Onsdag d. 22. juli 2009. RETUR

Yellowstone: Søerne og de gode historier

Vi skulle igen tidligt op og mødes ved bussen kl. 7.30. Vi kunne derfor ikke nå at få morgenmad i restauranten, så Ashea havde medbragt morgenmadsboxe og kaffe, som vi indtog i bussen på vej mod dagens første gåtur. Vi holdt ind et par gange for at se dyr, men vi så stort det intet. Det er heller ikke emnet i dag, da vi i dag skal koncentrere os om vandet i Yellowstone.

Første tur var en stejl tur op til en smuk-smuk sø med bjerge i baggrunden, hvor flere modgående sagde, at de lige havde set oddere.

Odderne havde desværre besluttet sig for at holde formiddagspause, så vi nøjedes med at nyde udsigten, mens vi gik en tur rundt om søen. Her var en del andre mennesker, da søen ligger tæt på vejen. Her er også en del fiskere, som forsøger at fange de mange fisk i det klare vand i Trout Lake.

Vi kørte videre, men holdt på forespørgsel fra resten af holdet en del tissepause- og shoppe-stops. Det gjorde dog ikke så meget, da der som regel er flotte udsigter ved hvert eneste parkeringsplads - måske specielt ved Tower Falls vandfaldet.

. Mens vi ventede på de andre, studerede vi de stamtavler, som parkens guider har over Yellowstones ulveflokke. Hver flok har deres eget ark, som løbende holdes opdateret, når ulve blive dræbt eller danner nye par. Ashea fortæller levende om gen-udsætningen af ulve i Yellowstone, som startede i 1995, og om de forskellige ulvekobler - eller "packs", som det hedder på engelsk. Specielt historien om "The Druid Peak Pack" er vildt fascinerede, og det lykkes Ashea at trække denne historie over flere dage, da hun tit afbryder historierne, når vi passerer noget, som kræver en forklaring.

Vi blev også ramt af købelysten, så vi købte to DVD'er og en bog om ulvene i Yellowstone efter anbefaling fra Ashea. Mange af de "ulve-karakterer", som hun har fortalt om, optræder i bogen, så vi glæder os til at læse den.

Når man taler om solen ... kort efter dukkede Mr. Yellowstones Ulve-Far op, og Ashea fik en snak med manden bag det store ulve-genopretningsprojekt - Doug Smith.

HISTORIEN OM THE "DRUID PEAK PACK"

De første ulve, der blev genudsat i Yellowstone, kom fra Canada. I alt blev 41 ulve fra 7 "packs" genudsat efter at have opholdt sig 70 dage i indhegninger for at de kunne vænne sig til omgivelserne. Blandt det andet hold, der blev udsat i 1996, var 38M og 39F, som startede det kobbel op, som blev til "The Druid Peak" Pack, da de holdt til i området af samme navn. Alle ulvene fik numre - IKKE NAVNE - da det på længere sigt var den smarteste måde at identificere dem på, når man skulle holde rede på stamtavler og relationer. 38M var "Male" og 39F "Female", og de var længe det ledende Alpha-par, som bestemmer i en flok. Sammen fik de tre hvalpe, som blev døbt 40F, 41F og 42F ... alle piger.
40F viste sig at være noget af en ulve-personlighed - en strid dame. Da 40F blev voksen jagtede hun sin mor 39F væk fra flokken og overtog rollen som alpha-hun. Mor 39F fik dog ved flere lejligheder lov til at vende tilbage og passe 40F's unger, men blev efterfølgende jagtet væk igen.
På et tidspunkt er alpha-hannen 38M og en beta-hun (næste i rangfølgen) udenfor Yellowstone-parken, og de bliver begge skudt af jægere - ulve er stadig ikke velsete af farmere i USA. Dette er en katastrofe for koblet. Der er nu ingen Alpha-han i gruppen - kun de to søstre 40F og 41F samt 5 hvalpe ... og en gammel Mor-39F, som er jagtet ud i kulden.
Ved et fantastisk held overværer nogle ulve-kiggere en utrolig begivenhed kort efter. En fremmed ulv fra et andet kobbel, 21M, dukker op i i nærheden af The Druids, og dette er usædvanligt, da fremmede ulve meget ofte bliver dræbt, hvis de forsøger at trænge ind på andre ulves territorium. Forskerne ser, at gamle Mor-39F opsøger den unge tilkomne ulv, og de gnider sig op af hinanden, og det ser ud som, at 39F hvisker noget i øret på 21M. Det er uhørt opførsel for ulve fra forskellige slæng. Nu forsvinder 39F, og 21M fortsætter mod resten af Druid-ulvene. Den krigeriske 40F og søsteren 42F sætter nu et angreb ind mod 21M, der iskoldt bliver siddende og afventer deres komme. Dette overrasker angriberne så meget, at de stopper. De næste par timer kigger de hinanden an, og sidst på dagen er 21M accepteret som den nye alpha-han i gruppen. Hvad "sagde" 39F til 21M? Fortalte hun, at gruppen manglede en alpha-han? Denne helt usædvanlige hændelse er foreviget på én af de DVD'er, som vi har købt, så vi glæder os til at se det med egne øjne.

Men historien om "The Druid Pack" stopper langt fra her. 21M og 40F får hvalpe sammen året efter, og Mor-39F bliver ulovligt skudt udenfor parken. Nu kan hun ikke længere hentes ind og passe børn, så søster 42F overtager denne rolle. På et tidspunkt føder 42F selv unger væk fra flokken, og dette passer absolut ikke den skrappe søster 40F, så hun opsøger sammen med nogle unge ulve fra flokken 42F's hule, hvor ungerne bliver dræbt, så 42F igen må tilbage til flokken og passe på 40F's unger.

Året efter var den gal igen. 42F havde igen fået unger, og 40F samt nogle andre ulve blev en aften spottet af ulve-kiggere på vej mod 42F's hule. Men nu skete noget helt usædvanligt. Morgenen efter blev den skrappe 40F fundet slemt tilredt tæt på vejen, hvorfra folk havde set ulvene. Først troede man, at 40F var blevet ramt af en bil, men det viste sig, at den var blevet overfaldet af ulve ... de ulve, som hun haft med mod 42F's hule. Det har alligevel været for meget for de medbragte ulve, at 40F IGEN ville slå 42F's unger ihjel, så de vendte sig mod hende og sårede hende dødeligt. Kort efter blev 42F set sammen med resten af flokken, hvor hun nu passede BÅDE sine egne OG 40F's unger og overtog rollen som alpha-hun.
Det er da noget af en historie!

Vi kører videre til "The Fishing Bridge", hvor frokosten blev indtaget med udsigt til den rivende flod og skummende hvidt vand.

Jim skvattede over en rod, og rev sin ene balle til blods, og hans blå sidde-pude tog turen ud over kanten og gennem faldene ... godt det ikke var omvendt. Han var temmelig medtaget, så Susan måtte lappe ham i bussen, mens vi andre pænt ventede udenfor.

Ashea brugte den lange køretur til næste "hike" på at fortsætte sine "ulvehistorier", og hun startede også på en drabelig historie, om en mand, som blev væk i Yellowstone før det var en park. Med vanlig timing, får vi ikke afslutningen af historien, da vi når frem til næste stop, så vi må vente på denne med spænding.

En enlig bison poserede foran en Monet-sø, der dannede et perfekt spejlbillede. Ashea insisterer på at forevige os sammen her.

	Vi går gennem et skovområde, som har været hærget af den store brand i 1988, og det ligner mest af alt et Mikado-spil for kæmper. Der er mærker på nogle af træerne, som helt klart er lavet af en meget stor lab ... sådan én, der sidder på en grizzly-bjørn.

Vi går nu en længere tur ved Yellowstone Lake, som mest af alt minder om ... Danmark! Resten af holdet fra Arizona er begejstrede, men Hanne og jeg synes, at det er lidt kedeligt. Det ER ikke lyng - men det ligner lidt en jysk klit.

Yellowstone Lake er kæmpestor, og vejret denne dag er ikke mindre fantastisk.

Nu ventede endnu en køretur, og vi fik resten af historien om Truman Everts:

Truman Everts var en meget nærsynet dommerfuldmægtig, der som 54-årig i 1870 fik en enestående chance at deltage i Washburn-Langford-Doane ekspeditionen, som gik til det dengang meget ukendte område i det nordvestlige Wyoming. Ekspeditionen bestod af 19 mænd og 40 heste, og de skulle beskrive og kortlægge området.

Det meste af turen gik med at rejse rund om Yellowstone Lake, og ved et uheld kom Truman væk fra resten af holdet ved den sydlige ende af søen. Skoven var her meget tæt og svært fremkommelig til hest, men Truman tog det ganske rolig og overnattede alene i det fri den første nat. Han red derefter i den retning, hvor han formodede de andre var redet, og han var sikker på, at han ville møde dem til morgenmaden.

Truman var absolut ikke så heldig. Da han stod af sin hest for at orientere sig, skræmte noget hesten, og den forsvandt fra ham. Én ting var at miste hesten, men den bar ALT, hvad han havde med af tæpper, skydevåben og forsyninger. Det eneste, han havde tilbage var to små knive, det tøj han gik i og hans monokel! Desværre for ham tabte han meget hurtigt knivene i det tætte underskov, og da han var meget nærsynet, kunne han ikke finde dem igen.

Nu startede noget, der må have været et mareridt. Yellowstone kan være meget smuk i september, men Truman var uheldig og blev ramt af snevejr. I stedet for at gå tilbage til Yellowstone Lake, hvor han formodentlig kunne møde resten af ekspeditionen, så gik han mod syd og endte ved Heart Lake, hvor han lagde sig til at sove ved siden af nogle varme kilder for ikke at dø af kulde. Her fangede han en fugl, som han spise rå.

Selv om Truman absolut ikke var vant til livet i det fri, fik han konstrueret en kniv af sit bæltespænde og en fiskekrog af en nål. Det lykkedes ham også at tænde et bål ved hjælp af solens stråler og sin monokel, men heldig var han ikke, for en nat antændte bålet hele skoven, og han blev forbrændt i ansigtet, før han vågnede. Ved samme lejlighed mistede han sin nye kniv og fiskekrogen.

Ironisk nok brugte resten af ekspeditionen lang tid på at lede efter Truman, og på et tidspunkt har de været meget tæt på ham ved Heart Lake, men de fandt ham ikke. Snestormen tvang nu ekspeditionen til at opgive eftersøgningen, og de satte kursen hjemad. På vejen kom de forbi et stort åbent område, hvor de så kogende vand blive sendt højt op i luften. General Washburn navngav gejseren "Old Faithful" fordi den så regelmæssigt gik i udbrud.

Truman var nu nødt til at spise planter for at overleve. Hans venner fik nu at vide, at han var forsvundet, og de udstedte en dusør på 600$ til den, der kunne redde ham eller finde hans lig.

Truman's prøvelser var langt fra overstået. Han måtte overnatte i et træ for at undgå en Mountain Lion, hans fødder fik alvorlige frost-skader, og ved én af de varme kilder væltede han og skoldede sin ene side. Nu skulle man tro, at det ikke kunne blive værre, men en nat kommer Truman til i søvne at kravle ind i sit bål, så begge hans hænder bliver alvorligt forbrændt.

Dødeligt udmattet begynder Truman at hallucinere efter 37 dage alene i ødemarken. Han blev fundet kravlende rundt af to pelsjægere, og han troede, at de var bjørne, som ville overfalde ham. Truman vejede nu 23 kilo, hans skoldede lår var helt sort, hans fødder var slidt ned til knoglerne, og hans hænder lignede fugleklør. Yellowstone Jack" Baronett blev hos ham og gav ham suppe, mens George A. Pritchett gik 121 km. efter hjælp.

De to mænd reddede uden tvivl Truman Everts liv ... men alligevel fik de aldrig deres 600$ i belønning. "Jeg kunne sagtens have reddet mig selv," hævdede han, og skrev året efter en bog om sine oplevelser, som gjorde ham berømt!!!

Nu blev vi sat af i Grant Village, hvor vi fik et fint rum - stadig uden TV, aircondition og hvad man ellers er vant til i USA - det er befriende enkelt. Her er til gengæld masser af Recycle-skraldespande, så man kan komme af med flasker, plastic og pap på forsvarlig måde. Det ser man ikke ret mange steder i USA, men netop i naturparkerne, er man meget opmærksomme på miljøet.

Vi gik op til den kombinerede butik/grill, som betjente camping og hotel-området, og vi købte burgere og chips, som vi indtog tilbage på værelset med et par kolde øl. Vi tog os sammen og gik en kort tur ned til søen, selv om vi var temmelig trætte, så efter at have set dagens fotografier på værelset var det godnat.

Retur til toppen.