| En køredag truede igen, men i dag var det "kun" 300 km., så vi havde
ikke travlt. Vi spiste morgenmad i god ro og orden og kørte ved
10.30-tiden mod Spokane centrum, hvor vi ville gå en tur i parken, som
blev droppet i går aftes. Vi rundede dog lige Wahlgreens først for at købe deo'er og diverse dulle-ting ting til Marie, som blev bestilt efter en kort telefon-konsultation. Hvis hun har ny hårfarve hver uge resten af året, så ved vi hvorfor. |
 |
Der var pænt besøg i den store Riverside Park, som er en
blanding af Tivoli, grønne arealer og den brusende Spokane River, som
laver flotte hvide brus ned over klipperne i parken. Her er indtil flere
gamle kraftværker, som udnytter vandkraften, men det ødelægger ikke
faldene. Et pudsigt "telt" af flettet stålwire dækker et helt område med
spille-maskiner, diverse maskiner, som kan slynge folk rundt og en
IMAX-biograf.
En overdækket 100 år gammel karrusel kører ungerne vildt
hurtigt rundt - de små skal spændes fast til hestene. Vi kigger på ænder
med ællinger og store gæs fra de mange små broer over de mere fredelige
søer i parken. Man må holde styr på de store fugle - de har nummerplader
på halsen. Efter en times tid i det pragtfulde vejr er vi tilbage i
bilen.
Musikken ryger på igen, og vi forsætter mod vest ad rute I-90.
Vejen er meget lige, og der er nærmest prærie til alle sider. Hvor blev
bjergene af? Vi ser igen majsmarker og de typiske opsamlingssiloer,
hvor endeløse togstammer danner linien i hele horisonten, så de
transporterer årets udbytte væk.
Vi nærmer os Seattle, og trafikken er
faktisk voldsom. Det er søndag, og der er mange store biler og både på
vejen i begge retninger. Til sidst stopper det så meget til, at vi
vælger at køre fra for at tanke og købe kaffe - men nok mest for at få
trafik-klumpen på afstand.
Her er store kunstvandingsanlæg, som på hjul vander i cirkler.
Kigger man på Google Earth, kan man tydeligt se disse cirkler ... og det
er også klart, at vi på den anden side af Columbia-floden kører ind i
den store "Cascade Range" bjergkæde , som lægger jord til de mange af de
vulkaner, som vi skal se den næste uges tid.
Trafikken letter lidt nu, og ved Columbia-floden skifter landskabet
dramatisk. Her er en kæmpe canyon, som vi stopper og ser på.
Termometeret i bilen står på 99oF
svarende til 32oC - og det er
VARMT, da vi går den korte tur fra en parkeringsplads og ned til den
stejle afgrund. Det er umuligt at få det hele med på ét fotografi ...
selv med et fiskeøje-foto, får man langt fra indtryk af storheden på
dette sted.
Vi fortsætter i bilen, og bratte fald på vejen bringer os helt
ned til floden, over en bro, og op til en højde af 700 meter på den
anden side i løbet af 10 minutter. Rigtigt mange biler holder ind ved
siden og står med åbne motorhjelme - de er simpelthen løbet varme pga.
stigningerne og det varme vejr. Her er også vildt mange kæmpe-campere,
som lige har deres store bil på slæb ... alt er stort i USA ... også
"mobile homes". De er på størrelse med HT-busser!
Vores gode Ford Focus klarer både varmen og stigningen i fin stil, og kort
efter holder vi en tårevædet afsked med vej I-90, som starter i Boston,
passerer Chicago og ender i Seattle.
Vi drejer over på I-82, og efter 3 mil beslutter vi at tage den
ifølge kortet smukke vej gennem Yakima Canyon langs Yakima-floden i
stedet for at ræse på motorvejen. Det viser sig hurtigt at være en god
beslutning. Godt nok reklamerer kortet med en smuk rute, men vejen er
intet mindre end imponerende med høje bjergskråninger på begge sider af
den rolige flod.
Hele vejen, dvs. 15 kilometer, kan vi se folk, der ligger og flyder i
baderinge og gummibåde i floden. Hele familier har bundet 10 ringe
sammen og og ligger og nyder solen og udsigten med drikkevarer i
hænderne, mens de langsomt flyder gennem det smukke område. Fantastisk.
Til sidst kommer vi til en enorm parkeringsplads ved floden, hvor alle
står af. Dette er tydeligvis den store søndagsudflugt for indbyggerne i
Yakima by. Floden bliver dybere nu, og efter ½ mil er floden nu
behersket af unge mænd på vandscootere, der tordner rundt på vandet. Det
er hverken miljø- eller naturvenligt, men det ser herre-sjovt ud.
Vi kommer ud til den store motorvej igen efter vores flotte afstikker, og 5 minutter efter lander vi ved "Cedar Suites Hotel", hvor vi igen har køleskab og mikroovn. Vi kaster os straks ud i bilen igen for at køre til Wall*Mart og købe mere undertøj og aftensmad. Det lykkedes først efter andet forsøg, da vi lige må runde hotellet og checke PC'ens kort, for at finde Wall*Mart efter at have tosset rundt langs de store veje og adskillige boligkvarterer, men så fik vi da også set Yakima. Det bliver halv-sent før vi forlader butikken med nyt tøj, vin og mad. Aftensmaden bliver indtaget på hoteller, og for én gangs skyld ser vi ikke vores foto, inden vi tørner ind ... men vi har næsten heller ikke taget nogen de sidste to dage - i hvert fald ikke, hvis vi sammenligner med de to sidste uger.
 |
Hvad er det, der venter os i bjergene "The Cascades"?
Først og fremmest vulkaner. Hele området er ét langt vulkansk
område, som har masser af vulkaner, der tilmed har været MEGET
aktive indenfor de sidste 100 år. Cascades er den
Nordamerikanske del af den kolossale ring af vulkaner, der
omkranser hele Stillehavet, og kaldes "The Ring of Fire" eller
Ringen af Ild. I morgen skal vi se "Mount. Rainier", dagen efter "Mount St. Helen", og efter en afstikker til kysten tager vi så til "Crater Lake" og til sidst "Mount Lassen" ... så har vi nok fået få dækket vores behov for store vulkanske bjerge. |