Steven Wilson, 28. marts 2018, Royal Albert Hall, London

Prog (pop) når det er bedst i yndlings-koncertsalen                                                                                          Retur

Vi er endnu en gang klar i Royal Albert Hall, og denne gang er Hanne med for at se Steven Wilson for første gang. Jeg har tårnhøje forventninger, så det er næsten svært ikke at blive skuffet.

2018-03-28 19.02.46

 

Vi sidder i den smukke sal og venter på en opvarmning, da en spinkel, langhåret herre under stor jubel kommer barfodet ind på scenen med en guitar.

2018-03-28 20.57.48

Det er en meget lidt prog-intro til en Steven Wilson koncert, men det sætter med det samme tonen for en super-afslappet og fantastisk musikalsk oplevelse. Steven Wilson forklarer, at der jo står ”opvarmning” på billetten, og at de ikke havde noget til den første koncert i går, og da de fleste af tilskuerne i dag jo nok også var her i går (vi var ikke), så skulle vi ikke snydes igen i dag – derfor vil Mr. Wilson lige forsøge at spille lidt akustisk selv … hallo … det tager vi med.

 

Lige så storladent og prog’et som han musik er med band, lige så fantastisk er han solo med sin guitar. Vi får et par gamle numre fra Porcuine Tree-tiden, og efter tre numre dukker Adam Holzman op og akkompagnerer på klaveret – uha, det er godt.

Steven Wilson er jo altid meget snakkesalig, og da vi ved, at dette akustiske set er sprit-nyt, så er det dejligt at sidde og høre på noget, som ikke er indstuderet og gentaget til hundredvis af optrædener. Steven begynder at forklare om sine gamle sange, og han konstaterer, at nogle af han tekster ikke bare er triste … de er ”fucking depressing”. Ikke desto mindre vil han gerne synge én af de ”værste”, da den trods alt er meget smuk … og til alles begejstring får vi ”Postcards”, som han jo selv ved tidligere lejlighed har omtalt med stolthed som et godt nummer – og det er det.

Sikke en herlig opvarmning … vi læner os tilbage i den korte pause, der er indlagt indtil første set … som jo er blevet til andet set.

 

Nu starter koncerten på en mere forventelig måde. Vi ser en kort Lasse Hoile-film, og så kører man på med ”To the Bone” fra nyeste skive af samme navn – det er jo det rene pop, men det fungere fint på scenen, og jeg glæder mig over, at de ikke lægger ud med f.eks. ”Luminol” … så var Hanne gået med det samme.

 

Allerede i andet nummer er jeg ved at besvime at begejstring. Vi er jo vant til at se Ninet Tayebs smukke ansigt på bagtæppet, da Steven Wilson jo tidligere har forklaret, at de får lidt hjælp til hendes stemme via en Apple Computer … men i dag træder hun selv i egen person ind på scenen, og vi får det utroligt smukke ”Pariah” fra den nye skive – det er så godt … jeg er allerede klar til at gå hjem – vi har næsten fået, hvad vi kom for at høre. Ah OK … de må da godt lige spille hele ”Hand Cannot Erase”, men den er jo ikke så setlisten.

IMG_6404

 

Ikke desto mindre er de sidste toner fra ”Pariah” kun lige døet hen, da Steven Wilson introducerer Dave Kilminster, som kortvarigt har fået fri fra turne med Roger Waters. Kilminster har spillet alle Dave Gilmours stykker med Waters, og på ”Hand Cannot Erase”-skiven er der netop et nummer, hvor jeg altid i guitar-soloen tænker: ”Nu står Gilmour på toppen af muren” … og det er netop ”Regret#9” de kaster sig ud i … det er så stort.
IMG_6410

Bassisten Nick Beggs går op til pedaler og keyboards og støtter op om Adam Holzmans efter min mening ikoniske synth-solo, der bygger op til den monumentale eksplosion, da Dave Kilminster trykker pedalen i bund og prog-raketten suser mod stjernerne i en Gilmore’sk dunder-solo på guitaren.

Øj! Hvis det var dagens uddrag af ”Hand Cannot Erase”, så var det godt. Men det stopper ikke her. Underlig nok springer vi et par numre tilbage på skiven, og Ninet Tayeb kommer nu tilbage på scenen og giver ”Routine” i duet med Steven Wilson – deres vokaler står skarpt og perfekt – dette er en magtdemonstration i lyd og musikalsk perfektionisme fra en scene – ikke underligt at alverdens bands står i kø for at få Steven Wilson til at fixe lyden på deres gamle albums. At opleve Ninet Tayeb ude af computeren og i egen person på scenen sammen dette band – det troede jeg aldrig, at jeg skulle opleve, så hver eneste tones suges ind i min musikalske hukommelse til bevaring som et kostbart minde for eftertiden.

IMG_6417

 

IMG_6414

I underlig baglæns rækkefølge kører vi nu tilbage til titelnummeret ”Hand Cannot Erase”. Herefter vender skuden, og vi springer frem til de sidste tre numre på albummet med ”Ancestral”, ”Happy Returns” og ”Ascendant Here On”

IMG_6436

Den store overraskelse er, at Ninet Tayeb synger lead-vokalen på Ancestral i stedet for Steven Wilson – det gør absolut ikke nummeret dårligere. Den nærmest maniske afslutning på nummeret er – ikke mindre manisk, end den plejer at være, og der er del selvironi på scenen, da Nick Beggs, Steven Wilson og guitarist Alex Hutchings slider sig selv ned til sokkeholderne under duellen … og ender med at ligge ned på scenen og spille.

IMG_6430

Så kan man vist ikke ønske sig mere fra ”Hand Cannot Erase”, og det er da heldigvis også slutningen på dette set, så alle kan få et velfortjent pusterum til at sunde sig på denne kæmpe musikalske oplevelse. Tak for det – men jeg er helt udmattet - hvordan skal vi klare et sæt til?

 

Tredje sæt lægger hårdt ud med rockeren fra nyeste ”To the Bone” albummet med ”People who eat Darkness” i duel med Ninet Tayeb.

IMG_6434 IMG_6436

 

Jeg har lidt svært ved at holde den intense koncentration, som forrige set krævede, men dette set er også en blanding af de nye ”pop”-numre og gamle Porcupine Tree skæringer i skøn forening, så man kan godt logge lidt ind og ud uden at miste fodfæstet.

 

Permanating” er det absolutte pop-højdepunkt, som Steven Wilson introducerer ved at bede alle om at stå op, da vi nu skal disko danse.

IMG_6441 IMG_6446

Lyset tændes, og vi får en lille snak om pop, Beatles, Abba, som Wilson respekterer for deres kvalitet. Dette kaster en længere tale af sig (se den på Youtube) hvor Mr. Wilson kræver at man skal accepterer alle slags musik – hvis det menes alvorligt, og så får vi dette morsomme dansenummer – og det fungerer godt på dette tidspunkt, hvor vi er ved at være lidt udkørte.

 

Vi får et par numre fra den nye skive, og på nummeret ”Refugee” introducerer Steven Wilson Mark Feltham på mundharmonika – det er godt.

IMG_6457

 

Jeg er kørt træt, og resten af koncerten er intet mindre end udfordrende, da volumen skrues i bund med Porcupine Tree numre og det meget støjende ”Vermillioncore” fra 4½-skiven. Dette bliver ikke bedre i ekstranummeret, som IKKE er ”The Raven that refused …” men endnu et langt Porcupine Tree nummer – Steven Wilson undskylder, og lover at det vil komme igen i morgen – men der er jeg her jo ikke.

IMG_6454

 

For at få os helt ned i ”gå hjem-tempo” får vi det smukke afslutningsnummer fra ”To the Bone” med ”Song of Unborn” … og så er det pænt farvel.

IMG_6478

 

Hold da op en musikalsk oplevelse … den vil jeg forhåbentlig aldrig glemme.IMG_6487

 

Se alle billeder her i fuld opløsning.

 

Nu valgte jeg jo at se Sort Sol d. 3. marts, da Steven Wilson spillede i Vega i København. Havde jeg vidst, at setlisterne i hhv. København og London var SÅ forskellige, så havde jeg nok været til begge koncerter. Eller måske de to sidste i London, som også var ret forskellige!

Her er i hvert fald setlisten fra den anden koncert i London, som vi overværede – og det akustisk første set ar KUN med denne ene aften – TAK FOR DET!:

 

Set 1 (solo acoustic):

1.    The Sky Moves Sideways (Phase One) (Porcupine Tree song)
Section II: I Find That I'mmore Not There; live debut by SW

2.    Trains (Porcupine Tree song) (tour debut)

3.    Even Less (Porcupine Tree song)

4.    How Is Your Life Today? (Porcupine Tree song) (with Adam Holzman)

5.    Blackfield (Blackfield song) (with Adam Holzman)

6.    Postcard (with Adam Holzman) (tour debut)

 

Intro ("Truth" short film)

Set 2:

7.    To the Bone (with Mark Feltham)

8.    Pariah (with Ninet Tayeb)

9.    Home Invasion (with Dave Kilminster)

10. Regret #9 (with Dave Kilminster)

11. Routine (with Ninet Tayeb)

12. Hand Cannot Erase (with Ninet Tayeb)

13. Ancestral (with Ninet Tayeb) (Ninet on lead vocals)

14. Happy Returns

15. Ascendant Here On... (Adam Holzman solo on piano)

 

Set 3:

16. People Who Eat Darkness (with Ninet Tayeb)

17. Don't Hate Me (Porcupine Tree song) (with Ninet Tayeb)

18. Permanating

19. Song of I

20. Refuge (with Mark Feltham)

21. The Same Asylum as Before

22. Heartattack in a Layby (Porcupine Tree song)

23. Vermillioncore

24. Sleep Together (Porcupine Tree song)

 

Encore:

25. The Sound of Muzak (Porcupine Tree song)

26. Song of Unborn

 


Retur