01-02. august 2007 : Mauritius - Udsigt til FED ferie.

Onsdag

 Vi kom flyvende helt frem til ventesalen i Jo-burg lufthavn efter igen at have været udsat for turens mest overdådige morgenmadsbuffet på Southern Sun Hotel.
 Turen til Mauritius var begivenhedsløs bortset fra pilotens salgstale både efter start og lige før landing om South African Airlines fortræffeligheder – meget underholdende. I lufthavne på Mauritius venter det hidtil skrappeste indrejsecheck, vi endnu har set. Man får mistanke om at de gamle østtyske grænsevagter er flyttet herned i varmen. En official står bag ved den siddende paskontrollør, så alt går rigtigt til, og alle bliver afkrævet fremvisning af en returbillet. Vores kø går totalt i stå, da en sort familie fra Zimbabwe står foran os. Hele det sydlige afrikanske område er oversvømmet af millioner af zimbabwianske flygtningen fra Mugabes sindssyge. Vi har stort set ikke hørt andet på BBC News, de få gange vi har åbnet for TV på hotellet.

 I lufthavnen har turistfirmaet Solis en skranke, hvor vi får udleveret alle nødvendige papirer og bliver mødt af vores indiske chauffør, Vom. Han er selvfølgelig indfødt på ”Maurice”, som øen hedder på fransk – opkaldt af de første hollandske kolonister til ære for Prins ”Maurice of Nassau”, der var leder i Holland indtil 1625. 60% af øens befolkning er hinduer, og langt de fleste kommer fra Indien. Vi er landet længst muligt væk fra vores hotel på den 67 km. høje og 47 km. brede ø, så vi har fin tid til at få information og ”mini” seightseeing  fra Vom, der er meget snakkesaglig.

 Der er meget grønt overalt, men der er også tunge skyer, og det småregner. HALLO! Vi er på solferie! Sukkerrørene dækker jorden overalt, og det er den største industri på Mauritius – større end turismen. De laver også te til eget forbrug, dyrker frugt og eksporterer meget stof.

Vi kører gennem hovedstaden Port Louis, hvor der er en stor havn og til pigernes store interesse nogle markeder, hvor man kan shoppe tøj og smykker. Vom’s kone elsker at shoppe her!
 Den 400.000 mennesker store by forlades, og selv om Mauritius er et af verdens tættest befolkede områder med sine 1,2 millioner indbygger på et område svarende til Lolland-Falster, så tynder det ud i husene, og da området til sidst er helt øde dukker vores Hotel Resort Legends op.

Hold da op en luksus-hytte! Alene receptionen og de nærliggende restauranter må fylde flere hektarer. Der er en øredøvende støj fra et nærliggende træ, hvor tusindvis af fugle prøver at komme til orde. Meget i tvivl om ”drikkepenge systemet” på Mauritius, bliver vi reddet på stregen af vores Nyati-venner Jannie&Mogens, der stiger ud af en bil, netop som vi ankommer og fortæller os, at ”det bruger man ikke her”. Vi havde vekslet lidt i lufthavnen, men det er fedt nok at vide. Vi bliver installeret i 4 dybe lænestole i receptionen med to glas champagne og saft til pigerne – til Signes store irritation. Den venlige indisk-klædte dame prøver forgæves at få indchecknings oplysninger fra mig, men Hanne svarer på alt. Hanne afleverer pas og kreditkort, og det bliver rakt retur – til mig. HELT ÆRLIGT! Hvad er meningen med at have sin personlige rejsearrangør med, når man alligevel skal lave det hele selv?  Der er mange blomster over alt. Marie overvejer at bade i en af baljerne.

 Vi får to store værelser ved siden af hinanden, som er forbundet med interne døre – fedt! Vores værelse er oversået med sirligt anbragte bourgenville-blomsterblade på sengen og ikke mindst i bade-salonnen, der er et stort hjørne af rummet med indgang gennem to saloon-døre og flankeret af et stort åbent badekar på venstre side og et brusetempel i glas på højre side. Selv de to runde vaske er også forsynet med de lyserøde blomster.

På terrassen kan vi på trods af mørkets frembrud skimte stranden under 50 meter væk bag den klippede plæne, der er beplantet med palmer og stenklædte stier. Intet er vist overladt til tilfældighederne her.  Indholdet af den fri bar bliver straks frembragt, og vi nyder udsigten og læser om hotellets muligheder, inden vi går til middag. Hold da op igen! Den kolossale restaurant er stoppet med mennesker – noget af en kontrast i forhold til Vic Falls Hotel. Vi bestiller hele 3-retters menuen, der viser sig at være 4 retter, da suppen er obligatorisk. Små lækre portioner gør det overskueligt at komme igennem. Efter måltidet slutter Nyati-folket Jannie og Mogens med drengene Carsten og Christian samt Lise og Kim sig til os, og vi får en masse oplysninger om mulighederne på hotellet og øen. Med +2 timers tidsforskel fra Sydadfrika bliver klokken hurtigt 23, og de skal tidligt op på ø-tur til Robinson Cruso’s ø i morgen. Vi siger godnat og tørner selv ind – efter først at havde fejet blade sammen fra vores seng.

Torsdag

 For første gang på hele ferien kan vi sove længe! Marie må TRÆKKES ned til morgenmad lidt i 10, så vi kan være klar til hotelrundvisning 10.30. Slanke lyshårede Sabrina viser os rundt på restauranter, rygerum med cubanske cigarer, de tre pøle og to laguner samt dykker-, sejl- og håndklædeudlejningerne.

 Alt er gratis, når først entreen er betalt. Og det ER den. Der er biograf, tennis, dykning, spabad, massage, PC-rum … og sikkert en del mere. Vi går efterfølgende en tur alene på hele arealet. Det er intet mindre en kolossalt stort. Det er ikke et hotel – det er en turist-fabrik, hvor man bare skal slappe af, æde og drikke. Vi har fået to lejligheder lige til højre for bourgonnevillen på første etage.

 Men hvor er solen? Der blæser en varm vind, så det er ikke koldt, men det småregner med mellemrum, hvilket dog ikke afholder folk fra at flyde på liggestolene. Vi når dog ikke at ligge, for allerede kort efter skal vi mødes med Solis-guiden Cedric for at høre om de forskellige muligheder, som de tilbyder på øen. Han taler meget lavt om med kraftig accent, så vi skal virkelig spidse ører. Dog går ”svømme med delfiner” klart igennem, og Botanisk Have samt shopping i byen Grand Baie er også i høj kurs.
 Efter mødet stiler vi direkte mod lagunen længst væk fra hotellet og indtager fire af de mange ledige solstole. Her er meget blæsende – nok derfor at folk ligger i læ i den lagune, der er tættere på hovedbygningen. Straks ankommer en tjener og informerer os om alle de kulinariske muligheder, som vi har. Vi ”nøjes” med kolde øl. Katastrofen er tæt på, da Maries solseng klapper sammen om hendes fingre. Det er et under, at intet brækkede.
 Den første del af eftermiddagen er slapning og let mulen over den manglende skyfri himmel. Sidst på eftermiddagen flytter skyerne sig så meget, at vi indtager stranden lige foran vore lejlighed og soler rigtigt.

 Fuglelivet og terrassen trækker så meget, at vi forlader stranden for at "skyde" fugle fra første sal. Her er mange meget farverige fugle, f.eks. de gule væverfugle, der har fyldt træerne foran os med de flettede reder. Der er dog også helt almindelig gråspurve, som vi kan lokke helt op på rækværket ved at lægge lidt brød ud. Én af fugle har et helt selvlysende rødt hoved - det er ikke foto-snyd!





Efter aftensmaden havner vi igen i hyggesnak med Nyati-folket, og hører om deres tur til tropeøen med speedbåd og saltsprøjt, som vist havde været en lidt kold og våd affære.

 I forlængelse af den indiske buffet i restauranten med alt inklusive indisk musik, blev den nu temmelig støjende jazz-musik afbrudt af let påklædte indiske dansere ved baren. For at afslutte dagen internationalt indtog vi derfor irsk kaffe.
Denne del af ferien bliver vist FED ... på den usunde måde!

Retur til Hovedside