Anne, Sanne & Lis, 31. maj 2019, Royal Arena, København

Et hyggeligt gensyn med de tre stærke damer, der absolut stadig kan - nok bedst hver for sig!                  Retur

Uh! Der er nu gået 4 måneder siden koncerten, og jeg kan huske, at jeg den første lange tid gik og vred mig over, hvordan jeg skulle anmelde denne koncert. Det var fedt at se de stadig gode koryfæer … men et-eller-andet manglede. Kort efter koncerten læste jeg en virkelig præcis anmelde fra Berlingske, så i stedet for selv at finde på noget, gengiver jeg nu den anmeldelse … helt uden at have fået lov fra gamle Tante Berlinger. Men hva’ … jeg har været abonnent i mange år, da jeg var yngre, så mon ikke de tilgiver mig? Billederne er dog mine helt egne!

 

Se alle foto i høj opløsning her: LINK

 

Berlingske … fra Aalborg koncerten

Et banner med øjnene fra coveret til Anne Linnet Bands »You’re Crazy« skuede ud over salen og indikerede, at dette var en aften, der stod i nostalgiens navn. Vi skulle tilbage til 80’ernes luftige synthesizere og store armbevægelser. En aften med soundtracket til de fleste af det gråstænkte publikums ungdom - og denne signaturs barndom.

For det vakte opsigt, da firserpoppens dronninger Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen i kølvandet på sidste års populære DR-dokumentar meldte ud, at de spillede fem koncerter sammen på landets største musikarenaer. Den første foregik i Aalborg torsdag aften, og der var lagt op til den helt store fest med hits som »Tusind Stykker«, »Mine Øjne De Skal Se«, »Kærligheden Kalder« og »Den Lille Løgn«, som har været lyden af forelskelser, fester og bristede hjerter i flere generationer.

Ud-dateret kystbanefunk

Bakket op af The Antonelli Orchestra indtog de tre koryfæer Aalborgs Gigantium-hal og lagde ud med »Crazy« fra netop Anne Linnet Band. Men trods den dramatiske intro, hvor et gulvlangt forhæng oplyst i blåt afslørede bandet The Antonelli Orkester, og de tre sangerinder indtog scenen klædt i elegante jakkesæt og skinnende pailletter, så fik de første par sange fra deres fælles fortid i Anne Linnet Band ikke publikum op at ringe.

Den velspillede kystbanefunk lød pludselig lidt ud-dateret i 2019, og de drypvise guitarsoloer lød som noget, der gerne måtte blive i 80erne.

Fra starten var det slående, at især Salomonsen og Linnets stemmer lyder lidt slidte og uden den sødme, der tidligere kendetegnede dem. Lis Sørensen har bevaret stemmens blødhed og var aftenens største stjerne!  Hun leverede en fræk og levende version af »Mine Øjne De Skal Se«, selv om akustikken i den enorme betonhal ikke ligefrem arbejdede med hende.

Vi skulle dog næsten en time ind i koncerten, før showet for alvor kom ud over scenekanten. Først på Sanne Salomonsens »Det Er Ikke Det Du Siger«, hvor hun sang sig ud over det gennemsnitlige og skabte momenter af gåsehud blandt publikum.

Bedre solo end sammen

Selv om Salomonsens rå stemme har fået flere furer med årene, leverede hun en følelsesladet version af et af sine største hit. Det var, som om de tre sangerinder først for alvor fandt det fælles beat i sidste halvdel af koncerten.

 

Da Anne Linnet slog akkorderne an til en mørk og fyrig version af den lesbiske klassiker »Glor På Vinduer«, lignede hun en kvinde, der kunne forføre alle i salen - og vidste det. I det hele taget var de tre sangerinder bedst, når de spillede deres eget solomateriale.

Den sidste time var klart den bedste. Lis Sørensens vandt alle hjerter i betonhallen på »Ind Til Dig Igen«, »Smuk og Dejlig« blev leveret med surf-guitar og fællessang og med en flot version af »Sui-Sui« mindede Sanne Salomonsen publikum om, hvem de var forelsket i 1981. Koncerten sluttede på toppen med »Den Jeg Elsker«, som de tre sangerinder sang sammen, mens publikum i salen vuggede frem og tilbage og dansede i takt.

Sidste år gav DRs »Anne, Sanne og Lis«-dokumentar de tre ikoner en velfortjent revival, og man forstår sagtens, at koncert-bookerne har set en virkelig god mulighed for at samle dem.

Men showet viste, at de tre ikoner faktisk er bedst hver for sig. Det var dér, de understregede, hvor betydningsfulde, de hver især har været for den danske sangskat, og at det er dem, nutidige kunstnere som Medina, Marie Key, Burhan G og Rasmus Seebach er formet af.

Setliste: Fra Berlingske

1. You're Crazy
2. Måne sol og stjerner
3. Kærlighed og empati
4. Flyv med mig
5. Laila
6. Livet det begynder nu
7. Du er lige her
8. Regn
9. Det er ikke det du siger
10. Fordi fordi
11. Twist
12. Hvis du forstod
13. Glor på vinduer
14. Mine øjne de skal se
15. Hvor du er
16. Venus
17. Ind til dig igen
18. Sui Sui
19. Smuk og dejlig
20. Stille dans for to

Ekstranumre
21. Tusind stykker
22. Cha Cha Cha
23. Den jeg elsker
24. I morgen


Retur