Vi havde sat ur, men Hanne havde sovet elendigt og fik en time til.
Jeg hentede morgenmaden over på værelset, og Hanne endte med at tage en
bolle med i bilen, da dagens program var LANGT. Hanne skulle dog lige
have en kop kaffe med fra receptionen, og her spurgte den unge mandlige
receptionist tilfældigt om, hvad dagens plan var. Han foreslog, at vi
lagde "Sitting Bull Crystal Caverns" ind på turen, da den efter hans
mening var mere spændende end den planlagte tur i Wind Cave.
Jamen - vi
kan vel nå BEGGE hulerne?
Vi ræsede nu mod Crystal Caverns, som lå mindre end et kvarter
væk. Her var vi heldige at komme direkte med på en tur - men vi nåede
ikke at få lange bukser på, og der er kun 7 oC
nede i gangene.
Vores helt unge guide, Brian, var en kvik ung mand, der kompenserede for
sin generthed ved at fjolle en del, men han vidste virkelig meget om
tingene. Han forsikrede holdet på 10-12 mennesker om, at turen var helt
sikker - ellers ville hans mor ikke lade ham have dette job. Han spurgte
en sidste gang om alle ville med ned i dybet, og her besluttede en yngre
dame sig for, at det ville hun alligevel ikke, så hun forlod os. Med sin
lygte udpegede Brian de mest utrolige krystaller i væggene, som
farverigt glinsede og glitrede.
Turen ned i hulerne foregik af fine trapper, der var stejle men nemme at
gå på - hvis man gik baglæns ned.
Crystal Caverns har verdens største forekomst af "dog tooth
crystal", som er næsten øldåse-store krystaller, der hænger ned i klaser
fra loftet i hulen - det er HELT fantastisk. "Tænderne" veksler i farver
der starter i det krid-hvide og ender i rosa, gul og lys brun-orange.
Hulen er ikke voldsomt
stor, i hvert fald ikke den tilgængelige del, men trapper (ca. 300 trin
i alt) og gangbroer er forholdsvist nye da hulen i 1972 blev oversvømmet ved et
voldsomt skybrud i Rapid City, som dræbte 350 mennesker. Der faldt 40 cm
regn på seks timer, og den lokale dæmning ved Rapid Creek brød sammen. Ved denne
lejlighed sprængte vandet "endevæggen" i hulen, så et helt nyt rum, "The Floodroom", kom til syne.
Brian tager billeder af alle i "The Floodroom" og vi går op til
lyset igen. Her får vi en lygte og får selv lov til at gå ind i en
mindre hule, som ligger i "jordniveau". Det er vist mest sjovt for
ungerne.
Hele turen var kort og intens, og vi sender en venlig tanke til
hotel-manden, som foreslog dette. Vi havde set masser af skilte med
reklamer for stedet, men der er læssevis af huler i området, så hvorfor
vælge én, der bruger store skilte med Sitting Bull i fuldt ornat som
reklame for en hule? Faktisk havde Familien Duhamel tilbage i 1930'erne
inviteret Sioux-indianere til at holde "samling" ved hulerne hver sommer
for at tiltrække turister, og det var indianerne, som havde fundet på
navnet ved denne lejlighed. Alt har en god forklaring.
Vi kørte direkte til motorvejen, da næste mål "Mammoth Site"
ligger næsten 100 km syd for Rapid City. Det viste sig at være en flot
ny bygning, som fuldstændigt dækkede en 26-tusind år gammel sænkning i
landskabet, som blev skabt, da en hule under området kollapsede. Byen i
nærheden hedder Mammoth Hot Springs, og den er fyldt med varme kilder,
som navnet antyder, så det store hul blev fyldt op med varmt vand. Om
det var vandet eller grønt græs året rundt, der har lokket mammutterne
til, vides ikke, men de faldt i hvert fald i hullet og omkom. I 1974 stødte en entreprenør på en stødtand, da han gravede ud til huse,
så det stoppede straks, og han solgte området tilbage til staten for den
samme pris, og man begyndte at grave. Nu er huset på størrelse med
en sportshal bygget oven på det
hele, og her foretages udgravninger hver
da frem til kl. 12. Vi ankom ved 13-tiden, så alt værktøj, spande mm.
stod tilbage mellem de enorme frilagte skeletter.
Vi fik en guidet rundtur, hvor vi på 5 steder rundt i hallen
via telefoner fik forklaret alt og kunne stille spørgsmål. Her er indtil
videre fundet 65 Columbian Mammoths og 3 Long Hairs, men det
overraskende er, at de ALLE er drenge. Hanelefanter strejfer rundt,
mens hunnerne samles i flokke med ungerne. Dette kan være
forklaringen på, at her udelukkende er fundet skeletter fra hanner.
Vores kvindelige guide tilføjer, at det selvfølgelig også er en mulighed, at de
bare har været mere klodsede eller dummere!
 Mange af mammutterne har fået navne. Dette enestående komplette kranie med stødhænder hedder "Beauty". Bemærk de spande og kopper, som udgraverne har efterladt. En anden stakkels mammut havde tabt sit kranie, så det lå et stykke fra resten af skelettet. Dette skelet blev derfor døbt "Marie Antoinette" (som jo mistede sit hoved under den franske revolution). Men hov ... det er jo et pigenavn. Skiltet viser nu "Murray Antoinette" ... de har humor! |
 Dette skelet var totalt splittet, så han har fået det morsomme navn "Napoleon Bones-apart" |
 |
 |
 |
Flere steder er der opstillet skilte, som viser hvordan den arme mammut endeligt er sunket til bunds i den varme sø, og man kan se, hvad de enkelte knogler er. Det er rigtig godt lavet.
Der er selvfølgelig også tænkt på børnene, så i en stor sandkasse er
der gravet knogler og stødtænder ned, så de kommende paleontologer kan gøre
spændende fund.
Det er vildt fascinerende at gå rundt og se på dette, så vi
tager hele rundturen igen selv, da guiden går. Vi går også en tur i
kælderen, hvor forskerne arbejder med at bevare og kopiere knogler til
undervisningsbrug. Her måles størrelser, laves tidsbestemmelser og nogle
få skeletter samles til "hele" dyr. Langt de fleste får dog lov til at
blive, hvor de er fundet.
Her er også udstillet
hele mammutter, figurer af istidsfolk og deres telte bygget af
mammutknogler, så vi er helt
euforiske, da vi drager videre ved 15-tiden for at tage til Wind Cave
National Park.
Vi ankommer så sent til Wind Cave Parken, at vi ikke regner med at kunne komme ned i
hulerne, men her skulle også være mange dyr at kigge på. Vi er igen vildt heldige og får en gratis tur 17.30, da det er "free
week-end" i alle National Parker. Det betyder, at vi lige har en time
til at spise vores nedkølede pizza fra i går aftes på en skyggefuld
rasteplads i parken i ly af høje bakker. En coyote poserer ved siden af
bilen og følger os lidt, så vi kan få rigtigt mange "skud" af den.
Coyoten elsker de små små præriehunde, og det gør Hanne også, så der ryger
lige et par billeder til, da de små sociale dyr laver aftentoillette på
hinanden.
Vi tager nu de lange bukser og fleezetrøjerne frem og stiller os op ved samlingsstedet foran hulerne. En nydelig dame på ca. 55 dukker op. Det er Cathy, som er i fin
NPS-uniform og lys ranger-hat. Som alle National Park Service Rangers
forklarer hun entusiastisk og engageret om parken og hulerne, og hun
viser ved "den naturlige indgang", hvordan vinden blæser ud og ind af de
over hundrede miles lange gange, når lufttrykket udenfor er hhv. lavere og
højere end indenfor. Vi må have lavtryk nu, for hendes medbragte orange
bånd flagrer vildt i retning væk fra indgangen.
Vi går nu ned i hulen, og vi griner, da vi ser en top-moderne
svingdør, som fører ind til "Natural Entrance Tour" ... svingdøre anses
nok for "naturlige" i USA. Forklaringen er selvfølgelig, at svingdøren
er lufttæt, så luft ikke suser ud og ind denne vej og ændrer de
naturlige forhold i hulerne. Vi går nu 300 trin ned ad stejle
ståltrapper, indtil vi når et plateau, hvor alle samles.
Vi
vandrer 1½ km gennem hulen, som har meget specielle "Box-works"
drypsten-formationer i loftet, oprindeligt navngivet sådan fordi de
ligner de små sorterings-rum på et posthus. Dette ses
kun ét andet sted lige i nærheden, så 95% af verdens "Box-works" er lige
her i området. Hulerne er meget flotte, men vi er glade for, at vi også fik Crystal Caverns
med, da de er vidt forskellige.
Hele vejen gennem hulen fortæller Cathy om hulens historie, som er en
spændende fortælling om en entusiastisk dreng og hans far.
|
HISTORIE & FACTS Wind Cave blev verdens første hule national park i 1903. Under jorden byder hulen på verdens fjerde-længste hule kompleks, der når man ser en 3D-skitse ligner blodkarrene i et menneske, da jorden er hullet som en ost. Hele komplekset ligger under et område på kun 2 kvadratkilometer. Der er nu udforsket 210 km af hulerne, og hvert år stiger dette med ca. 6 km. Over jorden indeholder Wind Cave National Park det største sammenhængende område af oprindelig prærie. Oprindeligt mente indianerne, at deres forfædre var steget op fra underverdenen gennem dette hul, så derfor var området helligt for dem. I 1881 opdagede de to hvide brødre hullet, hvor luften kom så hurtigt ud, at den blæste deres hatte af. Det var først i 1889, da den 16-årige Alvin McDonald kortlagde de første 16 km af hulen oplyst af stearinlys, at det gik op for de hvide, hvor stor den var. Under sin udforskning rullede Alvin garnnøgler ud efter sig, så han ikke skulle fare vild. Man skulle helt frem til 1963 før man opdagede gange, som Alvin ikke havde været i. Alvins far arbejde for mineselskabet i området og skulle lede efter guld i hulerne, men der var heldigvis intet, så i stedet begyndte Alvin og hans far at vise turister rundt i hulerne 
|
På et tidspunkt slukker Cathy for lyset og beder os om at dække for
vores selvlysende urskiver. Det efterlader os i komplet mørke, som man
meget sjældent oplever. Jeg er glad for, at jeg selv har medbragt en
lygte, selv om den ikke kommer i brug.
Udgangen fra hulen er også naturlig for alle amerikanere ...
her er nemlig elevatorer, som bringer os de 65 meter op til overfladen.
Vi bringes op i flere hold, og Hanne, jeg og 4-5 andre står alene
tilbage som de sidste og venter på vores tur, og vi griner lidt nervøst
ved muligheden for at blive glemt. Cathy fortalte tidligere en historie
om en dame, som var væk i 32 timer i gangene, før hun blev fundet. Vi
kommer selvfølgelig op, og nu burde vi have sat direkte kurs mod Rapid
City, men vi havde jo også muligheden for at køre igennem Custer State
Park og se bisonflokken og de andre dyr i lyset fra solnedgangen. Vi valgte selvfølgelig det
sidste - man skal jo lige have det hele med.
Det var tæt på solnedgang, da vi nåede til parken, så en del
hjorte blev "skudt" fra bilen i det flotte lys.
Det var dunkelt, da vi nåede til
"bison-stedet" fra i går. Her var ikke skyggen af en bison, og det var
nok godt det samme, så vi skyndte os videre. Til gengæld så en stor flok
hjorte, der græssede fredeligt, men pludselig fik de travlt med at komme
ind i skoven og hjem, for i løbet af få sekunder var de væk.
Lidt længere fremme siger en bjergged (pronghorn) godnat fra
toppen af en bakke, og en vild kanin er tilsyneladende ikke det mindste
bekymret over at skulle posere i vejkanten, selv om vi holder få meter
fra den.
| Tæt på udgangen standsede
al trafik, da bisonflokken vandrede PÅ vejen! Til sidst satte flokken
fart på og løb med 30 km/t FORAN bilerne - vi fulgte med - det var VILDT! Vi havde nu et godt stykke hjem, så det var mørkt, da vi nærmede os Rapid City. Belysningen i bilen var stadig defekt, dvs. det lyste hele tiden, så det var ikke godt at køre i mørket med oplyst kabine. Vi dækkede lyset med hænderne ved flere lejligheder, hvor vi passerede politibiler - uha! |
 |
Vi landede dog uden yderligere problemer ved hotellet ca. 21.15, hvor vi spænede over til "vores" restaurant, kastede os ind og fik vanvittigt gode bøffer og kold øl. Det var så sent, at kokken åbenbart havde fri, så han gik rundt til bordene og sikrede, at alt var OK. Vi roste bøfferne, som var helt i særklasse, og vi snakkede med ham om bisonbøffer, som han ikke havde meget til overs for. Faktisk mente han, at man kun kunne spise et meget lille stykke af bisonen som bøf. Kødet er så sejt, at det er bedst at hakke det.
Ellers lavede vi vist ikke noget i dag!!!