ARW … Anderson, Rabin, Wakeman … Yes, 10. juni 2018, Vega, København
Et herligt genhør med den
rigtige stemme – en glad aften i selskab med YES musik Retur
|
Vi har stillet os i kø
ved Vega tidligt, så vi forhåbentligt kan få siddepladser på balkonen, så vi
er er nærmest forrest i køen. Desværre er balkonen lukket i aften (hvorfor
det?), så vi ender til gengæld helt oppe ved scenen lige foran Mr. Wakeman’s orgie af keyboards. Bandet lægger pompøst
ud med det instrumentale nummer ”Cinema” fra ”90125”-albummet – jeg havde
faktisk glemt, at der var så symfoniske numre på dette album, som jeg ellers
nok havde forventet at høre en del fra i aften – så er der startet for fuld
kraft – og Trevor Rabin har skruet helt op for sin guitar og det helt store
lir. Der var dog tekniske problemer til at begynde med – Jon Anderson’s lille maskot kunne ikke sidde på mikrofonstativet, men det kunne en tililende
crew rette op på ved at
tape en kopholder fast – altså koppen til den lille bamse … så kunne vi komme
i gang. Hvad ville rock være uden Gaffa?
Vi fortsætter fra
samme album med ”Hold On”, og nu er der lagt op til
de multi-vokaler, som altid har været et suverænt
varemærke hos Yes, og hvor er det overraskende herligt at høre Jon Andersen i
front igen. Han virker både tændt og i topform – der er ingen slinger i hans
vokal.
Så er det tid til
gammel Yes i form af ”South Side of the Sky”, der giver Wakeman mulighed for at spille på flygelet, og her er tidslommen
perfekt, da Rabin og Anderson falder ind – lyden sidder lige i skabet og
tiden har stået stille i 40 år. Bortset fra det, så har det aldrig været et
af mine yndlingsnumre fra Yes – men der var meget plads til guitar-lir fra
Trevor Rabin. Hele bandet kommer
igen til mikrofonerne, da de lægger hårdt ud med ”I’ve Seen All Good People” … heldigvis havde man ikke tændt for Wakeman’s, men han sang med – tilsyneladende i vældigt godt humør på
trods af sit koncentrerede og lidt bistre udtryk, der dog straks ændredes til
et stort grin, når nogle af de andre musikanter nærmede sig hans
tangent-fæstning. Dette nummer afslører, at Trevor Rabin er en god musiker,
og at Steve Howe er en kunstner – men det er selvfølgelig også lidt tarveligt
at sammenligne de to guitarister, da Steve Howe er én af mine absolutte
rockguitarist favoritter. Endnu en gang vokalharmonier understreger, at Jon
Anderson er helt på toppen i aften – og først nu efter så mange år, går det
op for mig, at han jo ER den rigtige Yes-sanger … selv om jeg har været
rimeligt tilfreds med mange af hans stand-ins … han er bare unik, og han har
fuldstændigt styr på sin stemme i aften. Jon Anderson tager den
akustiske guitar og de små klokker frem, og så bliver ”And You and I” skudt i
gang – også den er lige i øjet, og det understreger igen, at Jon Anderson er
”The voice of Yes”. (Se kort video her)
Wakeman falder perfekt ind på tangenterne,
men steel-slideguitaren var fælt
savnet. Som Chris Squire konstaterede
efter netop dette nummer
til 2009-koncerten i
Amager Bio ”kan alle godt lide denne sang”! Chris Squire var selvfølgelig undskyldt for ikke
at være tilstede i aften, og hans stand-in i form af
Iain Hornal gjorde det fremragende
– han havde helt klart studeret mesterens måde at håndtere bassen på, og Mr.
Hornal’s vokal var også
meget fin, når han var med i koret. Lou Molino III gjorde
ikke meget væsen af sig på trommerne, men han
passede sit job fint, og han deltog også i festen, når der skulle synges kor.
Nu starter den
karakteristiske, let hysteriske rytme fra ”Changes”, og på elegant vis sættes
tempoet ned og glider over i det flotte pop-nummer, som mange af ”de unge” i
salen helt sikkert har ventet på. Trevor Rabin styrer sikkert vokalen, og Jon
Anderson er henvist til koret, og der er ikke et øje tørt
– selv Wakeman synger med
– heldigvis stadig uden mikrofon – der er fest i Vega. Nu skal det jo ikke
være pop alt sammen, så der skiftes spor med det aggressive intro-riff til ”Perpetual
Change”, som både
efterlader plads til melodisk bas-spil, Jon
Andersons nøgne stemme og staccato-tangenter fra Wakeman – det hele står knivskarpt. (OK! Jeg havde
tager ørepropper i her, men vi stod også LIGE foran højttalerne!)
Så er det pop-tid
igen, og aftenen er en flot blanding af ”nyt og gammelt”, hvis man ellers kan
sige det om noget ”nyt”, der ligger tilbage på et 87-album, og altså har mere
end 30 år på bagen – netop albummer ”Big Generator” hvorfra
vi får ”Rhytm of Love”,
der starter med både symfonisk keyboard og multi-vokaler, inden guitaren buldrer ud og Jon
Anderson kaster sig ind i kampen med vanlig præcision. Jeg mindes med rædsel
den sidste oplevelse, jeg havde med Yes, hvor Anderson-stand-in Benoit David
voldtog numrene en hel aften i Amager bio i 2011 …
og blev fyret fra bandet meget kort efter. OK, Benoit havde problemer med
stemmen, men det har Jon Anderson absolut ikke i aften – det er en fornøjelse
at høre og betragte ham på scenen i aften. Han udstråler energi og glæde ved
at stå på scenen, og det smitter til hele salen. (Se kort video her. Bemærk at Wakeman går og synger med!) Vi får nummeret ”I am
Waiting”, som jeg nok ikke havde tippet til a være på setlisten, da albummer ”Talk” er gået under radaren hos mange (jeg
opdagede det først flere år efter udgivelsen!!!), men det er et meget smukt
nummer, som jeg efterfølgende har hørt et par gange med stor fornøjelse. Det klassiske nummer
”Heart of the Sunrise” tordner nu ud i salen med intense bas- og guitar-toner. Her får Iain Hornal endelig lov til at komme frem på scenen
og vise sit værd, da bassen på dette nummer ikke kan holdes i baggrunden.
Der er igen Yes-fest
på scenen til denne klassiker … uden hvilken en Yes-koncert ikke ville være …
… og Mr. Anderson’s stemme nu varmet op … jeg mener
virkelig, at han aldrig har sunget så godt! Det må være aftenens højdepunkt! ”Sharp! Distance!”,
synger han af fuld hals. Han er mega-skarp … og ikke det mindste fjern. Nummeret lægger op til meget
samspil mellem bas, guitar og keyboard, og det er perfekt. Nej da! Aftenens helt
store overraskelse er, da klaver-intro-tonerne til ”Awaken” toner frem … det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle høre
igen live med Anderson og Wakeman. Mens Wakeman brillierer på flygelet, finder Jon Anderson en lille harpe frem, og der
mangler intet i denne version, der er over 10 minutter om at bygge op til det
ultimative, monumentale
prog-højdepunkt hvor kirkeorgelet falder ind og
skaber jordskælv på Amager. ”High vibration go on!” … teksterne fra Yes har
aldrig været dybe, men lige her er det rigtigt, for dette nummer kunne
simpelthen ikke være i rillerne på mine vinyl-udgaver, så her var
CD-erstatningen er kærkommen udgivelse til at gengive den enorme dynamik.
Mange af pop-fansene i salen keder sig helt sikkert, men jeg er i himlen.
Undskyld Jon! Hvis jeg
nogensinde har tvivlet på dit værd i Yes, så har du nu i min personlige
opfattelse fået oprejsning som den ENESTE sanger i Yes. De sovende i salen
vågner hurtigt op, da bandet vender tilbage til poppen med ”Owner of a Lonely Heart” … jeg hører slet
ikke efter … min buffer er fuld, og jeg har slet ikke fordøjet ”Awaken” endnu. Dog vågner jeg lidt op,
da Wakeman træder frem på scenen, og nummeret pludselig forvandles
til Cream-klassikeren
”Sunshine of Your Love” … det var da et pudsigt indfald, men det fungerer
fint. Det er helt klart ”musikalske venner” der er på scenen sammen.
Alle siger pænt
farvel, men er Yes-koncert kan jo ikke slutte uden ”Roundabout” … heller ikke en
ARW-koncert, så den bliver serveret, som den skal uden
de store dikke-darer. Så tager bandet
endelig afsked med et jublende publikum i Vega, der har fået mere, end de
turde håbe på. En Anderson i topform, en sprudlende Wakeman og en Trevor Rabin, der helt sikkert er meget vellidt af de
to førstnævnte – og en god pop-smed! Selvfølgelig savnede vi Steve Howe og
Chris Squire, men det var en fantastisk aften med Yes-musik i alle
afskygninger. Tak for det.
… og kommer der ny
musik fra de tre herrer, som de har truet med, så vil vi ikke protestere! Se alle billeder her i fuld
opløsning. Setliste fra www.setlist.fm: 1.
Cinema 2.
Hold On 6.
Changes
9.
I Am Waiting
11.
Awaken
12. Owner of a Lonely Heart (with 'Sunshine of Your Love' by Cream snippet Encore: 13. Roundabout |
