Nick Mason’s
Saucerful of Secrets, 16.
maj 2022, Det Kongelige Teater
Gammel Pink Floyd-syre med
mellemskyl
Retur
Det var med store forventninger, at Niels, Ejnar og jeg mødte op til en
koncert med nogle af musikkens kongelige i de korrekte omgivelser. Jeg stod længe og ventede på to ting – først at OSCAR skulle flytte sin
bil, så han ikke ødelagde mit foto af Det Kongelige Teater samt at
storskærmen på den gamle facade skulle annoncere aftenens program. Ingen af
delene skete ikke, så jeg har snydt og Photoshoppet plakaten ind. Det er til
gengæld ikke snyd, at Oscar nok fik en parkeringsbøde, mens Niels traskede
over vejen. Scenariet bliver ikke dårligere inde i salen. Vi har jo været her før,
men det er stadigt betagende omgivelser, som må have lagt ører til en del
siden (om)bygningen i 1870’erne – som pudsigt nok endte med en gigantisk
budgetoverskridelse og en Rigsretssag – intet har ændret sig. Men vi er
stadig taknemmelige for at bygningen nu er fredet, og vi i aften skal opleve
rigtig gammel Pink Floyd musik opført af den originale trommeslager Nick
Mason omringet af yngre musikere. Præcis kl. 20.00 slukkes lyset og der starter et veritabelt tordenvejr i
det gamle teater uden musikere på scenen. Ingen er i tvivl om at basintroen
til ”One of these Days” er startet, og bassisten og
sangeren Guy Pratt slentrer ind på scenen, mens han hamrer på bassen. Resten
af bandet følger trop, og koncerten har fået en flyvende start med dette
nummer fra mesterværket Meddle. Syngende guitarer –
hele svineriet! Efter den lange intro rejser hovedpersonen bag trommesættet sig og
modtager en lang hyldest fra de mange aldrende fans i teatret, som har haft
dette med helt fra sutteflasken (eller var det noget man røg?). Nick Mason
kommenterer straks på de smukke omgivelser, som unægtelig må være en noget
anden oplevelse end at spille i Valby Hallen. Hr. Mason undskyldte, at han ikke kunne sige et ord på dansk, selv om … sagde han det? … at han er dansk gift? Senere rejser han sig igen op og taler om Syd Barret og hvilken betydning han havde for at starte bandet. Det var som intro til nummeret ”Candy and a Currant Bun”, som ifølge Hr. Mason handlede om ”sex and rock’n’roll” og skulle have heddet noget i retning a ” Let's Roll Another One” … men bandet havde i forvejen problemer nok med at komme i radioen hos BBC, så det blev droppet, og Syd Barret ændrede teksten. Mellem hvert ”lange” nummer kommer der et mellemskyl! Det er forunderligt
så meget betydning, der bliver lagt på Syd Barret,
men hans musik og portræt kommer til at præge en meget stor del af aftenen.
Nummeret ”Arnold Layne” kender vi jo alle, selv om
der går meget lang tid mellem at jeg hører det. På ”Obscured by Clouds” er Syd forsvundet i
skyerne på bagtæppet, og vi får igen det mere progressive Pink Floyd.
Nummeret indledes af keyboardmanden Dom Beken, som
også synger lidt kor. Faktisk synger alle undtagen Nick Mason flere gange i
løbet af aftenen. Vi undrede os flere gange over den roadie, som sad
fuldstændig stille bag de mange keyboards og stirrede indædt på Dom Beken. Måske var Hr. Beken bare
ude på ledsaget udgang med sin fangevogter – vi undrer os stadig! Før et nummer (tror det var ”Atom Heart Mother”
fortæller bassisten Guy Pratt om Pink Floyd’s
originale keyboardspiller Nick Mason, som var bedstefar til hans søn. Den
skulle vi lige tænke over, men Wikipedia kunne selvfølgelig afsløre, at Guy
har været gift med Gala Wright – Rick Wright’s datter. De to guitarister bruger i mange af numrene David Gilmour’s
trick med at spille soloerne to gange (overdubbed).
Det præcise samspil giver en lyd, som er meget flot og tro mod originalerne. Nick Mason annoncerer, at der nu kommer en pause, men først skal vi lige
have et nummer, som han glæder sig til, da han nu endelig kan få lov til at
dundre på ”the gong”, som jo er ikonisk for Pink Floyd’s
trommesæt. ”Det var altid Roger, som slog på den”, forklarer han. Scenen
gløder i solen, og vi får det flotte nummer ”Set the Controls for the Heart
of the Sun” for fuld udblæsning. Her demonstrerer guitaristen Gary Kemp,
hvordan man laver støj med en guitar og synth. Det er gribende – hvis man ellers kan lide at få sit hjerte flået ud
under den glohede sol. Lava-lamperne har ikke levet forgæves. Efter pausen fortsætter blandingen af de gamle syrede numre og de kortere
Syd Barret sange. Der er meget guitar, og det er
både flot og godt. Specielt i afslutningsnummeret ”Echoes” er der
fri leg for guitar, da Lee Harris laver mange af de lyde, som jeg troede kom
fra synthesizere. Bemærk at Guy Pratt tager sig af både baspedaler og
basguitar - lydfladen er enorm – og lige som den skal være. Der er tre ekstranumre, og det sidste er aftenens mest tossede –
selvfølgelig fra Syd Barret’s hånd – nemlig
nummeret ”Bike”, som han skrev i begejstring over sin nye cykel. Det er
afslutningen på ”Piper at the Gates of Dawn”-albummet – det eneste hele album
som Syd Barret deltog på. Overraskende hvor meget
ære for Pink Floyd’s store musik, der bliver lagt
på Syd Barret’s skuldre. Nu træder hele bandet frem på scenen, og de er længe om at forlade den,
da de vil have adskillige foto af publikum i den flotte sal – det har helt
klart også været en stor oplevelse for dem. Tak til Nick Mason og hans
musikere for at give os denne oplevelse. Og tak til guitaristen Lee Harris,
som ifølge Nick Mason var den person, som foreslog projektet ”Nick Mason’s Saucerful of Secrets”. Link
til foto i fuld opløsning. Endnu en setliste fra setlist.fm: Set 1: One of These Days Arnold Layne Fearless Obscured by Clouds When You're In Candy and a Currant
Bun Vegetable Man If (First half only) Atom Heart Mother If (reprise) Remember a Day Set the Controls for
the Heart of the Sun Set 2: Interstellar Overdrive
Astronomy Domine The Nile Song Burning Bridges Childhood's End Lucifer Sam Echoes Encore: See Emily Play A Saucerful of Secrets
Bike |