bliver dog presset af en kabelsporvogn, som
kører i den gade, hvor vores hotel ligger, så dem lærer man hurtigt at
holde øje med i sidespejlet.
Hanne springer ud ved hotellet, mens jeg parkerer i modsatte
side. Vi kan holde lige foran hotellet, hvis jeg bliver ved bilen, så
Hanne får æren af at slæbe alle kufferter op til vores værelse - i tre
omgange. Imens siger jeg pænt farvel til bilen, som får et lille
velkomst-trut af brandvæsenet i San Francisco.
Vi kan aflevere bilen tæt på hotellet hos Hertz, og de opdagede
ikke at det lille positionslys var knust - så det gjorde vi selv
opmærksom på. Den unge mand bag skranken var vildt imponeret over, at vi
har kørt 5140 miles - svarende til 8224 kilometer - også selv om vi har
brugt 5 uger. Vi fortalte ham ikke, at bilen faktisk stod stille i 4
dage i Yellowstone!
Vi går tilbage til hotellet, og selv om solen
skinner, halvfryser jeg i korte bukser og T-shirt. San Francisco er
berømt for sit kølige klima i det eller varme Californien. Netop
kontrasten mellem varme og kulde skaber så ofte tåge over Golden Gate og
byen.
Vores værelse på hotellet er meget lille men ellers helt
perfekt. Et lille vindue i hjørnet af lokalet er presset ind mellem to
lodrette mure på dette og det modstående hus, og netop nu kommer en
solstråle ind - men vi er også på 8. etage - toppen af hotellet, så
dette må være et værelse med "sky-kig". Hotellets guide anbefalede den
lokale "Foley's Irish Pub", så der sidder vi 5 minutter efter i en stor
pub fyldt af talende mennesker. Sikke en støj! Endnu en flot Bloddy Mary
dukker op, og vi bestiller Cottage Pie med efterfølgende Irish Coffee
... så bliver det vel ikke mere engelsk/irsk.
På vej tilbage til hotellet køber vi Samuel Adams øl, til den dobbelte pris af, hvad vi tidligere har betalt - vi er tydeligvis i turist-område. Vi afslutter dagen med at se dagens mange foto fra Golden Gate og San Franciscos vanvittige gader.