Madrugada, September 24. 2019, Amager Bio, Copenhagen, Denmark

Madrugada, 24. september 2019, Amager Bio, København

Blændende norsk rock med enormt drive og fængende intensitet Retur

Jeg HADER koncerter, hvor lyset er anbragt BAG kunsterne, så man står blændet og misser med øjnene gennem flere timer. Det var derfor med stor bekymring, at vi indfandt os på balkonen i Amager Bio med fremragende udsigt over scene og sal. Det norske band gik på scenen med utrolig præcision, og præcision blev nok nøgleordet for aftenens koncert.

Der blev lagt støjende ud med tre-på-stribe, hvor voldsomme og fængende guitar-riffs fra det grånende live-medlem Cato «Salsa» Thomassen på guitar, som spillede røven ud af læderbukserne, og det var både vildt og godt, men forsanger Sivert Høyem lignede en Controller (Ja, det vi i gamle dage kaldte en revisor eller bogholder) i sit stramme jakkesæt. Lyset i øjnene, det voldsomme lydtryk og numre, som ender hvor de starter tegnede ikke godt, så i mangel på solbriller røg ørepropperne i.

Nu skete der noget nærmest magisk. Lyset på scenen gik over i rødt, og en helt anden lyd kom for dagen. Sivert forsvandt fra scenen, mens nummeret blev bygget op, og da han kom tilbage var det uden jakke om med åben skjorte, og denne frihed spredte sig helt ind i min lidt frosne musikalske sjæl, og nordmændene fra det kolde nord tøede mig op på få minutter. Det var så også her, at Ejnar vendte sig om under det rytmiske basgange og lidt syrede keyboards fra live-medlem Christer Knutsen og sagde: ”Det er helt som gammelt Pink Floyd”. Nu er jeg jo et prog-rock vrag, men resten af koncerten var én lang stigende begejstring – netop som en koncert skal være.

De to guitarister dækkede hinanden godt af. Der var næsten hele tiden et slide-greb på én af guitarerne, Når det var frontmanden Cato Salsa, der havde ”grebet”, så lavede hans guitar en til tider rundsavsagtig hylen og snerren dybt nede under de andre lag af lyde, mens Christer Knutsen foretrak at sidde ned med sin guitar på skødet og lave den mere klassiske syngende slide-guitar – hver ting perfekt til det valgte tidspunkt.

Sivert Høyems dybe stemme drager én ind i Madrugadas musikalske univers. Jo længere tid, han optrådte, desto mere bliver man suget ind i stemningen på scenen, og han er da også en fængende showman med afdæmpede, men overbevisende virkemidler. Det var f.eks. en genistreg at tage en jakke på fuld a pailletter, som forvandlede ham til en tåge af stjerneskud, der susede rund på vægge og lofter i Amager Bio og tryllebandt publikum.

Den sidste halvdel af koncerten brugte Sivert sin akustiske guitar, og her blev det musikalske udtryk endnu mere nuanceret og varieret, og specielt i de lange numre nærmede det sig den perfekte koncertoplevelse – nu kunne man fortsætte hele natten. Bassist Frode Jacobsen og trommeslager Jon Lauland Pettersen bidrog også hele tiden til en perfekt rytmisk oplevelse.

Heldigvis kender Madrugada sin besøgstid og stopper på toppen (de har ikke laver ny musik siden 2008, hvor guitarist Robert Burås døde), så tilfredse og musik-mætte kunne vi gå ud i den kølende regn og komme ned på jorden igen – en virkelig god musikoplevelse. Tak til Ejnar for at lokke.

Og så var det SINDSSYGT højt! Selv om jeg havde mine suveræne ørepropper på, så hylede det lidt i ørerne, så jeg tør slet ikke tænke på resten af publikummets høreskader. Og på trods af lyset i starten – eller måske netop derfor – EN BLÆNDENDE GOD OPLEVELSE.