26. juli : Saltsøen og Reno - Den største lille by i verden.

Vi forlod Salt Lake City uden de store tårer. Vi havde sat uret, da vi skulle tidligt op. Feriens længste køretur på 550 miles (880 km) mod Reno ventede. Det skulle samtidig være en af de kedeligste, så vi var lidt bekymrede for, hvordan det skulle gå.
 Første halvdel af turen gik flyvende! Ud af Utah og ind i Nevada. På vej ud af Utah kørte vi over den indtørrede saltsø, hvor man laver hastigheds rekorder til lands i biler. Her er også FULDSTÆNDIGT fladt så langt øjet rækker.

 To snorlige vejbaner skærer gennem sletten, og kun bjergene i det fjerne giver håb om, at det holder op på et tidspunkt. Der ligger lidt vand mellem vejene, hvor den endeløse rækker af kolossale lastbiler spejler sig, når de brøler afsted. Der er både én og to anhængere på nogle af disse lastbiler, og de må køre ligeså stærkt, som os andre. Man er ikke meget for at begrænse friheden i USA. Den eneste trøst er da, at der i det hele taget er en begrænsning. Den ligger på 75 miles i timen, som er i nærheden af de 130, så det er en absolut passende fart, for en personbil.

 Vi skal lige ud og gå på saltet. Det er pudsigt. Det knaser under fødderne som frossen tø-sne, men her er stegende hedt. På parkeringspladsen undrer vi os over en fodvask, som man kan få. Vi dropper det og stiger ind i bilen og fortsætter. BIG MISTAKE! Da vi senere stiger ud af bilen, er gulvet helt hvidt af store klumper salt, som har siddet i kager under skoene. Vi ryster det ud så godt vi kan.

Vi kommer ud af sletten og op i bjergene. Landskabet bliver mindre barsk. Fra toppen af bjergene kan man tage et sidste blik ud over saltsletten, og som det eneste sted i verden på landjord kan man konstatere, at jorden rent faktisk er rund! Pudsigt!
 Pigerne har ikke kedet sig på turen. De har nydt, at bilen har en DVD-afspiller, så "Maverick" og "Panic Room" har underholdt dem fint.

 Et godt stykke efter frokost begynder trætheden at sætte ind, og vi er sultne, men der er langt mellem afkørslerne, og vi er midt i det store ingenting. Her er forrygende varmt, og landskabet skifter mellem meget gold bevoksning, og et forsøg på kunstvanding, der giver lidt grønne pletter, hvis der er et lille vandløb at få vand fra. Midt i det hele synes der at være et sådan vandhul. Der er i hvert fald en grøn plet, som kalder sig selv for en State Park. Det er en to-tre små huse og en sø, som vi ikke kan se fra vejen. Vi tror på at den er der ... der midt i ørkenen. Overfor ligger et lille hus, der fungerer som kombineret bar og pizzaria. Vi vælger døren til højre ... pizzaria-enden.
 En dame lidt ældre end os selv dukker op i vores ende. Hun har tydeligvis lige passet baren i den modsatte ende, hvor der kan høres snak og lav musik. Vi bestiller en pizza og en salat, og hun tager fat. Vi venter i næsten ½ time, hvor vi betragter endevæggen, der er en fotostat af en tropeø - sikkert på Hawai. Varmen passer til billedet, men vi savner det azurblå vand. Ud af det store vindue kan man se Freeway'en i det fjerne, og den mil, der ligger mellem os er tørt græs og grus. Hvem hulen kan finde på at bo her?

 Her er bar-enden nærmest på fotoet, og vejen løber i det fjerne. Bilerne må skyldes, at der alligevel bor nogen her ... som ikke har andet at lave end at sidde her og drikke øl. Vi får vores pizza og en lille snak med damen, der på næsten uforståeligt amerikansk, fortæller os at vi har en sjov accent.

 Nu kan det ikke gå hurtigt nok med at komme de sidste 120 miles til Reno. Vi trænger vanvittigt meget til skygge ... eller måske ligefrem en pool. Sidst på eftermiddagen kører vi ind i Reno, som selvsikkert proklamerer på et stort skilt hen over hovedgaden:
(Billedet er taget senere på aftenen!)

 Vi finder hurtigt vores hotel, som denne gang er et Kasino-hotellidt fra centrum, hvor vi alle 4 kan overnattet for 50 dollars ... det er ufattelig billigt. Værelset i "motel-tilbygnigen" har dog lidt smalle senge, så for første gang overvejer vi at tage vores medbragte luftmadras i brug. Det bliver dog ikke til noget.
 Hanne er træt efter turen og heden, så hun mener ikke, at hun både kan overleve at skulle gå med i pool'en og med ind og spise i selve byen og se den. Hanne vælger pool'en, og det var nok et meget smart valg.

 Den indendørs pool på 3. sal er overdækket med glas. Den udendørs ligger nu i skygge, men den hede vind holder én tilpas varm. Vi ligger længe og læser på liggestolene, men pigerne beslutter sig for at bruge det fitness-center, der er bag de hvide parasoller ved indendørs poolen. Man skal egentlig betale 8 dollars for at komme ind, men det lykkes dem at charme sig forbi de to unge dørvogtere ... ganske gratis. Her kan de løfte vægte og løbe på diverse maskiner, mens de skiftevis nyder udsigten over Reno eller følger med i TV på adskillige store skærme. Efter 5 miles på løbebåndet dukker de op igen. Nu vil de i byen.

 Hanne bliver på hotellet og vil købe lidt mad i kasinoets lille bagerbutik, som dog også sælger salater. Pigerne og jeg tager bilen ind mod centrum, hvor vi let kommer af med bilen. Reno vil helt klart gerne være ligesom Las Vegas, med den er virkelig forskel på størrelsen og pragten. Hvor Las Vegas var et gigant-orgie i at overgå hinanden med vanvittige visuelle påfund, er Reno "bare" en gade, hvor der på 200 meter er kasinoer på den ene side af vejen. Den anden side er en underlig blanding af pantelånere, grillbarer og autoværksteder!
 Vi gik ind i et af de store kasinoer, Cirkus Cirkus, hvor vi fik lidt aftensmad i form af sandwiches på første sal. Hele stueetagen er det sædvanlige kaos af spille-borde og -maskiner.

 Ud over restauranterne på første sal er der også et rigtigt cirkus. Hele "salen" er fyldt med tivoli-agtige boder, som nok mest er rettet mod de børn, der ikke må opholde sig i stueetagen. Pudsigt nok er der flest voksne på første sal, der prøver at vinde bamser og andet bras. Hele midtersektionen af boder er fundament for en cirkus-scene, hvor der ovenover svæver et sikkerhedsnet for dem, der optræder i trapezen hver time. Med andre ord ... total cirkus!

 Vi fortsætter hen over broerne i første sals højde, og kommer ind i endnu et kasino. Stort set magen til alle andre kasinoer. Vi ryster lidt på hovedet af det hele og tager hjem for at sove. Endnu en lang dag truer i morgen, hvor vi skal tilbage til Californien og gennem Yosemite National Park for at komme frem til vores næste hotel.

Retur til Hovedside