Mellemblond, 25. maj 2019, Radar, Aarhus

Dansk digter-rock af bedte skuffe Retur

Jeg har aldrig hørt noget af Mellemblond – og så måske alligevel. Jeg mener, at min radio-mentor og musikalske underviser Ander Nyborg-Madsen har spillet det en enkelt gang – og det er ALT for lidt. Vi var mødt op helt uforberedte til denne koncert en kølig aften i Aarhus, hvor vi ankom så sent, at vi missede det første band – som Signe ikke gad høre. Yep, Signe havde lokket os med hen i den hyggelige Radar-hule, hvor man på afslappet og meget intim måde kan komme helt ind under huden på den musik, som bliver fremført på den lille scene – hvis I ikke har oplevet dette, så gør det … snarest!

På scenen står Kristoffer Much Mortensen og suger publikum ind i sine intelligente og fine tekster. Det fremføres skarpt og så perfekt, at undertekster ikke er nødvendigt – her kunne DRs TV-serier lære noget – lyrikken er interessant, og musikken er letforståelig, selv om den er både nuanceret og spændende. Jeg elsker de tonespring, som tit kommer mellem verselinjerne – dette er ikke bare simpel pop.

Selvfølgelig er der referencer til C.V Jørgensen i Kristoffers tekstunivers, men han fremstår som sin helt egen, og han er også en meget habil guitarist, hvilket vi flere gange får flotte eksempler på. Både som spinkelt fingerspil og helt op til monumentale slutninger, hvor hele bandet går op i en højere enhed af rytmer i en solid lydmur. Dette er dog ikke det gennemgående lydbillede, da der gennem hele koncerten er mange fine detaljer fra både trommeslager og bassisten, som også synger fint med på kor.

Mellem numrene kommenterer Hr. Munch Mortensen lidt på numrene, og vi lærer at der er ”Gladsaxe” og ”Gentofte”-slutninger på numrene … det henviser vist til musikernes bopæl. På et tidspunkt roder Kristoffer sig også ud i en snak om Amager og Zimbabwe – skulle have spurgt ham, hvad han egentlig mente med dette – hans tekster er noget mere forståelige end hans kommentarer mellem numrene. På trods af hans store musikalske fremtoning virker han næsten sky, når han ikke skal spille sin musik.

Det er fantastisk at kunne slentre rundt til en koncert uden at skulle kæmpe for livet, eller frygte at ens ølglas bliver spildt ud over det hele. Tilsvarende dejligt er det, når lydstyrken er perfekt, så man får alle detaljerne med, uden at det kommer til at koste hørelsen. I det hele taget var dette nok én de bedste (og billigste) musikoplevelser, jeg har haft i meget lang tid – jeg kommer til at følge Mellemblond til mit sidste hår er gråt … eller faldet helt af. Og så er det jo fedt, når man kan få signeret sin nye LP af kunstneren selv under oprydningen – og det var så her jeg glemte at spørge om Amager og Zimbabwe.

Jeg er ikke god til at huske navne i kampens hede, så jeg fandt aldrig ud af, hvem Kristoffer havde med sig i Mellemblond. Det var i hvert fald kompetente musikere. Trommeslageren var meget høj klasse ligesom bassisten, og deres rytmiske underlæg til den spændende musik fangede virkelig én – det er sjældent, at det bare er fedt at stå og iagttage netop trommer og bas, når det bare spiller. Og keyboard-herren, som jeg mistænker, er Mads Brinch, der også medvirker på Mellemblonds plader, formår på en afdæmpet måde at fylde lækre lag af space og stemning på musikken, uden at det bliver til lagkage.

Digter-rock af bedste skuffe – den overskrift har jeg hugget fra Radars omtale af koncerten – men jeg er mere end enig.

Se alle foto i høj opløsning her: LINK

Setliste … den lå på scenen:

Retur