Kellermensch 2025-03-22, Mantzius Live

Kellermensch, 22. marts 2025, Mantzius Live, Birkerød Retur

Voldsomt, energisk … og tågen fra Esbjerg?

Dørene til Mantzius salen åbner, og røgen mildest talt vælter ud i forhallen – tør vi gå ind – er her brand? Tilsyneladende ikke, for vi får lov at gå ind – men går ud igen – det er da ubehageligt meget scenerøg. Jeg mindes med irritation koncerten her med Sort Sol, hvor det hele forsvandt i røg og kraftigt lys bag fra scenen, som gør det umuligt at se andet end tågede silhuetter. Bliver dette én til af den slags koncerter?

Det er jo også muligt, at Kellemensch bare har taget tågen med fra Esbjerg?

På slaget 8 kommer en violinist på scenen og begynder at bygge en sekvens-lydmur op med sin loop-pedal … det er faktisk ret godt.

Vi snyder og kigger på Mantzius’ hjemmeside, som afslører at Kellermensch’ turne-violinist Nils Gröndahl står for opvarmningen, og det gør han rigtig godt. Det er imponerende så meget lyd, man kan opbygge med disse loop-optagelser, som trinvist bliver bygget op for ørerne af os. Tryk på billedet for oven til højre for at lytte til de afsluttende strofer.

Nu kommer Kellermensch på scenen og lægger ud med det nærmest afdæmpede og melodiske nummer ”Under”. Det er stemningsfyldt og tegner godt for aftenen.

Det bliver en anelse tungere med ”Mission”, og Sebatian Wollfs stemme trænger tydeligt igennem med hans karakteristiske nærmest messende og lidt vrængende måde at synge på.

Nu følger ”hittet” ”6705”, hvor både trædeorgel og violin fylder dejligt meget i lydbilledet, og igen er der den melodi og tyngde i lyden, som er kendemærket for Kellermensch. Her fylder de tre stemmer i bandet meget - det er supergodt.

Nu introducerer Sebastian Wolff ”et nummer om mig selv”, og vi får ”I’m Not Like Everybody Else”, hvor der gives fuld gas i en sådan grad, at det er på grænsen til galskab, men det fungerer bare imponerende godt, nu hvor Christian Sindermann er dukket op på scenekanten og indtager sin ”prutteposition”, hvor han læner sig ind mod mikrofonen og skriger af sine lungers fulde kraft med en stemme, som nok ikke kan repareres i morgen med at par Läkarol-lakridser.

Under nummeret forcerer Sebastian hegnet foran scenen og vandrer skrigende rundt blandt publikum, mens han trækker det tykke kabel til mikrofonen efter sig – her havde en trådløs nok været smartere!

A group of people on a stage

AI-generated content may be incorrect. A crowd of people in a dark room

AI-generated content may be incorrect.

Bassisten Claudio Wolff Suez er hyper-aktiv på scenen, så man overvejer om han i stedet skulle have været flamingodanser. Han svinger faretruende rundt med sin bas, så det er et under, at han ikke slår andre på scenen bevidstløse – samtidigt med at han holder sin bas helt oppe under armhulen som skæftet på en kalashnikov riffel.

Nu får vi endnu et af mine yndlingsnumre ”Nothing”, og jeg undrer mig over, om bandet kan holde dampen oppe en hel koncert med den dystre energi og de top-numre, som de har lagt ud med – der er gået under en halv time.

Jeg synes da også, at niveauet og energien falder en del den næste halve time, men det er jo forventeligt og en normal måde at bygge en koncert op på.

Det er morsomt at studere Christian Sindermann, som helst ikke slipper sin mikrofon, og derfor spiller sit trædeorgel med højre hånd, mens han krampagtigt holder fast i mikrofonen med den venstre. Han vokale bidrag ved scenekanten er begrænset til growl-brøl, men der kommer da også backing fra ham, og modsat hans trædeorgel sidder endnu en tangentspiller, som har den klareste stemme af de tre vokaler.

Vi kommer helt i tempo med nummeret ”Another Drink”, og det klæder bandet godt og giver plads til, at man bedre kan høre instrumenterne. Men vi er hurtigt oppe i tempo og growl-niveau igen, og den unikke sorte lyd dominerer igen. Der bliver igen plads til tunge guitarriffs og den dundrende baslyd.

”Follow You Around” starter netop med et guitarriff, som efterfølges af en dommedagsagtig lydmur og Sebastian Wollfs typisk let vrængende vokal, der gør Kellermensch’ lyd helt unik.

I de sidste numre lægger John Laursen guitaren fra sig og gør lyden endnu mere dyster med sin gulvbas, som båder stryges og finger-spilles.

Der er igen fuld knald på med ”Carrying my name” og ”Army Ants”, som afslutter koncerten.

Efter et kort bifald dukker bandet op, og Sebastian Wolff spørger, om vi kan klare én til – det kan vi jo nok, så der kommer tre hurtige numre. Bror Niels bemærker med et grin, at Depeche Mode ikke har levet forgæves under ”Mediocre Man”.

Efter de sidste toner forlader bandet scenen med et hurtigt vink – ikke noget med at samles og vinke til publikum, så vi kan få et reelt foto af hele bandet gennem tågen, som dog nu er ved at lette en anelse. Der var heller ingen band-introduktion, så det gik aldrig op for mig, hvad pianisten med vokalen hedder?

Det er måske Kellermensch’ varemærke – tåget udtryk? Det er i hvert fald godt, så tak for at komme forbi Birkerød, så vi kortvarigt kunne være i centrum i lyd-orkanens øje.

Link til røgfyldte fotos i fuld opløsning.

Sebastian Wolff: Lead Vokal, guitar

Jan V. Laursen: Guitar

Christian Sindermann: Vokal, trædeorgel

Anders Trans: Trommer

Claudio Wolff Suez: Kalashnikov bas guitar

John V. Laursen: Guitar, gulvbas

Nils Gröndahl: Violin

??? : Keyboards, vokal

Setliste fra setlist.fm

1. Under

2. Mission