Torsdag d. 30. juli 2009.                        RETUR

 Det hele så noget mere lyst ud her til morgen - altså langt mindre tåget. Vi kunne se både broen over bugten og husene på den modsatte side, men folk i små både på bugten fiskede stadig idyllisk indhyllet i tynge gardiner af tåge, som solen lyste på.

 Vi spiste i restauranten og fik omelet med hakkebøf - USA's svar på English Breakfast! Vi studerede de meget specielle malerier på væggene, der lignede maling ovenpå fotografier af huse, men udført med en helt speciel grafisk stil.                                                 http://www.michaelwilliamsart.com

 Ude ved bilen bliver vi meget hurtigt enige om, at vi IKKE skal køre tilbage ad vejen for at se "Seal Rock", som formodentlig huser en del sæler, da tågen stadig ligger tæt over havet. Vi passerede derfor kort efter broen mod syd som startpunkt for dagens 200 miles / 300 km tur sydpå.

 Allerede efter 30 mil dukkede dagens hovedattraktion "Sea Lion Caves" op. Vi parkerede på én af de 10 pladser lige foran indgangen og undrede os over, at der ikke var sort af mennesker. Var dette ikke en seværdighed, som tiltrak mange turister? Jo, absolut! Da vi vendte os om, så vi, at der var parkering langt op ad bjerget på den modsatte side af vejen, så her VAR mange mennesker. Vi havde bare været dumme (eller heldige), ved at køre lige hen til hovedindgangen for at parkere. Vi skiftede til lange bukser, slap 11$ hver og gik hen til klippekanten, hvor vi 60-70 meter nede kunne se ca. 150 fede søløver, der lå i lag på en klippe og lavede deres sædvanlige orgie af lyde. Fedt!

 Det var stadig lidt tåget, men på ingen måde generende, så vi stod længe og kiggede på dem og fotograferede, når bølgerne slog hen over klipperne. Der var lidt skubben frem og tilbage på klippehylden for at få den bedste plads, men ude i vandet var der vild aktivitet, da mange små flokke af de store dyr adræt tumlede rundt i vandet og helt tydeligt legede.

 Vi gik hen langs klippekanten til det sted, hvor trappen ned til hulen under os var - den var nu erstattet af en elevator. Kort efter - og 60 meter længere nede, trådte vi ud i en stor mørk hule, som var halvfyldt af mennesker og stoppet med søløve-grynt. Vi famlede os hen til et net, som adskilte folk og søløver - WOW! Hundredevis af de store dyr lå og slangede sig i en enorm hule, hvor bølgerne skyllede ind i fra en åbning, som vi ikke kunne se til højre for os. I baggrunden (altså foran os) var en smal åbning mod syd, hvor vand og lys kom svagt ind, og man kunne ane søløver i profil i tunellen ud til lyset. De søløver, som vi lige havde fotograferet ovenfra, lå for enden af denne åbning.

 Midt i den store hule, stak en høj klippeø op, som var overlæsset med dyr - et helt vildt syn, og ifølge ejerne verden største sø-klippehule - og så endda med søløver. Det er nu ikke helt sandt - den er "kun" USAs største hule af denne type, men det var også rigeligt for os.

 Hulen er privat-ejet, hvilket normalt ikke er en god kombination med dyr, turister og naturbevaring, men vi var dybt imponerede over faciliteter, hensynet til dyrene, de fremragende adgangsforhold og informationer, som vi fik. Fantastisk! Vi skød VILDT mange foto i halvmørket, og vi var fuldstændige afklarede med, at de færreste af billederne ville blive til noget - for blitz var bandlyst, og det blev meget overraskende overholdt af alle - folk plejer normalt ikke at forstå, hvordan de slukker for blitzen på deres kamera.

 Vi gik hen til hulens tredje udgang mod nord, hvor vi fik udsyn mod et af kystens mange fyrtårne med søløver på en klippe helt i forgrunden. Ha! Tågen var næsten væk nu.

 Vi tog endnu en foto-tur foran gitteret i hulen, hvor der hensynsfuldt var skåret huller i forskellige højder, så man kunne stikke kameraet igennem. Vi havde brugt meget tid her, og kun kørt 30 miles af dagens rute, så vi tog elevatoren op, og undrede os over, at så mange mennesker stod og gloede ud over vandet med kikkerter. Tågen var faktisk helt væk, men så interessant er flot hav vel heller ikke? Det var den flok af grå hvaler, som huserede tæt på kysten til gengæld. Vi brugte lige ½ time ekstra på at fotografere "prust" fra de enorme dyr, og vi talte også 10 minutter med en amerikansk dame og hendes to store børn, der lige var flyttet fra Hellerup og nu var på ferie hjemme og derefter på vej til Rom.

 "Turen går til USA" belærte os nu om, at vejen forlod kysten i 100 mil, og efter et par gode udsigter, blev vejen endeløst kedelig, så Hanne slumrede og jeg kæmpede med koncentrationen, på dette meget triste stykke vej. Højdepunktet var byen "Danmark", som havde postkasser ved vejen, et forladt fabrikskompleks - men ingen synlige huse. Endelig nåede vi igennem, og ved en tank fik vi lidt kaffe og vågnede lidt op.

 Resten af turen var lidt bedre med mange flotte broer. Vi standsede også ved en del flotte udsigter til sandstande fyldt med hajtandsklipper, der stak op af sandet og vandet. Et enkelt sted havde en surfer vovet sig ud i bølgerne.

 Træerne begynder nu at blive meget store, og pludselig annoncerede et skilt, at vi var i i Californien. I Crescent City fandt vi hurtigt vores motel, og efter lidt bøvl med pre-dobbelt-betaling og refusion, fik vi "suiten" ... med indtil flere soveværelser og meget små enkelt-senge. OK! Hellere sove godt end tæt, så en enkelt nats separation er vel OK!

 Efter et par forsøg på finde en restaurant i lokalområdet, fik vi dog købt lidt øl. Da vi så rådvilde ud et øjeblik, standsede en lokal straks op og spurgte, om vi havde brug for hjælp. Her er amerikanerne enestående. Vi fik udpeget "downtown" og gik 10 minutter i den anden retning. Her spiste vi fisk på en stor kæde-restaurant (The Apple Peddler), hvor maden var billig, rigelig og god.  ... lige ved siden af byens store "Ocean World" akvarium. Der var ikke mange besøgende på dette sene tidspunkt, men fiskene havde alligevel en del gæster, der snusede rundt, da stedet her tiltrak mange vilde katte.

 Ud over akvariet praler Crescent City af sine flotter havudsigter og de store californiske kæmpetræer. Dem skal vi se i morgen.

Retur til toppen.