ARW … Anderson, Rabin, Wakeman … Yes, 10. juni 2018, Vega, København

Et herligt genhør med den rigtige stemme – en glad aften i selskab med YES musik                                   Retur

Vi har stillet os i kø ved Vega tidligt, så vi forhåbentligt kan få siddepladser på balkonen, så vi er er nærmest forrest i køen. Desværre er balkonen lukket i aften (hvorfor det?), så vi ender til gengæld helt oppe ved scenen lige foran Mr. Wakeman’s orgie af keyboards.

 

Bandet lægger pompøst ud med det instrumentale nummer ”Cinema” fra ”90125”-albummet – jeg havde faktisk glemt, at der var så symfoniske numre på dette album, som jeg ellers nok havde forventet at høre en del fra i aften – så er der startet for fuld kraft – og Trevor Rabin har skruet helt op for sin guitar og det helt store lir. Der var dog tekniske problemer til at begynde med – Jon Anderson’s lille maskot kunne ikke sidde på mikrofonstativet, men det kunne en tililende crew rette op ved at tape en kopholder fast – altså koppen til den lille bamse … så kunne vi komme i gang. Hvad ville rock være uden Gaffa?

 

 

Vi fortsætter fra samme album med ”Hold On”, og nu er der lagt op til de multi-vokaler, som altid har været et suverænt varemærke hos Yes, og hvor er det overraskende herligt at høre Jon Andersen i front igen. Han virker både tændt og i topform – der er ingen slinger i hans vokal.

 

 

 

Så er det tid til gammel Yes i form af ”South Side of the Sky”, der giver Wakeman mulighed for at spille på flygelet, og her er tidslommen perfekt, da Rabin og Anderson falder ind – lyden sidder lige i skabet og tiden har stået stille i 40 år. Bortset fra det, så har det aldrig været et af mine yndlingsnumre fra Yes – men der var meget plads til guitar-lir fra Trevor Rabin.

 

Hele bandet kommer igen til mikrofonerne, da de lægger hårdt ud med ”I’ve Seen All Good People” … heldigvis havde man ikke tændt for Wakeman’s, men han sang med – tilsyneladende i vældigt godt humør på trods af sit koncentrerede og lidt bistre udtryk, der dog straks ændredes til et stort grin, når nogle af de andre musikanter nærmede sig hans tangent-fæstning. Dette nummer afslører, at Trevor Rabin er en god musiker, og at Steve Howe er en kunstner – men det er selvfølgelig også lidt tarveligt at sammenligne de to guitarister, da Steve Howe er én af mine absolutte rockguitarist favoritter. Endnu en gang vokalharmonier understreger, at Jon Anderson er helt på toppen i aften – og først nu efter så mange år, går det op for mig, at han jo ER den rigtige Yes-sanger … selv om jeg har været rimeligt tilfreds med mange af hans stand-ins … han er bare unik, og han har fuldstændigt styr på sin stemme i aften.

 

Jon Anderson tager den akustiske guitar og de små klokker frem, og bliver ”And You and I” skudt i gang – også den er lige i øjet, og det understreger igen, at Jon Anderson er ”The voice of Yes”. (Se kort video her)

  

Wakeman falder perfekt ind tangenterne, men steel-slideguitaren var fælt savnet. Som Chris Squire konstaterede efter netop dette nummer til 2009-koncerten i Amager Bio ”kan alle godt lide denne sang”! Chris Squire var selvfølgelig undskyldt for ikke at være tilstede i aften, og hans stand-in i form af Iain Hornal gjorde det fremragende – han havde helt klart studeret mesterens måde at håndtere bassen på, og Mr. Hornal’s vokal var også meget fin, når han var med i koret. Lou Molino III gjorde ikke meget væsen af sig på trommerne, men han passede sit job fint, og han deltog også i festen, når der skulle synges kor.

 

 

Nu starter den karakteristiske, let hysteriske rytme fra ”Changes”, og på elegant vis sættes tempoet ned og glider over i det flotte pop-nummer, som mange af ”de unge” i salen helt sikkert har ventet på. Trevor Rabin styrer sikkert vokalen, og Jon Anderson er henvist til koret, og der er ikke et øje tørtselv Wakeman synger med – heldigvis stadig uden mikrofon – der er fest i Vega.

 

Nu skal det jo ikke være pop alt sammen, så der skiftes spor med det aggressive intro-riff til ”Perpetual Change”, som både efterlader plads til melodisk bas-spil, Jon Andersons nøgne stemme og staccato-tangenter fra Wakeman  – det hele står knivskarpt. (OK! Jeg havde tager ørepropper i her, men vi stod også LIGE foran højttalerne!)

 

 

Så er det pop-tid igen, og aftenen er en flot blanding af ”nyt og gammelt”, hvis man ellers kan sige det om noget ”nyt”, der ligger tilbage på et 87-album, og altså har mere end 30 år på bagen – netop albummer ”Big Generator” hvorfra vi fårRhytm of Love”, der starter med både symfonisk keyboard og multi-vokaler, inden guitaren buldrer ud og Jon Anderson kaster sig ind i kampen med vanlig præcision. Jeg mindes med rædsel den sidste oplevelse, jeg havde med Yes, hvor Anderson-stand-in Benoit David voldtog numrene en hel aften i Amager bio i 2011 … og blev fyret fra bandet meget kort efter. OK, Benoit havde problemer med stemmen, men det har Jon Anderson absolut ikke i aften – det er en fornøjelse at høre og betragte ham på scenen i aften. Han udstråler energi og glæde ved at stå på scenen, og det smitter til hele salen. (Se kort video her. Bemærk at Wakeman går og synger med!)

 

Vi får nummeret ”I am Waiting”, som jeg nok ikke havde tippet til a være setlisten, da albummer ”Talk” er gået under radaren hos mange (jeg opdagede det først flere år efter udgivelsen!!!), men det er et meget smukt nummer, som jeg efterfølgende har hørt et par gange med stor fornøjelse.

 

Det klassiske nummer ”Heart of the Sunrise” tordner nu ud i salen med intense bas- og guitar-toner. Her får Iain Hornal endelig lov til at komme frem på scenen og vise sit værd, da bassen på dette nummer ikke kan holdes i baggrunden.

Der er igen Yes-fest på scenen til denne klassiker … uden hvilken en Yes-koncert ikke ville være …

 

… og Mr. Anderson’s stemme nu varmet op … jeg mener virkelig, at han aldrig har sunget så godt! Det må være aftenens højdepunkt!

”Sharp! Distance!”, synger han af fuld hals. Han er mega-skarp … og ikke det mindste fjern. Nummeret lægger op til meget samspil mellem bas, guitar og keyboard, og det er perfekt.

 

Nej da! Aftenens helt store overraskelse er, da klaver-intro-tonerne til ”Awaken” toner frem … det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle høre igen live med Anderson og Wakeman. Mens Wakeman brillierer flygelet, finder Jon Anderson en lille harpe frem, og der mangler intet i denne version, der er over 10 minutter om at bygge op til det ultimative, monumentale prog-højdepunkt hvor kirkeorgelet falder ind og skaber jordskælv på Amager. ”High vibration go on!” … teksterne fra Yes har aldrig været dybe, men lige her er det rigtigt, for dette nummer kunne simpelthen ikke være i rillerne på mine vinyl-udgaver, så her var CD-erstatningen er kærkommen udgivelse til at gengive den enorme dynamik. Mange af pop-fansene i salen keder sig helt sikkert, men jeg er i himlen.

  

Undskyld Jon! Hvis jeg nogensinde har tvivlet på dit værd i Yes, så har du nu i min personlige opfattelse fået oprejsning som den ENESTE sanger i Yes.

 

De sovende i salen vågner hurtigt op, da bandet vender tilbage til poppen med ”Owner of a Lonely Heart” … jeg hører slet ikke efter … min buffer er fuld, og jeg har slet ikke fordøjet ”Awaken” endnu. Dog vågner jeg lidt op, da Wakeman træder frem scenen, og nummeret pludselig forvandles til Cream-klassikeren ”Sunshine of Your Love” … det var da et pudsigt indfald, men det fungerer fint. Det er helt klart ”musikalske venner” der er på scenen sammen.

 

 

Alle siger pænt farvel, men er Yes-koncert kan jo ikke slutte uden ”Roundabout” … heller ikke en ARW-koncert, så den bliver serveret, som den skal uden de store dikke-darer.

Så tager bandet endelig afsked med et jublende publikum i Vega, der har fået mere, end de turde håbe på. En Anderson i topform, en sprudlende Wakeman og en Trevor Rabin, der helt sikkert er meget vellidt af de to førstnævnte – og en god pop-smed! Selvfølgelig savnede vi Steve Howe og Chris Squire, men det var en fantastisk aften med Yes-musik i alle afskygninger. Tak for det.

… og kommer der ny musik fra de tre herrer, som de har truet med, så vil vi ikke protestere!

 

Se alle billeder her i fuld opløsning.

 

Setliste fra www.setlist.fm:

 

1.    Cinema

2.    Hold On

3.    South Side of the Sky

4.    I've Seen All Good People

5.    And You and I

6.    Changes

7.    Perpetual Change

8.    Rhythm of Love

9.    I Am Waiting

10.       Heart of the Sunrise

11.       Awaken

12.       Owner of a Lonely Heart (with 'Sunshine of Your Love' by Cream snippet

Encore:

13. Roundabout


Retur