Tim Christensen, Billy Cross, Mika Vandborg og Emil Falk, 19. januar 2025,  Retur

Interviewet af Clement Kjærsgaard – med indlagte jamsessions.                                              Bremen Teater

 

Der er lyspunkter i den mørke vinter, og Bremen Teaters indgangsparti er et af disse. Her stod aftenens menu, selv om de ikke reklamerede for Clements Kjærsgaard, som skulle stå for at få det til at blive en aften med morsomme anekdoter og forhåbentlig nogle “musikalske overraskelser”, som programmet havde annonceret.

 

Aftenen starter med at Clements kommer på scenen og forklarer, at dette er en drøm, som går i opfyldelse, siden Corona-tiden havde forhindret et arrangement som dette. Aftenen har været planlagt i lang tid, og han har planer om at gentage det i andre konstellationer. Clement inviterer de 4 herrer på scenen med navneopråb og tilhørende bifald.

 

 

De fire musikere skal fortælle om deres liv og musikalske inspirationskilder, men det bliver hurtigt tydeligt, at Billy Cross er 25-35 år ældre end de andre, og dermed har flere historier i ærmet.

·       Billy Cross (født 1946 på Manhatten i New York)

·       Mika Vandborg (1971)

·       Tim Christensen (1974)

·       Emil Falk (1988)

 

Clement starter med Billy Cross, der startede som studiemusiker i USA i 1960’erne. Han besøgte Danmark i 1974, hvor han spillede to koncerter i København. Herefter vendte han ofte tilbage til København samtidig med, at han arbejdede sammen med Bob Dylan og Meat Loaf i USA.

Han var fast medlem af Bob Dylans band fra slutningen af 1977 til foråret 1979. Billy fortæller morsomt om hvordan han blev ringet op af Bob Dylan, og Billy var overbevist om, at nogen af hans venner lavede telefon-fis med ham. På forunderlig vis fik han alligevel jobbet.

 

 

Clement er meget optaget af The Beatles og den indflydelse, som de havde på folks karriere. Billy svarer, at det var fantastisk at se den glæde, som de unge Beatler havde – sammenlignet med de stive folk i jakkesæt, som ungdommen i 60’er var vant til. Som en sidebemærkning nævnte han, at han har mødet alle fire Beatler – og for resten også Jimmy Hendrix … så er niveauet for historierne ligesom lagt ... og det var svært (umuligt) at leve op til.

Cross havde som helt ung mand i sit band mødt Jimmy Hendrix i 1965 i New York, da Hendrix brugte navnet ”Jimmi James”. De mødtes i et studie, hvor Cross’ manager lod dem lytte til Hendrix’s band, som øvede til en album-indspilning. Cross forklarer, at han blev vildt betaget af den måde, som Hendrix spillede guitar på … ”Hendrix spiller guitar som en elastik” – og straks giver Cross et fedt eksempel på sin guitar – og tilføjer straks, at det jo ikke når Hendrix’ske højder.

 

Efter snakken med Billy Cross  i fokus, sætter Clement sig ud i mørket i venstre side af scenen, og de 4 guitarister griber et instrument (de havde 3-4 stykker med hver), og Billy Cross starter på en jam, som de andre kort efter falder ind i … blues med diverse soli. Fedt!

 

 

 

Nu kaster Clement sig over Tim Christensen, og vi får historien om hvordan han startede med at spille guitar og var ”den mærkelig dreng i klassen, som spillede guitar” … indtil han skiftede skole og blev ”den spændende nye dreng i klassen, som spillede guitar”. Allerede som 14-årig dannede han ”Dizzy Miss Lizzy” sammen med Martin Nielsen (bas) og Søren Friis Larsen (trommer). I 1993 vandt de DM i Rock, og det bragte dem til udgivelsen af debut-cd'en "Dizzy Mizz Lizzy" som i Danmark solgte over 220.000 eksemplarer. Også her graver Clement i The Beatles, og det er jo næppe en overraskelse, at netop Beatles har været en kæmpe inspiration for Tim Christensen. Han forklarer om indspilningen, hvor han minutiøst havde indøvet guitarsoloen til ”Silverflame”, så da ”Dizzy” var studiet ”lavede han lige en improviseret” solo … som vi kun fik et par strofer af. Se en kort video!

 

 

Tim nævner filmen Get Back, hvor John Lennon får en løs ide til en sang, som han herefter bygger op i brudstykker, hvor Paul McCartney er en meget mere ”lineær komponist”, som starter med begyndelsen og kører på indtil slutningen. Tim Christensen demonstrerer også en specialbygget guitar, som både er akustisk, elektrisk, og synth-guitar, som ”fylder lyden” i Dizzy og hurtigt kan stilles om, ”Når man nu kun er tre på scenen” smiler Tim … blæret. Han ville IKKE siger, hvad den kostede. 

 

Efter endnu en jam, er der pause, og herefter tager Clement fat på Mika Vandborg, som oprindeligt ville spille på trommer, men hurtigt opgav det og kastede sig over guitaren. Han har også spillet med et hav af danske kunstnere, så han har mange sjove anekdoter. Hendrix bliver ved med at husere. Vandborg fortæller en anekdote, hvor Hendrix spiller til en lydprøve hos BBC, og teknikeren bryder ind og mener: ”Mr. Hendrix! I believe your guitar was a bit distorted!” … Ja, mon ikke! Mika giver lige et eksempel på den Hendix’ske lyd.

Snakken kommer nu ind på antallet af guitarer, som Mika har … og hele vejen rundt sidder alle fire guitarister og tæller op inde i hovedet … og de opgiver tilsyneladende alle matematikken, da de passerer 30. Tim Christensen undskylder sig med, at der jo også er ukuleler og mange andre sjove ting.

Det fører snakken hen til butikken Woodstock i Aarhus, hvor ”man” åbenbart altid lige skal hen at kigge, hvis man er på de kanter - og altid lige kan låne en Stratocaster fra 1964, som man herefter kommer til at købe – igen bliver der ikke nævnt priser – måske er nogle af hustruerne til stede i salen?

 

 

Cross spiller mange soli i de sessions, som de 4 guitarister starter – det samme gør Vandborg. Falk lægger en klar, sprød backing (man er vel producer), men det virker som om, at Tim har sværere ved dette setup. Flere gange spiller han ikke med fra starten, men skal åbenbart lige se, hvor musikken bevæger sig hen? Det er Mika Vandborg’s tur til at starte en sesion, og han lægger ud med et vildt tempo, før de andre falder ind.

 

 

Sidst i rækken er den yngste på scenen – Emil Falk. Både Emil Falk og Billy Cross producerer musik for andre, og det præger meget af deres forhold til musik. Emil nævner selvfølgelig Hugo Helmig, som han både var ven og nær samarbejdspartner med. Måske for at leve op til Billy Cross’ anekdoter og Tim Christensens succes nævner Emil, at han var med til at skrive ”Please don’t lie”. I 2019 var Emil Falk den mest spillede danske musiker i radioen, da han både spiller instrumenter, skriver og producerer sange – det er da noget af en præstation.

Emil Falk’s far er Mek Pek (Mek Falk), så Emil er opflasket med musik. Mika Vandborg kom hos Mek Pek, og Mika lærte unge Emil riffs på guitaren som hans musiklærer. 

 

Emil starter rytmisk session, som bliver aftenens sidste. Her er billedet for rystet, så dette er kun lyden.

 

Det er et virkelig godt koncept, og der er helt sikkert mange sjove historier, som fortjener at blive fortalt på denne både underholdende og meget musikalske måde – tak for det.

 

 

 


Retur