Vi skulle IGEN tidligt op. Telefonen ringede før uret – kl. 6. Tidsplanen var forkert fra starten af dagen. Pigerne dukkede op 6.20 og insisterede på , at vi var for sent på den. Signe så sig selv i spejlet og konstaterede, at hun lignede noget, der skulle ud og se ”lort”. Og det var præcis, hvad vi skulle. Alle tre Toyotaer var linet op til afgang, og med åbne sider kørte vi den korte vej til Nyati’s egen indhegning, hvor vi blev delt op i tre hold a’ 9 personer. Vi havnede igen med Karen og blev instrueret i, hvor farligt det var, hvor tæt vi skulle holde os sammen, samt at vi skulle tie helt stille, for ikke at skræmme dyrene. Så traskede vi af sted ... uden noget hegn mellem os og det, der ventede.
5 minutter senere stod vi mindre end 4 meter fra to
fuldvoksne han-næsehorn, som pga. deres dårlige syn skulle helt tæt på os for at
se, hvad vi var for nogen. De to næsehorn bevægede sige hele tiden, så det så ud
som om, at de spejlede sig i hinanden.
Karen talte sødt til dem – en lidt paradoksal måde at håndtere dem på efter de
foregående advarsler – og lidt uvirkeligt. De store dyr kunne have spiddet os
som ingenting. Et par klap i hænderne sendte dem lidt på afstand, men de fulgte
alligevel efter os, da vi begav os videre.
Turen var egentlig planlagt som tydning af dyrespor, deres
gødning samt at studere planter og træer. Hvis vi så nogen dyr ville det være en
ekstra gevinst, havde Karen informeret os om. Det må hun selv have glemt, for
næste mål blev lynhurtigt en flok gnuer. De blev ved med at flygte gennem
buskadset, når vi nærmede os, så vi så dem ikke, men hørte dem. De lavede
”pruste” advarselssignaler til hinanden, og det forvirrede dem, at Karen lavede
de samme lyde. ”En angriber som lavede advarselssignaler?”
Alligevel fik vi dem ikke at se på tæt hold. Vi så til gengæld nogle giraffer
med føl, men moderen beskyttede det, så det var umuligt at komme tæt på det.
Vi lod dyrene få lidt fred og lærte vi noget om
bushen. Hvis vi f.eks. skulle blive efterladt i bushen, vil vi nu være i stand
til at blande asken fra ”the lead tree” (som er tungt som bly) med vand
og salt, så vi får tandpasta. Gnaver vi herefter en lille gren fra en bestemt
busk over, bliver den trevlet, så man kan bruge den som tandbørste. Betryggende!
Vi dør enten af sult eller bliver ædt, hvis vi bliver efterladt, men vi har rene
tænder!
Vi fik en grundig indføring i, hvordan termitterne byggede og levede, og hvordan
en myresluger kunne grave ned og spise dronningen i boet. Dette var absolut ikke
smertefrit for myreslugeren, der bliver overfaldet af tusindvis ad termitter,
men det var åbenbart ulejligheden værd - og i dette tilfælde var det lykkedes.
Vi lærte også, at de træer, der stadig har grønne blade på denne årstid, er
giftige eller har torne. Ellers ville de for længst være blevet spist. Bladene
fra et af træerne er giftige, så de kan kommes i vandhuller for at slå bilharzia
ihjel.
Vi så en del lag-delte spor fra dyr, som viste i hvilken
rækkefølge, de havde været på stedet., om de havde været oppe at slås (skridmærker),
og i hvilken retning, de bevægede sig. Efter ”fiaskoen” med gnuerne, tog vi nu
fat på bøflerne. Efter en halv times vandring efter deres spor og afføring viste
Karen os, hvordan vi blev ledt rundt i en cirkel af bøflerne. I naturen gjorde
de dette med f.eks. løver for til sidst at trampe dem ned bagfra. Vores bøfler
var dog opfostrede af mennesker, så de ville ikke gøre dette, men alligevel
stoppede vi legen og vandrede mod en bakketop med et grønt træ, der fungerede
som en gigantisk parasol for 30 spisende.
Her var sat klar til morgenmad og kaffe, og tre kokke var i gang med at
tilberede mad over åben ild. Strålende! Vi nød kaffen og maden og kørte herefter
tilbage til Nyati.
Vi havde nu en time ved pølen, hvor vi kunne slappe af inden frokosten kl. 12 kaldte. Det lykkedes Hanne og mig at komme for sent, at kun pigerne og Linda&Rune fik den store ”club sandwich” introduktion af kokken. Vi spise hurtigt og var nu klar til at tage på båd-safari.
Linda og Rune skulle med. Vores chauffør bød os velkommen til Nyati Airlines, og vi fløj i lav højde ud af Nyati-området. Dog ikke hurtigere end at vi mellemlandede ved en krokodille og diverse andre dyr. Chaufføren kørte ubehageligt hurtigt, hvis nogen skulle være i tvivl. På vej til sejlturen kom vi til de kolossale Foskor Mines, hvor enorme transportbånd kan føre udvindingerne væk. Alt er gravet igennem, og der er store rør og installationer overalt.
Kort efter er vi ved Shona-Langa Resort, som på zulu
betyder ”solnedgang”. Det er et lille område med stenhytter til turister, gode
toiletforhold, og så selvfølgelig den pram, som vi skal sejle med. Foran det
stolte to-etagers fartøj står en meget tynd og furet herre med enorme orange
solbriller. Han præsenterer sig som Barry Simpson fra Zimbabwe, og det viser sig
at han hele sit liv har sejlet heldagsture for folk på Karibasøen, hvor man,
tilføjer han, kan bade helt ude på midten uden at frygte krokodiller eller
flodheste. Hanne og jeg smiler og mindes vores svømmetur for 21 år siden. Barry
får påhængsmotoren i gang, mens Hanne og pigerne stadig er på toilettet. Linda,
Rune og jeg har allerede indtaget soltagsetagen på den 8 kvadratmeter store
pram, så da nogle hollændere forsøger at kravle op til os, proklamerer Linda at
dette område besiddes af hendes familie. Frisk pige! Hollænderne lusker
slukørede ned ad stigen, og kort efter ankommer familien i form af Signe, Marie
og Hanne. Vi fniser og båden lægger fra.
Barry forklarer os om sin fortid i Zimbabwe indtil Mugabe blev sindssyg, så han
emigrerede til Sydafrika, hvor hans datter bor. Vi blev instrueret om at
rapportere dyr i forhold til urskiven. Kl. 12 er lige frem, 3 er til venstre, 9
til højre osv. Selv om vi er på vandet og sidder i skygge fra halvtaget er det
temmelig varmt, så Barry's medbragte øl bliver ikke kun drukket.
Få minutter efter afgang fra bredden er luften fuld af
klokkeslæt, og vi knipser flodheste, krokodiller og elefanter som vanvittige ...
og hele 6 giraffer på én gang. Det er helt genialt at sidde så højt på båden, at
man kommer op i hovedhøjde med girafferne.
Olifants River er pænt bred her, men det viser sig at være pga. den store
dæmning, som spærrer vandet inde. Tæt på dæmningen er der ingen store dyr, men
kun de typiske døde træer som er blevet fanget i vandet, da dæmningen blev
bygget, så vi vender skuden og sejler tilbage mod solen.
Nu starter det rene vanvid. Vi fik lovet en rolig og
afstressende tur, men der er hele tiden fugle og dyr ”all around the clock”, så
kameraerne gløder. Giraffer tager tilløb til parring, krokodiller soler på
bredden, og en Kingfisher fugl følger båden i lang tid og ender med at dykke
lige foran os og fange en fisk. Det er 2½ time i ekstatisk dyrerus, hvor vi
tager over 500 billeder – HELT VILDT.
Der er dog også roligere øjeblikke, hvor vi studerer det store fugleliv. En
hejre har indrettet i en fantastisk penthouse-rede med udsigt over floden.
Nu holder vi tepause forankret til bredden. Barry gamle
ven, som ejer båden, har fået sin mor til at bage kager til os, siger han med et
grin. Hvis hans ven er jævnaldrende med ham, må hans mor være 150 år! Under
tepausen kæmper to elefanter på hver side af båden om at være mål for flest
billeder, mens de krydser floden. Som om det er aftalt, mødes de på den anden
side af floden , hæver snablerne som hilsen og forsvinder.
Vi har nu fotograferet så mange dyr, at vi begynder at fotografere os selv i
stedet ... med dyr i baggrund. Efter en god pause prøver Barry at få gang i
båden igen. Motoren i båden må være på alder med Barrys vens mor ... den hoster
i hvert fald FÆLT, mens han kæmper med at få den startet igen.
På vej tilbage bliver der lige tid til at fange et par flodheste i solnedgangen.
Vi takker Barry for turen og fortæller ham, at vi faktisk har badet i Karibasøen.
Han spørger om vi sejlede til Fothergill Island? Vi smiler og bekræfter dette.
Vi tilbragte en hel dag på øen og kørte rundt i store lastbiler og så dyr.
Tilbage på landjorden ruller vores chauffør presenningen ned, og vi letter med retning mod Nyati. Det lykkes ham at være hjemme et kvarter før tiden pga. den valgte flyvehøjde. Vi kan lige nå den rituelle ”bade-se billeder-drikke øl”-seance, inden vi skal til aftensmad i restauranten.
Stemningen er fantastisk. ”Sundowner-holdet” har set en giraf-fødsel, så de er urimeligt kåde. Alle udveksler oplevelser, men alligevel lykkes det os at forlade restauranten inden kl. 22. Sikke en dag – IGEN.