Torsdag d. 9. juli 2009.                          RETUR

 På vejen til "The John Hancock Center" passerer vi igen Chigaco's næsthøjeste bygning "The Trump International Hotel", som er endnu en af Chicagos imponerende bygninger. De små bropiller ved foden af bygningen, som indeholder reliefferne fra Fort Dearborn, ligner nærmest små peberkværne. Allerede klokken 9.05 står vi foran "The John" igen, og kort efter suser vi op til 94. etage.

 Det var ABSOLUT en god disposition at vente med "dagslysturen" til i dag, for vejret er meget bedre end i går eftermiddags.

 Vi skyder løs med kameraerne en halv times tid, og så er det på tide at komme i gang med vores køretur mod vest som alle rigtige immigranter.

 Efter et sidste frit fald i elevatoren går vi til Hertz biludlejning, hvor en fin Ford Focus venter på at tage os på tværs af USA. Der er som sædvanligt skræmmende kort tid fra, at man står og skal leje bil, til man pludselig befinder sig i trafikken i én af verdens største byer. Vi har set, at man kan parkere foran hotellet, og det er da heller ikke noget problem, hvis vi bare efterlader nøglerne hos én af portiererne, som står og vinker os på plads. Det er derfor en smal sag at få hentet de allerede pakkede kufferter, checke ud, pakke bilen og sætte kurs mod rejsens første mål, som er i Wisconsin.

 Vi forlader staten Illinois og rammer ved to-tiden "Old World Wisconsin", som er statens svar på det danske Frilandsmuseum. Her er samlet mere end 65 bygninger fra hele Wisconsin, og det hele gøres levende af, at alle husene er beboet af skuespillere, som dygtigt fortæller om de enkelte huses familier og deres historie i anden halvdel af 1800-tallet. Vi kan sagtens gå rundt i det dejlige vejr, men nogle af afstandene er store, så her tager vi de små åbne busser, som konstant cirkulerer på det store område.

 Vores første "hus" er den lille "St. Peters Church" fra 1839, som oprindeligt var Milwaukee's første kirke. Den er altså flyttet mindre end 100 km. for at komme til dette sted. Her tager en fin udklædt ældre dame imod os, og snart får vi et nummer på det gamle fod-pumpede orgel. Amazing Grace ... Det er stort! Igen et fremragende eksempel på amerikanernes evne til at gøre en ellers "kedelig" oplevelse til noget enestående. (Vi har i hvert fald aldrig kunne lokke piger med på Frilandmuseet!)


 Skråt over for kirken ligger "Thomas General Store". Købmanden står foran sit fine hus i døren til sin forretning, som er proppet med varer fra Milwaukee og Chicage. Mange af tingene er industrielt fremstillede, dvs. masseproduceret værktøj, vaskebaljer osv.

 Vi fik en længere snak med "købmanden", som skam havde været i København.

 Hos smeden fik vi demonstration af, hvordan man gør et værktøj stift. Hemmeligheden er at det skal snoes - så bøjer det ikke, når man bruger det.

 Vi mødte den fattige norske kone, som havde svært ved at overleve, og lige ved siden af boede den rige norske familie, hvor fruen var i gang med at farve uld. Hendes mand havde penge på lommen, da han kom til USA, og han indså hurtigt, at der ville være mange penge i at sælge uld til hærens uniformer under borgerkrigen. Senere så vi "den fattige" norske kone med en stegepande i hånden ... havde hun hentet mad hos sin rige nabo?

 Det danske hus var lille og faldefærdigt, og her blev vi vist rundt af husets herre, der var meget stolt over, at Dronning Margrethe havde besøgt huset, da det blev indviet på dette sted.

 Den gamle bibel på hylden var en gave fra Hendes Majestæt. Huset var fyldt med manglebrædder og andet velkendt udstyr. Vi kunne dog ikke svare på indehaverens spørgsmål om funktionen af et specielt klædningsstykke, som var i huset.

 Ved 5-tiden købte vi en sandwich som frokost på stedets cafeteria, der var ved at lukke ned for dagen. Maden blev spist på parkeringspladsen, hvor vi mødte det første hold danskere - to ægtepar, der var startet helt i New York og skulle til Yellowstone ligesom os. De kunne varmt anbefale at opleve "5. of July" i New York. Det havde været helt utroligt flot - med et hav af mennesker og fyrværkeri.

 Så gik turen direkte til Wisconsins hovedstad, Madison. Det var kun 6 måneder siden, at jeg havde været i Madsion sidst på forretningsbesøg, men her var det så koldt, at vi ikke gik mere end 25 meter væk fra forstadshotellet, så jeg nåede aldrig ind til centrum. Det blev der nu rådet bod på, da vi missede vores hotel-afkørsel og kørte for langt, så vi pludselig var helt inde i centrum. Det var ikke noget problem, da byen er ret overskuelig, så vi fandt tilbage til hotellet, og konstaterede samtidigt, at der var for langt at gå ind til centrum.

 Vi fandt en asiatisk restaurant, hvor vi bestilte "take-away", dvs. vi bar det selv ud til bordene på gaden. Bortset fra skuffelsen over, at vi ikke kunne få andet end sodavand, var det fremragende. Og med vanlig amerikansk standard var der mere end dobbelt så meget, som vi kunne spise. Igen er amerikanerne på forkant her, for man henter bare en "box" ved sodavandsautomaten, så man kan tage sin mad med hjem. Det er et fremragende koncept - specielt når Hanne har bestilt hoteller, hvor der er køleskab på værelset.

 Vi fik vist aldrig sagt godnat ... vi besvimede på hver vores seng!