Onsdag d. 30. juli 2008: New York Skyline ... og en masse andet.

 Vi sov alle længe - det trængte vi vist til. Morgenmaden blev indkøbt helt frisk i det nærliggende og suveræne Fairway på Broadway, hvor frugt og grønt er stablet op som farverige mure, der syner langt ned ad gaden. Pigerne mente igen, at is foran fjernsynet var en menneskeret, når man er i USA ... til morgenmad altså!

 Efter at have pakket om og ryddet noget op, forlod vi lejligheden i retning mod sydpunktet af Manhattan, hvor færgerne til Ellis Island udgår fra. Vi købte Metrokort til alle hos en dame i en box, som gik i sort - hvilket hun ellers var i forvejen - da vi bad hende om at regne ud, hvad der ville være billigst for os de næste tre dage: Ugekort eller løse billetter? Vi endte med at købe et 24-turs-kort, som vi alle kunne køre på.

 Der var smeltende varmt nede på perronen,  men der kom et airconditioneret bumletog, så selv om vi skulle holde ved alle stationer - dvs. ca. hver anden gade, så var det til at leve med - selv om toget var proppet.

 Vi stiger ud på "South Ferry" stationen og køber uden problemer billetter til Ellis Island / Statue of Liberty inkl. leje af audioguides, dvs. små mp3-afspillere, som kan fortælle os om det vi ser. Så kom køen!!!! Vi har ALDRIG set så lang en kø af mennesker, der skulle med båden. ½ kilometer er ikke overdrevet, og den fortsætter langt bag kameraet på billedet nedenfor. En MEGET hurtig beslutning om at sejle i morgen blev taget, og vi begyndte at vandre mod Ground Zero, som er mindre end én km. herfra.


 Der er hele tiden noget at se på i New York. Gadehandlere, høje huse og selvfølgelig STORE biler, og så er der alligevel plads til træer.
 Fortovet til Ground Zero foran os er afspærret, og en stor mængde kraner fortæller, at her er ved at blive bygget igen. Vi går ind på det modsatte hjørne i Commercial Trade Center og tager den rullende trappe op til overgangen over vejen, som engang førte over til World Trade Center. Uden de to kolossale tårne, er New York Skyline ikke det samme ... her mangler noget meget højt i midten. (Til højre et billede af, hvordan det kommer til at se ud i 2012.)

 Nu fungerer overgangen som udsigtsplatform mod byggepladsen, hvor man endnu arbejder på at støbe et fundament. I det fjerne kan man på en stor plakat se, hvordan det nye Freedom Tower / World Trade Center kommer til at se ud. Det bliver 1776 fod høj (541 m) for at huske på året for USA's selvstændighed.

 På den anden side kommer vi ned lige ved hullet. Her er en mindeplade med navnene på alle ofrene for 11. september 2001 inkl. de mange fra Pentagon. De mange navne på de næsten 3000 ofre og deres familier får pludselig ansigt på, da et ældre ægtepar går frem under afspærringen og stiller en buket blomster med påskriften "Not Forgotten" op ad trådhegnet til byggepladsen. Kvinden kniber en tåre, og de forsvinder hurtigt i mængden. Vi gætter på at de har mistet en søn eller datter, og at det er fødselsdag i dag.

 Ganske tæt på Ground Zero dukker Wall Street op. Gaden har navn efter de træpalisader, som hollændere satte op i 1650'erne for at beskytte sig mod indianerne. Her er mange jakkesæt, men sandelig også mange politiuniformer, men sidstnævnte er her næppe for at beskytte os mod indianere. Den typiske "N.Y. Copp" står og læner sig op af et af de mange Wall Street vejskilte.

 Pga. terrorfaren kan vi ikke komme ind og se selve børsen - lidt surt. Det havde ellers været morsomt at se det store kaos, som man altid oplever på TV. Vi nøjes med at betragte de mange mennesker og statuen af George Washington, som netop på dette sted blev indsat som USAs første præsident i 1789.

 Vi fortsætter mod den sydøstlige del af Manhattan, hvor den restaurerede havn skulle være en turistattraktion. Den er da også ganske fin, og her ligger en del gamle skibe, som er flotte med den 500 meter lange Brooklyn Bridge i baggrunden.


 Vi får under den fjerne bropille øje på en del af de kunstige vandfald, som vi kan huske at have set indvielsen af i TV-nyhederne i Danmark, da der er skabt af dansk-islanske Olafur Eliasson. Der står i alt 4 rundt omkring, og de hælder over 150.000 liter vand ud i minuttet.
 
 Vi bevæger os nordpå for at komme op og gå på Brooklyn Bridge. Et par N.Y. Cops studerer interesseret et kort over New York. Er de faret vild? De er i hvert fald svært bevæbnede.
 Det kræver en længere tur ind i landet at komme på på broen, så på vejen indtager vi frokost på en lille havnecafé, mens baseball-kampen drøner på TV'et. Et kort magen til det, som politibetjentene studerede, hænger på væggen, og vi kan her se, hvordan Manhattan er klemt inden mellem Jersey mod vest og Brooklyn, Bronx og Queens mod øst. Midt mellem "downtown" (hvor Twin Towers stadig er på kortet) og Central Park i øverste højre hjørne af billedet, kan man se Empire State Building, som nu er New Yorks højeste bygning.

 Nu er vi klar til at forcere broen fra 1883, som har et fint træfortov hævet 5 meter over de to kørebaner, så man kan gå i "fred" for bilerne og nyde udsigten over mod Brooklyn - og ikke mindst - tilbage mod New York Skyline og hele Manhattan. Vi fotograferer vildt. Til højre kan man svagt skimte Empire State Building i disen.




 På den anden side af broen går der lidt "Turen går til" læsning i det, inden vi beslutter at gå til kajen på Brooklyn-siden, hvor skyline-udsigten er optimal om morgenen. Det er halvdiset og sen eftermiddag, så det er ikke perfekte fotoforhold, men vi sætter os alligevel og nyder udsigten. Her kan man ane Frihedsgudinden gennem disen helt ude til venstre og Brooklyn Bridge til højre.


 
Herefter er det kun en ganske kort vandring til metroen, som takket være et express-tog bringer og hjem på ingen tid.
 Pigerne falder over en Urban Outfitters-butik på hjørnet af 72rd. og Broadway, og da dette ser ud til at "trække lidt ud" kaster jeg mig tilbage på sofaen i lejligheden og studerer "Turen går til". Det bliver dog mest studering af øjenlåg.

 1½ time senere bliver døren til lejligheden slået ind af fyldte shoppeposer. Det viste sig at butikken måtte lukke, da Signe havde købt næsten ALT i den.

 Efter at have strukket benene, blev vi enige om, at vi ikke var sultne nok til at spise aftensmad endnu. I stedet traskede vi hele vejen ned ad Broadway til neon-mekkaet ved Times Square. Her bliver brændt RIGTIGT mange watt af på lysreklamer - man kan i hvert fald fotografere helt normalt om natten uden brug af blitz. Her er samlet et utal af biografer og teatre, så det er ikke underligt, at her er så mange mennesker.


 Vi faldt ind i Virgin Megastore, som skulle være verdens største musikbutik. Her var vildt meget liv, og butikken har åbent til 01.00 på alle dage - dog 02.00 fredag og lørdag aften! Det gav os alle god tid til at finde lidt væsentlige CD'er, og begge piger skulle have musik med hjem til kæresten.
 Udenfor tog Batman sin del i at sikre folk på gaden - dog skulle han have penge for at blive fotograferet. Vi hoppede igen på metroen og var hjemme på få minutter med endnu et expresstog. Vi tog lige flutet frem med ost, skinke og frugt, da vi trods alt var lidt sultne nu efter dagens mange indtryk, og så var det sengetid.

Retur til USA side