Mandag d. 28. juli 2008: En drivende våd dag i solskinsvejr.

 Morgen mad i receptionen - igen er vi heldige - ét af de to borde er ledige. Herefter kører vi til State Parken, som reklamerer med at være den ældste i USA, og denne gang parkerer vi på den autoriserede parkeringsplads helt tæt på Information Center. Her er køen KÆMPE lang for at købe tur-pas til alle tingene i parken, der koster noget - selve gåturen langs kanten er jo gratis. Ingen fortæller os, at man kan købe disse tur-pas overalt i parken ved samtlige boder - her kikser den suveræne parkbetjening for første gang i historien. Vi spørger dog heldigvis selv ved biografindgangen, så den 100 meter lange kø er klaret på 30 sekunder ved et af parkens busstoppesteder udenfor.
 Vi beslutter os for sejlturen først. Vi går hen til det store udsigtstårn, hvor vi tager elevatoren ned til vandniveauet. Her får vi udleveret blå regnslag i meget tynd plast og kommer direkte ombord på én af de 8 "Maid of the Mist" både. Kaptajnen kaster los i samme øjeblik, vi er ombord, og et øjeblik efter sejler vi tæt forbi American Falls. Godt at vi har regnslagene på, for luften er fuld af støvregn.

 Turen fortsætter hen til Horseshoe Falls. Her sejler båden helt op mod faldet, og for fuld kraft holder den positionen lige foran faldet mod den stærke strøm. Det er vildt fascinerende at stå her nedenfor en 792 meter bred mur af vand, der styrter sig ned fra en højde på over 50 meter. Luften er tyk af vand, og selv om regnslaget er helt tæt bundet om ansigtet, kan man mærke hvordan vandet alligevel kommer ind under plasten.

 Nu svinger kaptajnen rundt i et venstresving, så vi kommer næsten helt hen til det styrtende vand. Et kæmpe sjask står ind over skibet, og det er svært at se noget. For VILDT! Folk jubler og alle griner - måske lidt skræmte over voldsomheden af oplevelsen. Vi er hurtigt i tørvejr igen i det ellers dejlige vejr, og kort efter er vi på land igen ... langtfra tørskoede.

 En venlig parkbetjent havde opfordret os til at beholde regnslaget på, når vi fra båden gik videre hen til en trappe, der fører op på venstre side af faldet. Det havde nok været et bedre råd, at sige at vi skulle tage "Cave of the Winds" turen først, for her får man udleveret badesandaler.

 Nu bliver vores sko i hvert fald gennemblødte af at besigtige vandmasserne så tæt på. Hvert vindpust smider et badekar af vand mod én - man er virkelig tæt på her. Der er regnbuer over alt i det flotte solskinsvejr. TOTALT VÅDE - man bliver ret klam inde i regnslaget - tager vi elevatoren op igen. Vi har været heldige. Køen for at komme ned er kæmpe-lang, da vi kommer op.

 Vi går nu langs bredden og ser American Falls oppefra med det canadiske gedemarked i baggrunden. Her er der også tykt af turister, som skal foreviges med de smukke fald i baggrunden, og vi vil da ikke gå glip af denne chance.

 Vi følger broen over til de øer, som adskiller American Falls og Horseshoe Falls. Her får vi udleveret gule regnslag og plasticsandaler. Igen fører en elevator os hurtigt ned i bunden af gorgen helt uden at vi behøver at stå i kø og vente.

 Nedenfor American Falls er der bygget en lang rundgang af røde brædder, som fører én hen til faldet og tilbage igen. Når man kigger op, er det svært at se, hvad der er hvide skyer på himlen, og hvad der er brusende vand, der fosser ud over kanten. Helt tæt på det smalle "Bridal Falls / Brudesløret" rammer vandet en stor klippe, således at det sprøjtes hen over det dæk, som man går på. Det må svare til at blive ramt af vandet fra en brandslange - her er godt nok tryk på!


 Vi forsøger at fotografere hinanden i vandtågerne med det nye Aldi undervandskamera, som virkelig kommer til sin ret her. Vi er alle gennemblødte efter denne oplevelse - regnslag eller ej. Alle sandaler  bliver doneret til afrikanske børn i containere til samme formål ved udgangen.

 Vi er små-sultne, men vil godt nå at se Horseshoe Falls fra denne side og se IMAX-film på stort lærred klokken 15. Marie har meget ondt i hovedet, så hun bliver sat på en bænk, mens vi andre går ned og ser på dette perfekt formede naturvidunder - ikke underligt at det optræder som en hestesko i så mange gamle amerikanske tegnefilm.

 Nu tager vi parkbussen tilbage til Visitor Information Center, og efter at have købt fire store og lækre wienerbrøds æblekager, kaster vi os ind i biografen 2 minutter før start. Heldigt! Ellers skulle vi have ventet en hel time.

 Filmen er fantastisk flot og fortæller som spillefilm om faldenes historie hos indianerne, der ifølge savnet havde en ung prinsesse, som for at undgå ægteskab med en gammel høvding frivilligt tog turen i en kano over faldet. Hun vogter nu faldet fra tågerne under faldet og har navnet "Maid of the Mist". Vi ser opdagelsen af faldene af europæerne, der foregik en tilfrosset vinterdag i 1604 og oplever hvordan englænderne og franskmændene bekrigede hinanden i området i 1800-tallet. Vi fik også starten af turismen med, hvordan den første floddamper dukkede op, og selvfølgelig fik vi historien om den 63-årige lærerinde Annie Taylor, der tog turen ud over faldet i en tønde i håb om at blive rig. Hun overlevede med døde alligevel fattig. 16 andre har forsøgt sig, og 9 af dem er overlevet - én har endda taget turen TO gange!

 Vi siger pænt farvel til Niagara Falls og tager kort tilbage til hotellet for at skifte sko, inden vi drager af mod Niagara Factory Outlet Stores, som viser sig at ligge lige ved siden af vores motel. Her shopper pigerne et par timer, og jeg får skrevet dagbog for de sidste to dage, mens jeg drikker kaffe og nyder at sidde ned.
 Marie får en drøm om wok-mad til aftensmad opfyldt i "The Food Court", som bød på et stort udvalg af fast-food. Et kvarter i lukketid køber vi to ens kufferter, så vi har en chance for at komme hjem til Danmark med hele rovet fra turen.

 Det var fin fin dag ... men lidt surt at vi missede verdens smukkeste solnedgang ved faldene, fordi vi skulle shoppe. Det har godt nok været to meget våde dage ved Niagara Falls på trods af godt vejr det meste af tiden.

Retur til USA side