Fredag d. 10. juli 2009.                           RETUR

En vanvittigt hus ... og i hjul-sporet af Laura.

 Holliday In havde en meget fin morgenmadsbuffet. Vi lagde nødplaner under morgenmaden, da det havde regnet temmeligt meget i løbet af natten. Et konsultation på PC'en afslørede dog, at regnen ville holde op, og det var da også allerede tørt, da vi forlod hotellet.
 Vi besluttede os for at droppe besøget i hulerne ved "Cave of the Mounds", selv om det var et "National Landmark", da turen i dag var lang, så første mål var "House on the Rock", som vi havde set en kort beskrivelse af i vores store USA-bog - dog uden at have nogen idé om, hvad der ventede os.
 Allerede på parkeringspladsen fik vi en idé om, at dette var noget specielt. Gigantiske orientalske dråbeformede potter med kravlende firben og smukke blomster, var spredt på vej mod indgangen. Det var en dyr oplevelse, 30$ pr. næse, at komme ind, men så fik vi adgang til alle tre sektioner i huset. Tre sektioner? Er det ikke bare et hus? Vi får udleveret en plan over komplekset, som mere ligner en labyrint end et hus.

 Vi er kun lige kommet ud af billetsalget, da vi via overdækkede gangbroer bliver ført forbi en smuk asiatisk inspireret have. Det skal vise sig at være kendetegnende for hele huset, at det flyder med kinesiske dukker, lamper, malerier, statuer osv. Vi følger en meget lang gangbro, som er bygget højt højt oppe i luften for at kunne føre gæster op til "huset på toppen af klippen".

 Nu kommer vi ind i selve huset og starter en lang rundtur, som på snild vis fører os igennem alle rummene i det tre etager høje og genialt udtænkte hus. Der er lavt til loftet mange steder, der er plys over alt, hvis klipperne og de nøgne sten ikke stikker ud af væggen. Der er spækket med farverige lamper og kinesiske ting. Huset er mere et museum, end et sted hvor man har levet. Her er dog et køkken, så man har da kunnet lave mad her.

  

  Højdepunktet i huset er "The Infinity Room" ... det uendelige rum, som er uendeligt langt. Den gode Alex Jordan, som boede her, og det meste af tiden havde huset åbent for betalende gæster, må have nydt at vise dette rum frem. Lige når man kommer ind i rummet er illusionen perfekt. Den brede gang er inrammet af små vinduer på væggende, og gulvet fortsætter i det uendelige kun afbrudt af en kasse et godt stykke fremme. Kassen viser sig at være et vindue i gulvet, som afslører, at vi befinder os højt svævende over trækronerne ... fascinerende!
 
 Bedraget er næsten perfekt. Kun det faktum, at vinduerne har samme størrelse hele vejen ud til "uendeligheden", afslører bedraget. Her er kvælende varmt, og det er endda en skyet dag, hvor det småregner ind imellem, så vi er glade for at det ikke er høj klar sol.
 Vi forlader huset og går tilbage af den lange gangbro, spændte på hvad der nu venter os i sektion to og tre.

 Nu flipper det ud! Starten af sektion to viser sig at være "Streets of Yesterday", som er en lang gade i det vilde vesten, hvor alle husene er indrettet som butiksudstilinger, man kan studere gennem vinduerne. Her en en gal samler gået amok. Det er flot, men det geniale er erstattet af den amerikanske svaghed for at overgøre tingene.  Det ene tableau afløser det andet, og det totale vanvid sætter ind, da vi kommer ind i "Heritage to the Sea", hvor et stort rum i tre etager har gange rundt langs væggene på alle tre etager, hvor der er spækket med modeller af skibe og andet "nips" fra havet. Vanvidet består af en model af en gigantisk blæksprutte der overfalder en 60 meter lang Moby Dick hval !!!

 Efter dette diskuterer vi, om vi skal springe sektion tre over, men da den er nærmeste flugtvej ifølge vores labyrintiske kort, viser sig at være gennem sektion tre, tager vi turen i rask trav. OK! Lad os bare indrømme, at vi faldt i flere gange og satte os ned og betragtede dette overdådige sammensurium af utrolige ting. Det meste af tredje sektion var helliget automatiske spillemaskiner, dvs, instrumenter, der kunne spille selv, eller helt almindelige instrumenter, som var forsynet med Georg Gearløs-anordninger, som spillede på dem. Det hele var ofte kombineret med smagløse opsætninger, som f.eks. rokokko-værelset, hvor et helt orkester opførte en symfoni for en samling udstoppede tigre, der sprang ud af væggene. Vi var målløse ... det er altså ikke noget, man ser hver dag!
 
 Samlinger af rustninger, "Crown Jewel Gallery med Fabergé æg, læssevis af porcelænsdukker, over 200 dukkehuse, masser af veteranbiler, damptog, skydevåben i besynderlige udformninger, flere musikinstrumenter og til afslutning verdens største karsussel med over 20.000 lys og 269 dyr - heraf ikke en eneste hest ... vi var lammede af indtryk, da vi kun to timer efter ankomsten forlod stedet.

Som afslutning købte vi en bog om Alex Jordan - vi må simpelthen vide, hvad der drev denne mand til at samle alt det her.

 Og så sluttede oplevelsen alligevel ikke helt. Vi havde set i bogen, som anbefalede stedet, at man kunne se huset på afstand, så vi holdt ind for at få dette med.
 Selve huset var svært at se, men ved hjælp af telelinsen kunne man komme tættere på, og her blev det uendelige rums konstruktion afsløret.

 


 The Infinity Room ... på afstand

Historien om "House on the Rock" og Alex Jordan.

 Man undrer sig under besøget i huset over, hvad der drev en mand til at lave dette ... og ikke mindst ... hvordan fik han penge til projektet? Her afslører vores lille bog historien bag det hele.

 Alex Jordan Jr. bliver født i 1914 af rige forældre. Alex Jordan Senior har penge nok, og kan lide at lege arkitekt. Senior ser meget op til arkitekten Frank Lloyd Wrigt, som anses for at være den største arkitekt i USA's historie. Jordan Sr. viser nogle planer for et japansk inspireret somemhus til Wrigt, der latterliggør hans planer. Dette motiverer Jordan Sr. og Jr. til sammen at starte byggeriet af sommerhuset på toppen af en klippe i Wisconsin.


 Fra 1945 varetages byggeriet af Jordan junior og et par hjælpere, som holder sammen resten af historien. Huset bliver så specielt, at folk vil besøge det, og den lidt publicity-sky Alex Jordan Junior prøver at skræmme folk væk, ved at kræve 50cent i entré. Den første dag i 1959 tjente han 15$ på dette. Faderen, som er forretningsmand, organiserer nu besøgene, får journalister til at skrive om huset, og første år tjener de 5.000$ på at vise huset frem.
 Allerede i 1961 er omsætningen oppe på 34.000$.

 Nu begynder de mange tilbygninger, og huset omdannes til en virkosmhed med familiebestyrelse. Stort set alle indtægter kanaliseres tilbage i tilbygninger, og med deres eget værksted fremstilles alle udsmykningerne på området. Den store karussel er f.eks. bygget i værkstedet vha. store mængder rigtige karusseldyr, som Alex Junior indkøbte og fik renoveret og ændret.

 Til sidst er det blevet til en "samling af samlinger", og i dag betragtes stedet som en af statens store attraktioner.


Alex Jordan Jr. solgte et år før sin død hele komplekset til en ven og forretningsmand i 1988. Jordan havde ingen børn, så hele arven gik til hans kone og en stor del af hans medarbejdere.

 


 Husets stue med udsigt over skoven.

 Damernes Toilet ... selv her er der samlinger.

Karusellen med de 20.000 lys i fuldt sving.

 Det var befriende at fortsætte gennem det åbne og nu mere bakkede og frodige landskab hen over Wisconsin - Dairy Land - Mælkeland, og så pludselig ender vejen i et T-kryds - noget kommer på tværs - den enorme flod
... The Mississippi River.

 Her var også en del dyreliv. På kort tid så vi kaniner, masser af fugle med orange vinger og endda en kæmpe vild kalkun. Den er godt nok stor! Vi kører i lang tid langs floden og stoppede mange gange for at fotografere.
 Ved et af holdestederne stod en masse gamle smadrede hestevogne. Det virkede lidt underligt. Hvorfor er her gamle hestevogne? En mand med stråhat og stort skæg er i færd med at sætte et par børn op i en hestevogn - skulle de på tur? Det går pludselig op for os, at vi er i Amish-land. Disse religiøse mennesker, som har afskrevet et hvert fremskridt og stadig lever uden biler, elektricitet og moderne lægevidenskab. De er stadig udbredte i Wisconsin. Vi tager ingen billeder - selv om det er fristende. Dette billede fra Wisconsin er derfor hentet fra Internettet.

 Det begynder at blive sent, og vi når først frem til dagens andet mål i byen Pepin kl. 18. Vi skal et godt stykke udenfor byen, før vi ser et lille hus, som skulle have ligget i den store skov. Er det lukket?
 Nej, det står tilsyneladende altid åbent, så man kan komme ind og se, hvor Laura Ingalls blev født i 1867 i "Det lille hus i den store skov". Skoven er godt nok væk nu, og huset er en kopi af det oprindelige hus.
 Inde i huser er der tegninger, og beskrivelser af familiens tur på kryds og tværs af det vilde vesten. Laura's far har haft en rastløs trang til at flytte, så familien er slæbt med gennem 7 stater.
 Hanne er vildt begejstret over at opleve dette. Hun har hørt historierne som barn og har selv læst alle bøgerne højt for pigerne, da de var små.

Laura Ingalls Wilder's rejser og bøger.

1) Pepin i Wisconsin. Her fødes Laura i 1867.
    Det lille hus i den stor skov

2) I 1869 drager familien mod syd til Missouri
3) I 1870 videre til Kansas. Det lille hus på prærien.
    For mange indianere tvinger dem tilbage til huset i
    Pepin, hvor de bliver til Laura er 6 år.
5) I 1874 går turen til Walnut Grove i Minnesota.
     Det lille hus ved floden.
6) I 1876-77 laves en afstikker tilbage mod øst, og der
    returneres til Walnut Grove huset i 1877-79.
9) Familien rejser nu til byen De Smet og bliver der.
    Huset ved søen, Den lange vinter,
    Byen på Prærien
og De gyldne år.
13) 1885: Laura bliver gift med Almanzo Wilder.
       De første fire år.
14) 1894: Laura og Almanzo flytter til Missouri.

  Udenfor huset møder vi en fanatisk Laura-fan fra området, der tilsyneladende dyrker TV-serien helt vildt. Vi snakker lidt om serien, der til hendes store overraskelse jo også har været meget populær i Danmark.

 Nu skal vi se at komme til Minneapolis, hvor vi har book'et hotel. Vi passerer til vores store overraskelse byen Stockholm - med 97 indbyggere! Her ER svenske flag. På trods af at klokken er over 7 om aftenen MÅ vi holde ind, og nyde synet af Mississippi, som er enorm. Man tænker mere sø end flod - så bred er den flere steder.

 Da vi nærmer os Minneapolis, forstår vi, hvorfor byen kaldes "The Twin Cities". Minneapolis ligger så tæt på byen St. Paul, at de to skylines næsten hænger sammen. Minneapolis er den største by, men St. Paul er hovedstaden i Minnesota, og vi kan da også se den karakteristiske Capitol-bygning i horisonten. Vi har travlt, så vi styrer direkte mod centrum af Minneapolis og vores hotel. Det meste af byens centrun er ved at blive asfalteret om, og vejene er ud over det et kaos af ensretninger. Alle gaderne lige omkring hotellet er gravet op, så det er tæt på umuligt at komme hen til det. Midt i panikken lykkedes det at komme til at køre IMOD ensretningen én gang ... ikke godt!

 Til sidst kom vi ned i hotellets parkeringskælder efter at Hanne var gået de sidste 100 meter hen til receptionen. Kælderen var så stor, at det lykkedes os at fare vild, inden vi fandt tilbage til receptionen og fik vores værelse, som til gengæld var meget lækkert. Da jeg kom op på værelset. troede jeg, at der var jordskælv - gulvet sejlede under mig. Det var ren træthed!

 På trods af dette gik vi hen til en nærliggende fiskerestaurant, hvor Hanne blev ved med at tale om elgdyrsbøffer - jeg forstod aldrig hvorfor, men vi endte med at bestille svine-store bøffer, som var perfekte.

 Heller ikke denne aften var det noget problem at falde i søvn!!

Retur til toppen.