Vi havde igen sat ur, men vi vågnede af os selv ved 7-tiden. Vi skal videre fra Rapid City i South Dakota til Cody i Wyoming ... en lille tur på 425 miles, dvs. omkring 700 km, hvis man tæller afstikkere med.
 |
Vi havde pakket , spist morgenmad og checket ud kl.
9.30, hvorefter vi fløj i lav højde ind i Wyoming ad Interstate
90 - den samme vej som vi har fulgt i siden Majspaladset i
Mitchell i mandags. Inde i Wyoming forlader vi den dog og kører
nordpå for at se et naturfænomen, der kaldes "Devils Tower". Devils Tower et 386 meter højt tårn af størknet lava, som skiller sig fuldstændigt ud fra omgivelserne. Videnskabsmænd mener, at tårnet er dannet ved at en vulkan, har presset denne kegle op gennem en sprække i jorden. I løbet af ca. 200 millioner år, er omgivelserne eroderet væk, så kun keglen står tilbage. Indianerne mener derimod, at dette er "Den Store Bjørns Tipi", og at rillerne i kanten er lavet af dens skarpe kløer. Både Hanne og jeg hælder til indianernes forklaring. Vi holder også med indianerne, når de forlanger at stedet skifter tilbage til deres oprindelige navn: "Bears Logde" frem for det uhyggelige hvide mands "Devils Tower". |
Det er stadig "Free Week-end", så vi behøver ikke at vise
vores årskort ved indgangen, som bringer os gratis ind i National Parker
og ved National Monumenter. Devils Tower var faktisk USA's første
National Monument, da området blev udråbt til dette i 1906. Der er ingen
skriftlige beretninger om klippen før i 1859, så det er lidt mærkeligt
at tænke sig, at den første hvide mand så dette syn for kun 150 år
siden. Her er rigtigt mange biler, men det er både godt vejr,
søndag og gratis, så det er ikke så underligt.
Der er en fin sti rundt om tårnet, som tager ca. en time at gå. Vi nyder
turen, selv om det er bagende varmt. På vejen rundt ser vi ørne, der
svæver over toppen, og her er også en del bjergbestigere, som forsøger
at gøre ørnene kunsten efter.
Flere gange ser vi stofrester i buske, der flagrende markerer, at dette er
et helligt sted for de lokale indianere.
| Tilbage i Visitors Centre ser vi på udstillingen, hvor
specielt maleriet af tårnets oprindelse er morsomt. Indianerne
har flere versioner af, hvordan tårnet opstod, og én af dem går
på at 6 indianske piger blev overrasket af en bjørn, og som de
ikke kunne flygte fra. Den Store Ånd fik ondt af dem og hævede
jorden under dem, så de kom i sikkerhed. Rasende skrabede den
store bjørn i klippen og dannede de karakteristiske furer i den.
Pigerne blev nu båret tilbage til deres landsby af hjælpsomme
ørne. Her er også historien om den faldskærmsudspringer, der i 1941 landede på toppen af klippen. Desværre tabte han sit reb i springet, så han måtte tilbringe 6 dage på toppen, før han blev reddet ned af professionelle klatrere. Faktisk bestiger 1% af de besøgende klippen, for den regnes som én af de store klatre-attraktioner i USA. |
 |
 |
Interessen for Devils Tower gik helt amok
i 1977, da Steven Spielberg lod rumskibet i "Nærkontakt af
tredje grad" lande på toppen af Devils Tower. Mange kendte ikke
til klippens eksistens, så folk valfartede til stedet for at
tage et kig på det. Vi behøver ikke at købe "National Monument"-bogen, da vi allerede købte den i går, så i stedet falder Hanne over "National Park Monopoly", hvor man kan købe parker og installere dyr i stedet for hoteller. 40$ fattigere men et Matador-spil rigere satte vi nu det lange bildæk forrest, da vi manglede 250 miles på dagens etape. |
På vej ud skal vi lige have et farvel billede af "Bjørnens
Hytte". På den modsatte side af vejen er Hannes små favoritter i gang
med at gøre kinesisk Tai-Chi-gymnastik ... sådan ser det i hvert fald
ud.
Turen frem til Big Horn-bjergene var forholdsvis lang, lige og
kedelig, men landskabet skifter langsomt, og i det fjerne dukker bjerge
op med sne på toppen.
Da vi forlader "Interstate 90" i byen Sheridan, sker der et
dramatisk skift i omgivelserne. På kort tid stiger vi op til 9500 fods
højde (dvs. 2900 meter), og der var sne på skråningerne omkring os.
 |
Vi kører igennem byen Ranchester, hvor der står et skilt
til minde om det slag, som General Connor i August 1865 havde
mod Arapahoe-indianerne. Skiltet fortæller hvordan General Connor med kun 400 mænd gik til angreb på en landsby, hvor der hovedsagligt var kvinder, børn og ældre tilbage, da alle Arapahoe-krigerne var gået i krig mod Crow-indianerne. Midt i nedslagtningen kommer krigerne til undsætning, og det er kun takket være to Howitzer-kanoner, at Connor og hans mænd kommer ud med skindet på næsen. |
Formålet med angrebet var at svække indianerne, da man var træt af, at de overfaldt diligencer og postforsendelser. Det lykkedes for et stykke tid, men dette slag var startskuddet til den store indianer-konflikt, for efter Connors angreb slog Arapahoe, Sioux og Cheyenne-indianerne sig sammen mod den hvide trussel. Det hele kulminerede med Custers nederlag ved Little Big Horn kun 75 km nord for dette sted
Den snoede vej gennem Big Horn-bjergene
går voldsomt op og ned, og udsigterne er smukke - ikke mindst på grund
af de truende sorte skyer i horisonten, som af og til blev flænset af et zig-zag-lyn. Til sidst gik det vildt stejlt ned, og vi oplevede at truck
med et kæmpe læs brænde på sin anhænger brændte sine bremser af, så han
forsvandt i en stinkende røgtåge foran os og måtte kaste sin bil ind til
siden. En anden tåbe havde taget sin bil plus anhænger plus båd ud på
denne rute, hvor man på store skilte advarede om, at vejen var svært
fremkommelig. Hele én-bils-kortegen var gået i stå i panik foran en
ekstra stejl nedkørsel. Folk er altså ikke rigtigt kloge!
| Vi kom gennem det forrygende landskab og undgik de
helt store regnskyl, på trods af at vejen var våd mange steder.
Den sidste 1½ time foregik gennem mennesketomme små byer, inden
vi ankom til Cody kl. 19.15. Her fandt vi let hotellet på
hovedgaden. Hanne skulle lige hvile sig lidt efter en hel dags
navigation, så jeg fik skrevet to dages dagbog i selskab med en
velfortjent øl. Ved 21-tiden gik vi ud i blæsevejret, og tog en tur op og ned ad hovedgaden, som ikke var så cowboyagtig, som Cody-navnet lægger op til. Will Bill Cody er nok bedre kendt som Buffalo Bill. Trods blæsten var det dejlig lunt, så vi endte tæt på hotellet på en udendørs mexicansk restaurant, hvor vi lige havde den sædvanlige halve time, inden de lukkede. Her fik Hanne en KÆMPE salat serveret i en sprød taco-skål, mens jeg indtog tortillas ... selvfølgelig med god mexicansk øl. |
 |