Farum Gospel Choir, 3. juni 2024, Stavnsholtkirken Retur
Den fik
hele Aaaaaameeeen!
Sidst Hanne og jeg var til gospelmusik, var det en reel gudstjeneste i
New York, som var ret grænseoverskridende for mig, da vi skulle stå og holde
andre kirkegængere i hånden mens vi tilbad Vorherre … en ufattelig anderledes
oplevelse, som nok aldrig vil gentage sig. Musikken var fin, men vi ville nok
gerne høre gospelsang med en anelse mindre religiøs tilgang. Denne mulighed
opstod hen over en frokost på arbejde, da Mette foreslog, at vi kom til
koncert med hendes kor ”Farum Gospel Choir”. Således havnede vi i Stavnsholt Kirke i Farum, som er hjemmebanen for koret,
hvor de øver hver mandag. Det er også her man afholder både jule- og
sommerkoncert, og vi skal altså overvære årets sommer-udgave denne aften, som
faktisk er en ret varm sommeraften. Kirken er stuvende fyldt, og da koncerten starter, ankommer koret og
stiller sig langs væggene hele vejen rundt i kirken. Vi har valgt at sætte os
på allerbagerste række, så jeg uden at forstyrre nogen kan tage lidt
billeder, så vi sidder lige bag den lange linje af syngende mennesker under
det første nummer. Nu stiller alle sig op under orgelet i kirken, og denne opstilling holder
under resten af koncerten. Koret styres af Linda Andrews, som byder os velkommen. Fru Andrews er
ikke helt ukendt, da hun vandt den anden sæson af X-Faktor tilbage i 2009, og
hun har siden udgivet 8 studio albums. Midt i salen sidder Kristof Jasik og akkompagnerer på klaver. Der er flere numre, hvor kvindelige solister træder frem og synger solo,
og det gør de meget flot. Under disse numre synger koret mest med i omkvædet.
De fleste af kvinderne i forreste række til højre har på et tidspunkt en
solo i et af de mange numre. Linda Andrews forklarer, at koret ikke er i ”uniform” i dag – det bliver
simpelthen for varmt, og det har hun ret i. Der går da heller ikke lang tid,
før koret koger musikalsk, og resten af kirken sveder bravt. Alle numrene er ikke direkte religiøse. Vi får f.eks. Coldplay’s
“Fix it” udsat for kvindestemmer – og ganske få herrer. Der er vist mindre
end en håndfuld af dem i koret, så vidt jeg kan se. Midt i koncerten synger Linda Andrews selv for, og hold-da-op hvor kan
hun synge – der er virkelig lunger bag, og det er vanvittig flot. Hun har et
enormt drive – og sikke en stemme. Linda Andrews er ikke bare dirigenten og en fremragende sanger – hun er ligefrem
cheer-leader … er det en skik fra Færøerne, hvor
hun stammer fra? Linda svinger med armene og flokken følger hendes mindste vink, så koret
er et bølgende hav af arme, mens de synger. Der er kamp-varmt inde i kirken nu, og stemningen koger sammen med både
kor og publikum. Der er ikke bare stor musikalsk aktivitet, dette er en ren work-out oplevelse, hvor alle arme i kirken vifter under
de sidste numre. Vi får endnu et Coldplay-nummer, og så slutter
det hele af med ”Oh Happy Day”, hvor de sidste kræfter fra koret opsuger den
smule ilt, som er tilbage i kirken. Det er en flot, intens og MEGET varm
oplevelse – på mere end én måde. Koret forlader syngende kirken, og vi følger efter ud i den nu forfriskende
kølige aften, selv om det faktisk er ret lunt. Hold da op en fin musikalsk oplevelse
med fængende musik, fantastisk energi og en hel del flotte enkeltpræstationer.
Tak for det! Setlisten har jeg fået fra Mette –
tak for det!
|