Torsdag d. 24. juli 2008: Rigtige Indianere eller Real Americans?

 Vi indtog vores morgenmad i selskab med udelukkende ufatteligt fede kvinder. Det er rystende! En enkelt af dem var i rullestol, så hun selv kunne rulle op og hente mængder af muffins, som hun hun så skovlede ind. Det er i hvert fald ikke i dag, at hun taber sig. Selvfølgelig kører mindst et TV i lokalet, så alle kan se det, og speakeren holder et længere foredrag om, at det nu er USA's mål IGEN at blive verdens moralske leder. Vi er ved at få vores mere beskedne morgenmad galt i halsen. Der er lidt for mange amerikanere, som intet fatter om god moral, sund levevis og hensyntagen til jorden ressourcer.

 Nok om de nye amerikanere! Vi pakker vores grej og tager hen til de oprindelige amerikanere , "the native americans", i deres Indian Village. Ved en fejltagelse går vi ind i det store udendørs teater, hvor de lokale indianere hver aften opfører historien om Cherokee-folkets skæbne - "The Trail of Tears", der beskriver hvordan store dele af Cherokee-stammen blev tvangsflyttet omkring 1830 for at give plads til hvide farmere.

 Vi kommer ind i Indian Village og bliver anbragt i en udendørs forhal, hvor der startes en video om Cherokee-folket på en storskærm. Den er meget flot lavet med pragtfulde billeder, men efter 15 minutter begynder man at ane, at "native americans" også er "real americans", for den ender med at blive én endeløs reklame for byen Cherokee og dens mange muligheder for turister. Da vi jo skal køre videre i dag, opgiver vi at se resten og begynder selv vores rundtur i landsbyen. Det viser sig at være lavet som en rundgang, og vi starter i perleværkstedet. Her tager 3-4 kvinder imod os og spørger, om vi er en del af en guidet tur. Inden vi når at svare, kommer resten af holdet til - reklamefilmen må være slut.

  En ældre kvinde var ravlt optaget af at lavet perlekæder. Disse perler fik indianerne oprindeligt fra de hvide kolonialister. Nu starter Maria, som er en ung indiansk kvinde, en fin guidet tur for alle. Cherokee-folket var landbrugere og levede i huse og landsbyer. Ikke noget med teepee's, wigwams og fjer på hovedet! Vi så pottemageri, og en ældre indianer sad og lavede pile til sit pusterør, og demonstrerede overbevisende, hvordan man lige sætter en pil i pletten af en skydeskive på mange meters afstand - i mangel af egern eller fugle at skyde efter! Og de brugte IKKE giftige pile!

 

 På rundturen kom vi forbi både fiske- og bjørnefælder, og vi så hvordan man udhulede træstammer til kanoer vha. ild. Maria fortalte, at der var kæmpe forskel på Cherokee-livsstilen før og efter mødet med den hvide mand, hvor metalværktøjet kommer til. Indianerne handlede meget med de første hvide og betragtede dem ikke som fjender, men tilpassede sig hurtigt den hvides livsstil. Desværre viste det sig jo, at der ikke blev plads til indianerne!!!


 En meget tyk "american", som også var "native", overtog nu foredraget i sin firkantede danseplads indrammet af en jordvold, hytter og siddepladser til os. Han forklarede os om de rituelle danse, hvortil trommeslag var en fast ingrediens, og dansene kunne vare i en uge. Man måtte ikke forlade dansen med mindre høvdingen stoppede, og man blev straffet, hvis man sprang ind midt i det hele. Der skulle være orden på sagerne.

Vi fik en demonstration af, hvordan HÅRDE og bløde slag blev anvendt. Helt typisk for Cherokee var DUM-dum-DUM-dum-DUM-dum, som var en monoton skiften mellem hårde og bløde slag. Vi hørte også DUM-dum-dum-dum-DUM-dum-dum-dum, som hed "John Wayne rytmen" ... og aldrig havde haft noget med indfødte trommerytmer at gøre. Den tykke herre forklarede om de syv klaner hos Cherokee indianerne, og om deres sprog, som nu igen er en del af den obligatoriske undervisning i reservatet. Tryk her for at høre nogle eksempler på sproget. Cherokee er et ef de få indianske sprog, som kan skrives ned, da indianeren Sequoyah fra 1809 brugte 12 år på at lave et alfabet med 85 tegn, som beskrev alle lydene i sproget. I dag kan man dog også bruge almindelig bogstaver, så Cherokee-sproget kan bruges i computere og på internettet.
 Efter at have forladt "danse-firkanten", gik vi ind i et stort lavloftet, rundt hus, som var rådets hus. Her kommer en dame og forklarer os om de politiske beslutninger og om kvindernes betydning for klanerne, hvor en mand altid gifter sig ind i en anden klan og flytter over til kvinden. Det var en gammel kvinde i byens råd, som havde det sidste ord i f.eks. beslutninger om krig.
 Efter turen griner vi ved tanken om at guide folk rundt her. Vi kunne bilde dem hvad-som-helst ind! Signe konstaterede, at det ville være noget helt andet end at arbejde i Matas. Således opløftede og i godt humør satte vi kursen mod selve "Great Smokey Mountains" Nationalparken, som vi skulle køre igennem, for at komme videre nordpå. Inden vi starter rigtigt, skal vi dog lige ind i en bjælkehytte-kaffeshop og have en kop mocca til turen. Her får vi en længere sludder med de to ekspedienter, hvor den kvindelige part har en søster, der hedder Hannah, og er svært overrasket over, at det skam også er et navn der bruges i Danmark. Den mandlige part går meget op i sin kaffebrygning, og har lige set at en dansker er blevet verdensmester i kaffesmagning. Det tager sin tid at få kaffen, men det er mægtig hyggeligt - og pigerne nyder at sidde og sole udenfor foran bilen.


 Vi skal også lige have en park-folder til og have det obligatoriske fotografi af parkens navneskilt, hvor vi kører ind fra North Carolina siden. Alt i alt er det næsten middag, før vi passerer indgangen til parken - som viser sig at være temmelig kedelig. Ikke at der ikke er flot, men vejen er meget ensformig med masser af grønt og nogle udsigter over grønne bakker så langt øjet rækker - inden disen tager over - her i "Smokey Mountains". Vi gør et enkelt holdt eller to - bla. er der sort af mennesker på toppen af Appalache-bjergkæden, men her er intet andet end et stort betonmonument. Til gengæld følger en vandresti "The Appalachian Trail" toppen af bjergryggen mere en 3500 km! Pigerne mener dog ikke, at det er en del af planen at skulle vandre, så vi kører videre. 3500 km. er faktisk også en lang vandretur!!!!

 Pigerne sover tungt, og de vågner først, da vi er ude af parken på Tennessee-siden og inde i byen Pigeon Forge i et TOTALT GEDEMARKED. Vi forventede at kunne suse igennem og komme ud til motorvejen, men hele byen er ét stort tivoli, og her er sort af mennesker og biler. Christ, hvor er her stygt. Her er et væltet hus som attraktion (det er et museum), her er en Jurassic Park og gyselige "fairytale" huse i lyserød.
 

 Det viser sig, at vi er lige ved siden af Dollywood, som er Dolly Partons egen forlystelsespark med tilhørende badeland. Rædsel! Men alligevel morsomt ... og så typisk amerikansk. GODT at vi valgte Cherokee-byen på den anden side af parken, som vi eller syntes var meget turistet.

 Det tager lang tid at snegle sig gennem de mange lyskryds, så da det endelig lykkes, tager vi et kæmpehop på 2 timers kørsel, men vi skiftes til at nævne lande, der starter med "A" og skuespillere, der starter med "B" osv. Det er meget hyggeligt, men kræver en del guf, for at holde blodsukkeret oppe.

 Pludselig kræver Signe, at hun skal købe noget fodcreme, og som et fatamorgana dukker en Wal-Mart op 30 sekunder efter, så der dømmes en halv times køre- & toiletpause, hvor der købes T-shirts mm. Efter kaffe og benzin flyver vi videre mod Staunton City, som ligger ca. 160 miles væk. På vejen skulle vi egentlig have set en stor naturbro, men da Hanne læser i "Turen går til", at der er et kæmpe gedemarked omkring stedet, beslutter vi, at vi har fået gøgl nok i dag. Vi vil også helst frem, inden det er helt mørkt.

 Vi finder vores hotel i Staunton, der er en sjov by med gamle huse a la Oxford og Cambridge. Mange af husene har små tårne og spir på tagene. Receptionisten har travl med at se en film på TV, så vi bliver checket ind på rekordtid. Marie er knækket over, at det er for sent til at gå i pølen, for solen er ved at gå ned nu, og vi andre er sultne.

 Vi følger receptionistens anvisninger, og lidt nede ad gaden ender vi i torsdagskoncerten på den centrale parkeringsplads, hvor en country-band spiller fra ladet af en stor lastbil.

 Her ligger også et værtshus, som serverer god mad - Barbecue-ribben - mums. På vej hjem skal pigerne lige deltage i en kunstudstilling med store barstole.
 Hanne, Signe og Marie ser Nanny-9-1-1, der er et hade-program om uopdragne unger og deres hjernedøde forældre. Herefter besvimer vi alle. Det har været en lang dag.

Retur til USA side