Van der Graaf Generator, 24. februar 2022, London Palladium    

En “once-in-a-lifetime” koncert med verdens underligste boy-band                                                             Retur

 

Nogle gange er det federe at stå i kø i Netto end andre gange – jeg vil aldrig glemme, da min mobiltelefon sagde ”ding”, mens jeg ventede på at komme til kassen, og det viste sig at være en besked fra Songkick, som tracker de artister, som jeg synes om – og foreslår nogle, som minder om disse – en fremragende ordning! Min begejstring var enorm – ikke nok med at jeg nu kunne høre Van der Graaf, som jeg elsker, men vi kunne også tage en tur til London. Da Hanne så sagde: ”Jeg skal da med til koncerten”, fik jeg lige lidt kolde fødder, da INGEN – som i ABSOLUT INGEN – i min musikalske omgangskreds fatter VdGG, men de synes alle at Peter Hamill’s stemme er FOR mærkelige. Det er derfor jeg ikke længere har nogen venner 😊 Kun en time senere var der købt to billetter til The London Palladium til koncerten i Maj 2020 – en forårstur til London er altid dejligt.

Det var så lige her, at verden blev ramt af en lille virus, som lammede alt i flere år! MEN … i slutningen af februar 2022 SKULLE det lykkes, så vi gik totalt i flyverskjul i ugen op til afrejsen, og det lykkedes os at komme ud og hjem uden at have symptomer – helt perfekt!

Altså … efter flere forsøg med rykkede datoer står vi her …

 

    

 

Rammen om koncerten er fantastisk. Ikke nok med at det gamle teater viser, hvem der spiller i aften, men salen er også enorm flot. Gammel, slidt og … en passende ramme for en flok ældre musikere, som leverer klassisk guld!

 

 

Det første man tænker, da de tre aldrene herrer kommer ind på scenen er ”Christ, hvor er Peter Hamill tynd”. Han ligner bogstavelig talt et skelet i hvide ligklæder, og man bekymrer sig over, om han vil knække sammen, men det eneste som knækker lidt, er stemmen, og det har den gjort siden han startede med at synge som teenager – alt er med andre ord, som det skal være.

 

Peter Hamill er ikke meget snakkende, men han introducerer kort andet nummer, da nogen råber på et nummer. ”We don’t do requests!”, konstaterer han tørt, og fortsætter at de altid blander sangene, og aldrig spiller det samme sæt flere aftener i træk. Der vil derfor komme en blanding af nyt og gammelt … og denne her kan man ikke komme uden om – og de kaster sig ud i ”Every Bloody Emperor”.

 

 

 

Peter Hamills stemme er fuldstændig som den altid har været – på godt og ondt. Han synger bare så specielt, at det er unikt, men stemningen er helt perfekt, og gengivelsen mangler intet. Jeg er overrasket over, hvor meget (og godt) Peter Hamill spiller klaver. Det er interessant at høre numrene for klaver, orgel og trommer – og selvfølgelig baspedaler.

 

”Over the Hill” starter med den atonale indledning og går derefter over i ren barmusik. Jeg elsker Hugh Bantons orgel-underlægning – den er efter min mening lige så unik som Hamills stemme. Og så kommer de vilde nedfald på klaveret, hvor man tænker: ”Nu rabler det”, og så lander de alligevel på benene og spiller videre efter en typisk VdGG rundgang, som speeder op til hektisk tempo og igen ender i knytnæver i tangenterne – for at ende i en lydmur – det er så godt! Et flot nummer som igen ender i total styret VdGG-kaos.

 

 

Kigger man på Wikipeadia (som jeg ofte gør), så er VdGG beskrevet som Progessive Rock (yep – det er korrekt), Experimental Rock (igen en pletter) og Art Rock … ja, hvis tingene bliver meget abstrakte, så kun ganske få mennesker ser en værdi i det, så er det vel kunst, så her er beskrivelsen også korrekt.

 

 

Nu rejser Hamill sig fra klaveret og tager fat i den elektriske guitar. Der kommer endnu en ”request” i et råb fra salen, som kort bliver besvaret med ”not on guitar!”. Herefter lægges der hurtigt fra land med ”All That Before” med skærende guitar og massivt orgel, inden vi igen lander i staccato sang med synkron-trommer og orgel.

 

 

 

Så får vi én af mine favoritter, hvor stille sang akkompagneres af tangenterne i ” Childlike Faith in Childhood's End”. Uh, jeg mangler saxofonen – den lægger en helt speciel stemning hos gamle VdGG, som vi må mangle fordi David Jackson var både gal og genial – og den første blev åbenbart for meget for de tre andre. Jeg vil absolut ikke lægge skjul på, at mine tre favoritter er album-treenigheden ”Godbluff / Still Life / World Record” som blev udgivet fra oktober 1975 til oktober 1976 – TRE ALBUM PÅ 12 MÅNEDER … ikke underligt at de knækkede sammen med stress – det er tre mesterværker på rekordtid. Og dette nummer har det hele: Stille, intense, rodede, voldsomme og smukke passager. Så bliver det ikke bedre, og gengivelsen i aften er virkelig flot. Men jeg undrer mig over, at Peter Hamill kan holde til at synge sådan hver aften – det må slide vildt på hans stemme.

 

 

Der annonceres nu er kort pause, men først får vi det nærmest hypnotiske nummer ”Go” fra nyeste ”Do Not Disturb”-album – et nummer som jeg, når jeg hører det, tænker som en slags farvel ”… it’s time to let go”. En meget passende ”nedkøling” før pausen.

 

Efter pausen lægges der hårdt ud med ”Lemmings”, hvor Peter Hamill selv lægger ud med det ikoniske riff på tangenterne. Også her burde man savne saxofonen, men Hugh Banton klarer fint den flotte underlægning.

 

Hugh Banton havde to valg i tilværelsen: Han kunne enten blive balletdanser eller organist! Da to af hans onkler var kirkeorganister (tak til Wikipedia for denne info) valgte han at kombinere dette, så nu kan man sidde på de røde plysstole i The Palladium og glæde sig over hans dansende benarbejde. Det er fascinerende at se de hoppende fødder, som styrer både lyd-og basgangen i numrene. De hvide sportssko flyver elegant rundt på næsten usynlige tangenter på gulvet, mens hænderne danser hen over de to lag af tangenter – det er nærmest hypnotiserende at sidde og studere – ud over at det lyder fedt! Hugh Banton er i min optik lige så unik for Van der Graaf lyden som Peter Hamill. (Og det er så her at jeg savner saxofonen – hvorfor har de tre dog ikke taget en dygtig saxofonist med på deres live sets – det ville have løftet koncerterne til genialitet!) Der er mange knapper at vælge imellem under tangenterne, så Hugh Banton skal lige sikre sig, at han rammer rigtigt.

 

 

 

Nu introducerer Peter Hamill et nyt nummer om gamle dage, og da vi hører bilhorn og trafikstøj, er det klart at ”Alfa Berlina” er på vej. Det undrede mig en del, at Peter Hamill ikke benyttede chancen til at fortælle lidt anekdoter fra deres liv i denne gamle bil. Jeg synes, at det er et hyggeligt nummer på ”Do Not Disturb”, men det lykkkedes ikke helt at få denne ”hygge” med på scene-versionen, hvor det ligesom ikke flød rigtigt – Mr. Hamill var måske for optaget af guitaren?

 

 

Guy Evans sidder bag sit trommesæt og ser ufatteligt koncentreret ud. Jeg er ret imponeret over, at en mand, som er 11 år ældre end jeg, kan sidde og styre tingene SÅ præcist. (Tak til Wikipedia for alderen). Når det så er sagt, så må jeg indrømme, at hvis jeg mødte Mr. Evans i en mørk gyde, så ville jeg nok tro, at min sidste time var kommet. Guy Evans ser virkelig skræmmende ud, når han sidder sammenbidt bag gryderne og nedstirrer sine to partnere i Van der Graaf. Ikke desto mindre er han virkelig præcis – og igen – det er Fand… godt gået at en mand, som er årgang 1947, og han sætter virkelig farten – specielt i nogle af de gamle ”larmende” numre.

 

 

 

Så lægges der an til endnu én af mine favoritter da orgel, trommer og klaver langsomt bygger sig op til ”Scorched Earth” fra favoritten ”Godbluff”. Der lægges virkelig kræfter i opførelsen, og jeg nyder det vildt – dette er efter min mening koncertens højdepunkt – en kraftpræstation af 10 minutters præcist sammenspil, som da også modtager stående bifald fra en begejstret sal.

 

Peter Hamill introducerer nu sidste nummer med en ”official announcement” om at bandet virkelig er glade for at være tilbage efter Covid-udsættelserne, men at de stadig lever i deres boble og derfor ikke vil signere albums efter koncerten. Vi går nu helt tilbage i kataloget til ”Pawn Hearts” fra 1971 – altså nogle år før jeg stod på Generatoren – men absolut et album, som jeg ny nyder at høre. Peter Hamill er igen ved klaveret og udøver ”skønsang” … som han faktisk godt kan, hvis han vil – han vil bare ikke ret længe ad gangen, for det bliver meget hurtigt voldsomt – for derefter at blive vanvittigt, som kun VdGG kan med staccato rytmer og skrigende vokaler. Ufatteligt at de kan klare det – virkeligt imponerende af tre ældre herrer, som har deres HELT unikke lyd. Skiftene mellem det kaotiske og det smukke forbløffer mig stadig … hvor var det godt, at det lykkedes at opleve dette. Endnu et højdepunkt.

 

De tre herrer siger pænt farvel, og salen klapper begejstret. Vi får ekstranummeret ”Refugees”, som er aftenens ældste indslag fra 1970.

 

 

 

Jeg har hørt Van der Graaf Generator siden anden halvdel af 1970’erne, men jeg vil lytte til det med en helt anden andægtighed fremover – det er virkelig dygtigt lavet, og det har været herligt at se, hvordan dette specielle lyd-univers kan opføres af tre dygtige musikere, der nærmest startede som store knægte i slutningen af 1960’erne.

 

 

Endnu en setlilste fra setlist.fm:    (… og så er fedt at kunne lave en Spotify playliste …)

 

Set 1:

1.    Interference Patterns

2.    Every Bloody Emperor

3.    Over the Hill

4.    All That Before

5.    Childlike Faith in Childhood's End

6.    Go

Set 2:

7.    Lemmings (including Cog; arrangement for trio)

8.    Alfa Berlina (all siren wailings … more )

9.    Scorched Earth

10. Man-Erg

Encore:

11. Refugees

 

Nedenfor er vist fra hvilke albums, numrene kommer fra.

 

 


Retur