Paul McCartney, Royal Arena Copenhagen, 30. november 2018

Paul McCartney, 30. november 2018, Royal Arena, København

Jeg vil også være så frisk, når jeg er 76 – fantastisk energi-aften med Sir Paul og alle hans hits Retur

Egentlig var vi temmelig bekymrede for denne koncert. Vi så Paul McCartney i O2 Arena i London i 2015, og det er én af vores bedste koncert-oplevelser – nogensinde … så hvis dette nu ikke var helt så godt, så havde vi smidt 3.800 kroner ud af vinduet – og hvordan kunne det blive lige så godt?

Det hjalp heller ikke på motivationen, at vi modtog en mail fra Royal Arena, der instruerede os til at ankomme i god tid, da vi skulle kropsvisiteres af hensyn til sikkerheden. Men de katastrofale forhold omkring indgang i Parken in mente mødte vi tidligt op, og her ventede aftenens første gode overraskelse os. Der var fyldt med smilende og venlige vagter, som bød os velkommen og på hyggeligste vis – det er faktisk muligt – sørgede for at sikkerhed og indgang forløb smertefrit og effektivt, så 1-0 til Royal Arena her.

Inde i den store sal startede en DJ på det helt store Beatles/McCartney-Mix ca. en times tid før selve koncerten, og det var præcis det samme som i O2 – og det er en fin opvarmning – du hører McCartney med en tvist.

Præcis kl. 20.30 gik bandet på scenen, og der blev lagt ud med klassikeren ”A Hard Days Night”. Nu er det sidste gang, jeg siger ”Klassiker”, for har McCartney lavet andet?

Førstehåndsindtrykket er – han er godt nok sej af en 76-årig … men lyder han ikke lidt rusten. Ikke desto mindre rammer lyden jo plet, og begejstringen fra 12.000 udsolgte pladser er straks i top.

Efter et par numre dukker en hornsektion op midt på den modsatte langside midt i ”Letting Go” – længe leve trådløse mikrofoner.

Paul McCartney er meget rusten i nogen af numrene, men resten af hans band dækker af for ham, så resultatet fejler intet. Her stopper Paul McCartney op og holder en lille tale på dansk, og nogen må have coachet ham godt, for udtalen er mere end flot. Han introducerer første nummer fra den nye ”Egypt Station” i form af ”Who Cares”.

Nu sætter Mr. McCartney sig til flygelet, og det er en anstrengt stemme, der synger ”Let ’Em In” med marchtrommer til marcherende soldater på den store bagskærm – heller ikke et af mine favoritnumre.

Nu introducerer han sin hustru Nancy, som er i salen i aften, og den næste sang ”My Valentine” er tilegnet hende. Pudsigt at Natalie Portman og Johnny Depp simultantolker denne sang på videoskærmen. Endnu et velfungerende nummer fra den nye skive.

Efter endnu to Wings-numre går McCartney frem på scenen og får en akustisk guitar, og så er det tid til at lege ”syng efter mig”, hvor publikum følger det mindste vink fra scenen. Nu får vi en af mine favorit Beatles ballader: ”I’ve just seen a face” hvor det er tid til at skråle med, nu vi har varmet stemmerne op.

Herefter hører vi historien om pre-Beatles ”The Quarrymen”, hvor Paul fortæller om det allerførste nummer, som de lavede – og indspillede i én version for 5 pund – en skive som han nu har købt tilbage for en FORMUE!

Nu stimler bandet sammen forrest på scenen, og vi får ”Dance Tonight” …

… det er svært ikke at blive i godt humør. Selv de nye sange er ved at være en part af vores DNA, og denne mere akustiske del tættere på publikum og med mere ”unplugged” musik fungerer. Det er som om at stemmen holder meget bedre, når McCartney forlader pianoet!

Og med ”Love Me Do” får vi også den helt rigtige mundharmonika – det er i det hele taget imponerende, hvor tæt lyden kommer på originalerne – hvis man ellers synes, at det er en kvalitet.

Nu er det solo akustisk guitar og ”Blackbird” og hele salen nynner med i ærbødighed. McCartney hæver sig op på sin piedestal og han er nu det musikalske centrum i både Royal Arena og hele universet – med jordkloder og stjernetåger – det ER stort, storladent og … OK, det er flot!

Herefter følger en snak om at sige tingene, mens man har chancen, og det er selvfølgelig oplægget til sangen ”Here Today” som er tilegnet John Lennon.

Nu skal vi have bassen frem igen og ”en af de nye”, som er ”Queenie Eye”, som resten af bandet stemmer i med. Så er nedtællingen startet, og det faste program følger nu i form af de gamle klassikere som ”Lady Madonna” og ”Elanor Rigby”.

Der er plads til masser af saxofoner, strygere fra synth-hjørnet og anden stemme fra trommeslager Abe Laboriel Jr., som altid sidder i skabet. Efter ”Being for the Benefit of Mr. Kite” kommer ukulelen frem, og så ved alle, der har set showet før, at det er tid til at mindes George Harrison med ”Something” – fra nu af kører showet i det kendte spor, og det er absolut som det skal være – bandet falder ind og lyden er perfekt – nostalgi kan ikke undervurderes …

… og alle referencerne til ”The Fab Four” er med i aften med f.eks. ”Ob-la-di” og billeder af svundne tider.

”Band on the Run” er selvfølgelig også med på hitlisten, og den gamle ”foto-shooten” fra omslaget danner en fin baggrund sammen med resten af hedengangne Wings og nu afdøde Linda McCartney.

Vi kender programmet – og elsker det sammen med resten af pøbelen i Royal Arena, så det er kun videoen, der er anderledes, da ”Let it Be” toner frem, og hele salen skråler med.

Det følges selvfølgelig op af ”Live and Let Die” og de sædvanlige fyrværkerieffekter, som efterlader resten af koncerten i en røgtåge, som vel meget godt beskriver den tid, som musikken var skabt i. Og Selvfølgelig skal det hele afsluttes med fællessang i ”Hey Jude” – intet er overladt til tilfældigheder eller improvisation, og McCartneys trofaste publikum inklusive os selv – elsker det!

Der er en kort tissepause inden ekstranumrene, men det må også være tiltrængt, for den ældre herre har været non-stop på scenen i over to timer. Det er tilsyneladende altid plads til lidt variation i set-listen for ekstranumre, så hvad har de valgt i dag?

Ekstranummeret starter dog med en rundmarch på scenen med det danske og andre flag – båret frem af hele bandet.

Der lægges ud med en helt gammel slager i form a ”I Saw Her Standing There”. McCartney har salen i sin hule hånd, og han får alle til at følge ”syng efter mig” i et par minutter.

Og så suger det unægteligt i maven, da min drøm går i opfyldelse, og tonerne til ”Sergent Pepper” i reprise-udgaven tæsker ud af højttalerne. Det VAR min første egen LP, som min Mormor købte til mig tilbage i 1968 – den har lagt grunden til en total forelskelse i Beatles og alt godt rockmusik. Det følges af den punkede ”Helter Skelter”, der uden tvivl har været med til at ødelægge den aldrende stemme – utroligt at han stadig har den på programmet – den må virkelig være ødelæggende for stemmebåndene, men folk går amok.

Det hele skal selvfølgelig sluttes af med medleyet fra ”Abbey Road”, som også slutter denne fantastiske skive … ”The End”. Alt er som det skal være – intet er ændret – vi er alle stadig teenagere, om end håret er ved at forsvinde, resterne er tynde og grå, og hvis Paul McCartney’s stemme også er mærket af tidens tand, så er hans professionalisme, hans energi og hans enestående musikalitet stadig i live, så tak for endnu en gang at have ladet os opleve dette. Jeg tror selv, at dette var sidste gang, men jeg vil altid huske disse koncerter, og glæde mig over, at det kan genopleves på alverden medier. Tak Sir Paul for alt hvad du har været med til at give os.