I januar 1898 blev USS Maine sendt til Havanna på Cuba for at
beskytte amerikanske interesser på et tidspunkt, hvor der var opstand
og uro på øen. Om aftenen den 15. februar indtraf der en voldsom
eksplosion på USS Maine, da hovedparten af skibet krudtbeholdning
sprang i luften. Den forreste tredjedel af skibet blev sprængt bort
og resten sank hurtigt. Som følge af eksplosionen døde 224 mænd.
Kaptajnen og de fleste officerer overlevede dog, da de opholdt sig i
agterskibet. Eksplosionen blev således tilskrevet det spanske styre
på Cuba, og den blev en udløser for den spansk-amerikanske krig i
april 1898 under mottoet: "Remember the Maine! To hell with Spain!".
Mange efterfølgende undersøgelser har sået tvivl om grunden til
eksplosionen, så måske var dette endnu en krig, som blev startet på
et tvivlsomt grundlag.
 Vores hvide benzin-sluger - og pigerne på dækket på første sal. |
 Omeletter, amerikanske pandekager og råstegte kartofler. Så var alle mere end mætte! |
Morgenmaden
var herlige omeletter på Little Italy ved siden af hotellet, men så var
klokken også blevet 11, før vi kørte mod John Pennecamp State Coral Park,
hvor vi håbede på at kunne snorkle. Vi ankom præcis for sent til en
båd-afgang, og næste tur var 14.45, så vi skulle fordrive 2½ time på
stranden. Vi lejede svømmefødder og snorklede lidt fra stranden, men vandet
var temmelig pløret.
Her var ellers mange fisk og kanoner fra et spansk skib på havbunden. Det
var dog arrangeret til ære for turisterne, for skibet var sunket en del
længere ude i havet, men der blev da lejlighed til at afprøve det nye
digital-undervandskamera fra Aldi.
På stranden pilede en masse Chip & Chap'er rundt omkring os i håb
om at kunne hugge noget spiseligt fra os. Det buldrede hele tiden i det
fjerne, men det virkede som om, at skyerne holdt sig på afstand.
20 minutter
før vores afgang, gik vi over til køen ved vores båd. Kaptajnen råbte ud
over forsamlingen, at det i dag KUN var for søstærke folk og gode svømmere,
da uvejret var på vej, bølgerne var ½ meter høje, og strømmen var kraftig.
Alle var velkomne til at fortryde nu. Vi stod lynhurtigt forrest i køen til
retur-penge, og fik uden problemer alt refunderet. Vi reserverede i stedet
en tur til i morgen klokken 9 - så vi skal allerede være her 8.15 ... det er
surt.
 Nogen slukkede for lyset. Vi har ALDRIG set så sorte skyer. |
 Der er IKKE matteret glas i bagruden - det regner vildt voldsomt. Her to turister på eget bagsæde! |
Nu besluttede vi, at vi tage hele turen ud til Key West. Hvis vi
skulle snorkle i morgen, kunne vi ikke også nå helt ud til Key West, så det
måtte blive i dag. Vi var
kun lige nået ud af parken, da uvejret var over os, og regnen piskede ned.
Flotte lyn gik direkte i vandet - GODT AT VI IKKE SAD PÅ BÅDEN NU! På vej
tilbage mod hotellet holdt vi ind et par gange og fotograferede Henry Flagglers gamle broer ved siden af de nye
dele. Dette er "The Overseas Highway" med nummeret US-1. Den
oprindelige bro blev bygget fra 1905 til 1912 af tog-kongen Flaggler, og
over 700 mænd blev dræbt under arbejdet! Dele af denne bro styrtede sammen
under en orkan i 1935, så den er delvist erstattet af nye broer. Her er i
alt 43 broer, og den længste er "The Seven Mile Bridge" på 11 km. Et totalt
vanvittigt projekt.
Vi købte morgenmad i en butik
ved siden af hotellet, så vi hurtigt kan komme af sted til snorkling i
morgen tidlig. Efter at have smidt vores våde badetøj, fortsatte vi mod Key
West. Det var egentlig en ret kedelig tur over de mange broer og øer, som
tog næsten to timer.
Key West er relativ stor. Vi søgte hurtigt ind i det gamle kvarter og parkerede. Her er enorm hyggeligt med gamle træhuse med verandaer, masser af grønt, og mange træer med røde og violette blomster. Flot og absolut hele turen værd. Det kræver en hel del billeder:
 Skønne, farverige træhuse. "DIXIE" ...vi er vel i sydstaterne! |
 Træ-udskæringer og palmer. Skønne detaljer over alt. |
 Fantastiske træer og buske med nærmest selvlysende blomster. |
 Veranda med gyngestol. Så kan det ikke blive mere idyllisk. |
 Det må vist være til ære for kameraet! |
 Man skal næsten have en machete for at komme frem på fortovene. |
 Thjaee! Palmerne har nok været her før stakittet! |
 Stor fædrelands- og lokal-patriotisme: Både "Conch-flaget" og "Stars & Stripes" |
| Vi nåede lige at blive guidet af en lokal, så vi kunne se Key
West' kirkegård. Vi var der 18.50, og havde kun 10 minutter til porten blev
lukket. Vi havde hørt, at der skulle være en del morsomme gravsten, men vi
fandt ingen på den korte tid. Billedet til højre har jeg fundet på nettet.
Det er ifølge historien sat over en stor hypokonder - som endelig fik
ret. Nogle af gravene var rene ruiner - faktisk har vi aldrig set en så rodet kirkegård. Det kan være resultatet af orkanernes hærgen. Her var også et mindemærke for de mange søfolk, som blev dræbt på USS Maine ved Cuba - kun 150 km. syd for Key West. |
 |
 |
 |
Udenfor kirkegården så vi restauranten "Mangia Mangia", som vi
overvejede at vende tilbage til og spise pasta. efter at have vekslet flere
mønter og fodret parkometeret igen, gik vi en tur til Mallory Square og
havnen, som er det egentlige samlingspunkt på Key West, hvorfra man "bare
skal" se solnedgangen.
På vejen kom vi forbi endnu flere af de typiske huse, og vi så en del af
de store "banyan"-træer, som vi også havde set i Afrika.
| Her sluttede US-1. Bemærk teksten "Mile 0" på det grønne skilt. Hele vejen ud til Key West er der markeringer med "Mile x", som angiver afstanden til præcis dette punkt. Faktisk er mange adresser på de mindste øer simpelthen afstanden og øens navn, f.eks. er "MM 102.5 Key Largo" John Pennecamp Coral Reef State Park. |
 |
Mallory Square var absolut meget livligt ... grænsende til
gedemarked, så vi foretrak absolut de hyggelige veje i de maleriske
kvarterer i byen.
Der var ikke megen solnedgang denne aften, men vi satte os alligevel og
betragtede udsigten fra havnekajen. Lige ved siden af vejede de tre flag,
som alle hører til Key West: Fra venstre er det "The Conch Republic", som er
Key West' eget flag fra de få timer d. 23. april 1982, hvor nogle morsomme
mennesker erklærede Key West uafhængig fra USA. Til højre er det Florida's
flag.
Da det var ved at blive mørkt tog vi bilen tilbage til den udvalgte
restaurant, hvor alle fik lækker laks med pasta. Her var heldigvis så få
mennesker, at vi uden problemer fik betjeningen til at slukke for
ventilations-orkanen.
http://www.mangia-mangia.com/
Den kvindelige tjener spurgte uopfordret, om vi var danskere, da hun havde
en dansk bekendt og kunne genkende brokkerne. Så fik vi en hyggelig snak med
hende.
Efter maden måtte vi lige køre forbi Hemingways hus, så vi
kunne sige, at vi havde set det. Der var mange "Hemingway-referencer" i
byen, og var vi kommet en uge senere, så kunne vi have overværet den årlige
"Hemingway Look-alike" konkurrence. Et værtshus reklamerede også med, at
Hemingway havde brugt en DEL tid på stedet.
| Herefter kørte vi en smule vild i mørket, og
pludselig passerede vi et hjørne, hvor en masse mennesker stod og tog
billeder af hinanden ved en farverig buttet pæl. Efter lidt gætteri blev
vi enige om, at det var USA's sydligste punkt - hvilket var helt
rigtigt. På dette sted er der 90 miles til Cuba, og tæt på stedet står
et mindesmærke for de mange cubanere, som er druknet i forsøget på at
komme til USA. (Billedet her er igen fundet på nettet:) Det var en meget lang tur hjem til hotellet i mørket. Det blev ikke bedre af, at vi skulle holde stille i 20 minutter pga. vejarbejde. Pu-ha! Det bliver hårdt at komme tidligt op i morgen for at snorkle. |
 |