Vikingur
Olafsson, 20. september 2023, Louisiana Humlebæk
Vanvittig tour-de-force på
tangenter
Retur
|
Jeg har da været til klassiske koncerter
før, men aldrig til en ren klaverkoncert – og slet ikke med mulighed for at
sidde så tæt på kunstneren. Jeg er jo ikke nogen Bach-expert,
så jeg havde lyttet til ”The Goldberg Variations” i forvejen, og jeg var
imponeret over den kompleksitet, som musikken indeholder, så jeg glædede mig
vildt til at kunne studere Vikingur Ólafsson på tæt hold. Meget heldigt så sidder vi på tredje række
– yderst til højre i venstre side – det giver et perfekt udsyn til
tangenterne. Havde vi siddet i højre side, så havde vi kun haft glæde af
vores eget refleks i det spejlblanke Steinway flygel. Det er min plads yderst
til højre for Niels.
På slaget 20 kommer Vikingur
Olafsson ind og sætter sig til flygelet.
Han læner sig frem og virker til at gå i
trance … der går lidt tid, før den første tone bliver anslået … og så går det
ellers over stok og sten. Der spilles så intensivt, at ingen i salen
nærmest tør trække vejret. Under hele koncerten hører man faktisk heller ikke
et eneste host, så koncentrationen er max fra både tilhørere og kunstner.
Ikke noget med at hive mobilen frem og tage billeder – de to næste foto er
hugget fra nettet – Vikingur havde faktisk noget
længere hår end på dette billede, men dette slørede tilsyneladende ikke det
musikalske overblik.
Bach’s ”Goldberg Variations” er
… vanvid. Det er én lang opvisning i at spille smukt og langsomt, og så gå
fra 0 til 100 på to tangenter. Vikingur er en
mester – jeg er ikke bare fascineret – jeg er rystet over, at man kan spille
så hurtigt og koncentreret i så lang tid – HELT uden noder. Men på den anden
side ville en nodevender formodentlig få en håndledsskade ved at skulle følge
med i 5 fulde kvarter. Pludseligt går det op for mig, hvordan der
kan komme så meget musik ud fra to hænder – der snydes. Kigger man efter, så
er der fire hænder på tangenterne – der ligger en pianist inde i flygelet og
spiller med – det fremgår tydeligt, når man sidder, hvor vi sidder – og har
det spejlblanke Steinway flygel foran os! Stadig rystende!
Det
er en opvisning i spilleteknik. Hænderne danser rundt på tangenterne, og
nogle gange er de fysisk oven på hinanden, for at anslå de samme tangenter
dobbelt så hurtigt. Kigger man på nettet, så har nogle nørder ”tastet”
noderne ind i en MIDI-computer, og der er over 75.000 ”events” i hele
stykket. Det tog Hr. Olafsson 75 minutter at gennemspille de 30 variationer
inkl. få sekunders pause mellem hvert stykke, så det er ca. 1000 anslag per
minut eller 16,67 anslag per sekund – altså 1.67 anslag per finger per
sekund. Når man så tager i betragtning, at der er lange stille passager, så
er der tale om nedsmeltning, når det går stærkt. Billedet her er også hugget fra nettet. Man kan diskutere hvor smukt det er.
Musikken er skrevet til en rig tysk ambassadør, som havde svært ved at sove.
Han fik Johann Goldberg til at spille musikken for sig i de søvnløse nætter,
men når jeg lytter til dette, så har jeg en hvilepuls på over 200. Det er jo
ikke nogen hemmelighed, at jeg selv drømmer om at lære at spille på klaver,
men efter at have oplevet dette, overvejer jeg om mit klaver har større
brændværdi end musikalsk værdi. Ok – spøg til side. Denne musikalske
oplevelse var i særklasse – det var helt vildt flot opført, men jeg vil
stadig hævde, at det ikke er musik, som man lige lytter til for at falde til
ro – tværtimod! Beskrivelsen nedenfor hævder da også, at stykket er skrevet
af Bach som et bevis på, hvor dygtig han er – og det er matematisk opbygget. Da de 30 variationer er færdige puster Vikungur kort ud og modtager den stående hyldest. Han
siger, at man ikke lige kan give et ekstranummer, for hvis man først starter
fra nr. 1 variation, hvornår skal man så stoppe? Tænk – han kan huske over
75.000 noder … det er rystende! Tak for denne enorme oplevelse – jeg vil
glæde mig til den nye CD-udgivelse
fra Deutsche Grammophon ankommer – så skal der
lyttes igen.
Beskrivelsen fra Louisiana:
|
