Hanne og Bo har valgt vores hotel ... eller rettere "deres"
hotel, da de er stamgæster på "Hotel La Place", som ligger meget tæt på
Baker Street Station. Hvis man på nogen måde var i tvivl om
"hvad-var-det-nu-med-Baker-Street", så burde man meget hurtigt komme i
tanke om det, da samtlige klinker på stationens vægge er prydet med en
unik silhuet. Elementært ... men hvem er-det-nu han er? Vi lader
mysteriet ligge lidt. I stedet går vi op på gaden og træder nærmest lige
ud i Madame Tussauds berømte voksmuseum, hvor der allerede er en pæn
lang kø for at komme ind, selv om det er torsdag formiddag.
Kort efter er vi henne ved hotellet, hvor det stadig er for tidligt til at
få vores værelser, så vi smider bare kufferterne (ja - det ER indkøb på
billedet - ikke kufferter!). Hanne og Bo plejer nemlig at spise English
Breakfast på et lille sted i nærheden. Hanne og jeg begynder allerede på
dette tidlige tidspunkt at bemærke "plejer", som bliver turens helt
store grine-ord. "Vi plejer" bliver til sidst noget man ikke tør sige
... man smiler bare, så ved alle, at dette "plejer" vi at gøre.
Første "plejer" var helt igennem fremragende. Vi var dog ikke til de
helt store kager, som blev udstillet i vinduet, men nød i stedet en helt
original FULL ENGLISH BREAKFAST, selv om klokken var ved at være halv
tolv. Heldigvis kan man så bare kalde det BRUNCH ... eller måske "second
breakfast" som hos hobbitterne.
Med fyldte maver var nogen af os nu HELT klar til at shoppe.
London's første tilbud til os kom fra en skobutik.
Lad os bare indrømme, at vi ikke blev lokket af den store præmie. Til
gengæld var stormagasinerne fulde af tøjtilbud, som tiltrak pigerne og
Bo. Efter ½ time blev pigerne dog alligevel trætte af vores selskab, så
da Bo ikke kunne finde den nederdel, han ledte efter i sin egen
størrelse, gik han og jeg en tur ud i byen for os selv, så pigerne kunne
få fred til at koncentrere sig om opgaven.
I et nærliggende discount-magasin a la Daells, faldt vi over nogle
"must-have" solbriller, som vi købte med den undskyldning, at det var
til vores døtre. Bevæbnet med disse fandt vi tilbage til pigerne og sneg
os diskret ind på dem - på trods af at vores solbriller nu var skrigende
røde. Stort!
Tungt belæssede allerede på denne første runde shopping, blev der slæbt
til kasserne, og kort efter befandt vi os igen på gaden, hvor Hanne LH
nu overvejede en større shoppe-taske. Det ville næppe blive et problem
at fylde den - men hvem skulle bære den? Bo meldte pas.
Det er unægteligt en farverig oplevelse at shoppe på Oxford Street. Busserne ligner sig selv, men de er ikke længere helt røde, det bugner med frugt-boder, stande med tørklæder (som man under ingen omstændigheder bare kan gå forbi, og selvfølgelig et stort udbud af slips. Det bør her nævnes at Bo IKKE købte nogen slips!
 |
 |
 |
|
Vi drager videre gennem det centrale London og drejer fra
Oxfort Street ned ad Regent Street, som karakteristisk svinger op mod
Picadelly Circus. Her falder vi over en porcelænsbutik, hvor et par
skåle fra "julestellet" er HELT oplagte til sild, så de bliver hurtigt
tilføjet til samlingen.
Hvis man er lynhurtig, kan man lige nå at få et skud af Piccadelly Circus
uden biler, når lysene skifter.
Næste "plejer" er et specielt varehus, som dog udsættes
kortvarigt, da vi passerer noget som ligner et marked på Piccadelly ved
en kirke, hvor der udbydes alt i gamle postkort, pubskilte, dukker,
mønter og forskellig slags hjemmelavet mad og håndværk. Vi lader os ikke friste af
disse ting til pøbelen, men indtager i stedet butikken, som bedre passer
til adelige kunder: "Fortnum & Mason".
Her er INTET overladt til tilfældighederne. Fakkelholderne ved ingangen er
et godt eksempel: Ektravagant overdådighed. Mens slipseklædte
forretningsfolk styrter forbi forretningen, kaster vi os 100 år tilbage
i tiden og går ind for at shoppe varer fra de oversøiske kolonier.
Stabelvis af tørrede frugter, chokolader i glasskabe, marmelader i de
rigtige glas og selvfølgelig kager møder én på de tre etager i dette
varehus, som reelt nok mere er en turistattraktion i dag end en butik,
som den lokale Londonner'e benytter sig af til hverdag. Det gør det
absolut ikke mindre underholdende at gå rundt og studere varerne, som
til tider koster horribelt meget. Hanne bruger lang tid på at undersøge
indholdet i dåserne og vælge den helt rigtige kage til Mormor.
Fra Fortnum & Mason skrår vi over gaden og kigger ind i gården
til "The Royal Academy of Arts", hvor to unger på løbehjul morer sig med
at køre mellem de små springvand - kun let presset af deres far, som
sidder klar med sit kamera. Fædre med kameraer!!!
Vi ser ikke noget kunst, men nøjes med
at forevige hinanden foran de kollosale smedejernslåger mod gaden.
Vi begynder nu at vende snuden hjemover (mod nord), så selv om
butikkerne er ved at være lukkede - klokken er 18.30 - så går vi
aligevel gennem Burlington Arcade, som er en samling af eksklusive
butikker med tøj og sko. Her kan man ikke lave et "røverkøb". Det er en
ganske god opvarmning til det, der venter i Bond Street på den anden
side.
Her ligger ALLE de store butikker som Bulgari, Tiffany's, Dior osv. Her må
nærmest være tale om "omvendt" røverkøb. Hvis man køber noget i disse
butikker, så er man blevet bestjålet. Der er dog ingen grund til
bekymring. Pigerne er blevet trætte af at shoppe, så vi nøjes alle med
at smile af de vanvittige priser. Højdepunktet på gaden er en butik med
morsomme tegninger, som nok også ligger i den dyre ende. Her overvejede
vi faktisk at investere. En vinhandler havde også sået tomme flasker med
dyr vin i en plantekasse... i håb om, at der ville gro nye og fyldte op.
Kort efter oplevede vi noget helt fantastisk ... et historisk
de ja vu. Pludselig tonede Jalta-konferencen frem for vores øjne ... og
der var IKKE tale om billedmanipulation. Efterfølgende har vi undersøgt
de gamle billeder, og ét af dem må være forfalsket, for de sidder på en
anden måde i forhold til hinanden.
Jeg tror at billedet til venstre er det originale. Ham helt til højre med
kasketten ser så rar ud, og ham i midten til venstre smiler så lusket!
Vi vender nu tungt belæssede tilbage til hotellet, hvor vi lige
checker om restaurant "The Real Greek" har et bord til os, for her
"plejer" vi at spise. Det havde de IKKE - til alles store overraskelse.
Det havde den indiske lige ved siden af heldigvis, og takket være et spejl
i baren bliver vi alle foreviget sammen, inden vi indtager rigtig god
(og krydret) mad. Mætte slæber vi os tilbage til den suite, som
stamkunderne Hanne&Bo blev opgraderet til, da de checkede ind.
Her kan vi afslutte en god dag i sofaen på afsatsen og nyde en kold øl,
inden vi tørner ind - vi skal jo være klar til en ny dags udfordringer.