Dæmningen er imponerende, selv om det er svært at komme til at se selve dæmnings væggen.
Tidligt op og spise morgenmad på hotellet i Las Vegas. Det var lidt klamt ... i hvert fald ikke sundt. Hvor er ciabatta-brødet, osten og havregrynene?
Satte straks kurs mod Hoover dæmningen, som er grænsen mellem Nevada
og Arizona. Da vi nåede dertil missede vi parkeringshuset, som er eneste
mulighed for at komme af med bilen, men efter en æresrunde frem og tilbage i
tiden (man skifter tidszone i Arizona), så fik vi stillet bilen i et
beton-kompleks, som er nydeligt tilpasset klipperne og deres farve. (Det viste
sig senere, at Arizona snyder: De har ikke sommertid, så klokken er det samme
som i Californien og Nevada ... det tog os lige en time at opdage, hvor vi
ellers troede, at vi havde travlt!)
Dæmningen er imponerende, selv om det er svært at komme til at se selve
dæmnings væggen.
Man har minimalt lyst til at gå ud på dæmningen, da her er kvælende
varmt; helt sikkert over 40 grader. Men det gjorde vi nu alligevel, så vi lige kunne se
søen bag dæmningen, som heddet Lake Mead.
Efter at være blevet væk fra hinanden (jeg skulle LIGE fotografere
noget!), fandt jeg pigerne i det eneste fornuftige sted at være ... den
airconditionerede is-butik! Dæmningen er 720 fod (dvs.240 meter), så det er en
ordentlig basse. Men der skal jo også noget til at få Las Vegas lyst op ... de
sparer jo ikke på strømmen!
Resten af turen mod Grand Canyon, var imponerende gold og barsk, så pigerne
indviede DVD'en med "War of the Worlds", som vi jo havde set kulisser
fra i Hollywood. Udsigten var ellers imponerende ind imellem ... men her lever
ikke mange mennesker. Dog kunne vi ane noget, der ligner en badeby helt nede ved
søen, som er Lake Mead et godt stykke væk fra dæmningen.
Og så gik det bare derudaf. Vi spiste på en grill-snask og mødte ... som
sædvanlig .. et hold danskere, som anbefalede en god rute at gå i Gran Canyon.
Det bliver i morgen. Og så derud af igen. Vejen er MEGET lang og MEGET lige ...
så mens "Cruise Control" styrede hastigheden i bilen, styrede Tom
Cruise pigerne på bagsædet.
Hvad? Skyer igen! Yep! Da vi kom til Tusyan, som er den sidste by 1 mil før
indkørslen til Grand Canyon National Park, var der vådt overalt. Vi fandt
hurtigt hotellet "Red Feather Inn", da det lå lige overfor McDonalds
på hovedgaden ... så bliver det ikke nemmere. Det er et meget fint stort
værelse med to store senge. Eneste hage er ... intet køleskab! Hvordan får vi
så kolde øller?
Det kan heldigvis klares med en skraldespand og lidt is fra is-maskinen på
gangen.
HVAD? Slet ingen billeder af Grand Canyon?
Jo da, men vi gemmer dem til i morgen. Vi kastede os i bilen, købte et National
Park kort til samtlige parker, vi skal besøge (50$ ... det er sgu' billigt!),
og så smed vi bilen, så vi kunne opleve udsigten og solnedgangen.
WHAU! Det er en oplevelse på højde med Victoria Falls!