27. december 2004 : Fra Birkerød til Det Røde Hav.

Vi skulle tidligt op for at være i Kastrup, så vi kunne flyve kl.9.
5 timer senere er vi i Sharm El Sheikh. Klokken er 15, altså en time senere end i Danmark. Det var flot flyvevejr. Turen over Sinai-ørkenen var flot ... her er tørt og barsk og betydeligt mere bjergrigt, end vi havde forestillet os.

For at komme ind i Egypten skal vi have visa, som vi købte for nogle af de 150$, som vi straks vekslede. Så tjente staten lidt på det … de er ikke et hak bedre end danskerne. Den egyptiske møntfod hedder pund, og ét egyptisk pund (LE) svarer til ca. 1,10 danske kroner.

 Staten er ikke de eneste, der venter på at få penge. Næppe er vi kommet ud af lufthavnsbygningen, før en sværm af dragere er over os og vil slæbe vores kufferter de 20 meter over til bussen. Vi klamrer os til både kufferter og penge. I bussen slipper vi ikke … her skal man betale drikkepenge til chaufføren, da da den danske guide åbent indrømmer, at de underbetaler ham. Systemet begynder at gå op for os.

 Næste ting vi skal lære er hastigheden, hvormed tingene sker. På første hotel tager det guiden 20 minutter at få tre hold turister ind, inden vi kan køre videre mod vores hotel. Her får vi hurtigt tildelt to lejligheder med udsigt over Det Røde Hav. Lejlighederne ligger ved siden af hinanden, men i to forskellige karreer, så der er lidt luft mellem vores terrasser. Det er fine lejligheder med balkon, TV, to store senge og rigeligt med stole.

 Vi var sultne, så vi besluttede hurtigt at tage en taxi ind til byen Naama Bay, som er et FRYGTELIGT turist gedemarked lige ved siden af "Sharm". Står man stille et øjeblik, bliver man overfaldet af en butiksejer, der vil prakke en hvad-som-helst på ærmet. Trælst! Vi genkender neonpalmerne fra Filippinerne ... de er åbenbart internationale. Den "lokale" ægyptiske musik kan opleves i Hard Rock Café ... alt for turisterne.

Vi var endnu lidt bekymrede for vores sarte danske maver, så det første aftensmåltid var noget så eksotisk som Kentucky Fried Chicken til en samlet pris af 68 LE, altså 75 kroner … det er rasende billigt. Vi købte drikkevand i flasker, for det er den sikre vej til maveproblemer, hvis man drikker vand fra hanerne. Sikrede os også lidt chips … saltbalancen skulle jo nødig blive forkert!

 På vej tilbage mod Taxiholdepladserne gik vi igennem et helt nyt og flot indkøbscenter, der ikke lod de amerikanske noget tilbage – dog lige undtaget butiksindholdet. Her er mange tæpper, men et af Egyptens væsentligste produkter er netop stoffer ... altså ikke dem man ryger!

Tæpper, helt nye antikviteter, malerier (faktisk flotte) og en masse andre farverige ting, som man kan bruge en del tid på at se på. Herinde bliver man ikke overfaldet ligeså meget, som på gaden, men det er selvfølgelig også mindre eksotisk.

 Vi fik hurtigt prajet en taxi – de nærmest slås om at få lov til at køre dig. Du SKAL aftale prisen på forhånd, ellers bliver du bondefanget, og vi vidste jo, hvad vi havde betalt den anden vej. Turen hjem var en enestående og rystende oplevelse. Taxien var sat sammen med tape og ståltråd, og der var ingen vinduer i den – eller også kunne de ikke lukkes. Når man kører udenfor byen, må man åbenbart ikke blænde de gående, så man kører med slukkede lygter. Det betyder, at man i mørke næsten flyver i lav højde med 120 km i timen og med korte mellemrum konstaterer, at en ged eller lokal blev blæst omkuld i kanten af vejen. Hvornår står geden, manden eller noget stort pludselig midt på vejen? Denne oplevelse ønskede vi ikke at gentage, på trods af at vi rent faktisk kom tilbage i ét stykke.


 
Tilbage på hotellet ventede en anden rystende oplevelse. Efter at have lavet kaffe med den uundværlige dyppekoger tændte vi for CNN og erfarede, at østen var blevet ramt af en stor tsunami … et ord som vi endnu ikke kendte betydningen af, men som kom til at præge hele ferien i TV.

Retur til Hovedside