09. januar 2004 : Bountystrand!

Feriens sidste hele dag, som skal voldnydes på grænsen til det ekstreme. Vi trækker i travetøjet og begynder at vade så langt ned ad White Beach, som vi overhovedet kan komme til.


På forunderlig vis begynder det at tynde ud i sælgere og både såvel som turister. Da vi har gået nogle gode kilometer, kommer vi til en klippe, der skal klatres rundt om og vupti – pludselig har vi vores helt egen, fantastiske bountystrand, hvor ingen hvid mand før har sat sine fodaftryk i sandet.  I hvert fald ikke i dag. Et sted, der er lidt bittert at opdage på feriens sidste dag, men det skal sørme udnyttes, så længe det varer. Der slås lejr på stranden, og det første lange stykke tid tilbringes i det lækre, akvamarinblå, tangfri, umsi-mumsi-lune-og-med-puddersand-og-søde-små-krabber-på-bunden vand.

I løbet af dagen når et par enkelte andre turister at indfinde sig, og en håndfuld vellidte issælgere tuller med jævne mellemrum forbi. Ellers ånder der en paradisisk fred – betydeligt forstærket, da endnu en bananbåd vælger at smide otte japanere et par meter op i luften ude på havet. Det her er livet. Freden bliver heller ikke forstyrret af to svært bevæbnede og uniformerede politifolk, der kommer fredeligt traskende. De er også meget snakkesalige og vi får en god sludder om sikkerheden her og i Danmark. Det er vist ikke den store kriminalitet, der hærger her på øen.

Hen på eftermiddagen er det tid til at sige farvel til den fantastiske strand, selv om det ikke er let – forældrene har udset sig en luksushytte højt oppe på klippen med udsigt over havet, som de har stærke planer om at investere i, når de engang bliver millionærer. I mellemtiden er de ikke meget for udsigten til at skulle forlade stedet og først komme tilbage, når de vinder i lotto. Det lykkes dog til sidst, og vi får nogle knallerter tilbage til hotellet. Her er der lige tid til en tiltrængt tur i poolen efter næsten at være udtørret på den hårde ti-minutters køretur. Udsigten fra pølen ud over vandet er ret flot.

Turen går nu tilbage til White Beach. Pigerne skal have hennatatoveringer, og det myldrer med udbydere langs stranden. Begge går efter et motiv med et firben. Signes er en lille, elegant nok-er-jeg-poptøs-men-jeg-er-i-hvert-fald-ikke-bange-for-krybdyr-version – Marie skejer lidt mere ud og vælger et jeg-hedder-Jønke-og-jeg-smadrer-dig-og-din-kværn-firben, som fylder det meste af overarmen.

Mens henna’erne tørrer, er der lige en pause til at nyde en sidste kølig solnedgangsdrink på stranden. Derefter går turen igen til den thailandske restaurant, hvor vi har besluttet at feriens sidste middag skal indtages. ”Stambordet” tages i brug. Traditionen tro diskuterer vi hvor næste ferie skal holdes. Endnu en dejlig middag nydes, inden det er hjem til pakkenelikkerne.


  Retur til Hovedside