Terry Riley, 7. juni 2017, Bremen Teater, København

Overraskende mainstream musikudflugt fra en musikalsk vejviser! Retur

Valget af Sweet med ”Fox om the Run” i højttalerne, mens vi venter på familien Riley, synes besynderligt, men det minder mig da om, at jeg skal skrive min sædvanlige koncerthilsen til Ejnar. Her er et overraskende ungt publikum i aften til denne 81-årige kunstner, der har haft så stor indflydelse på moderne musik ifølge alle de begejstrede ytringer, jeg har læst om denne kunster de sidste par dage. Indrømmet – jeg var aldrig selv fundet herind, hvis det ikke havde været for Signe billet, som hun ikke selv kunne bruge.

De begejstrede ord bliver gentaget, da en herre byder kort velkommen og understreger, at denne aften er noget særligt, men at han da vil undlade at remse op, hvem Terry Riley har influeret med sin afprøvning af nye musikalske grænser helt tilbage fra ”In C” i midten af tresserne.

Terry Riley og sønnen Gyan ankommer under stor jubel, og den aldrende herre sætter sig straks til sit elektriske klaver, og starter uden et ord med en bøn: Syngende som en kinesisk munk og spillende på det lille elektrisk klaver. Små finger-løkker på tangenterne får akkompagnement fra en både rytmisk og virtuos guitar, og man sidder lidt og undrer sig over storheden i dette – det gik ikke lige på nogen lystavle.

Efter denne indledning hilser Gyan velkommen og siger ”hej” på dansk og undskylder herefter sine manglende lokalsprogs-kundskaber. Han er glad for at være på denne historiske venue og mener efter lidt søgning på nettet, at salen efterlader et sexet indtryk ... Der henvises selvfølgelig til Bremens historiske fortid under ledelse af Simon Spies, som da også troner over nedgangen til teatret. Der fnises blandt den ældre del af publikum, som husker Hr. Spies og hans udskejelser. Næste nummer indledes med melodica, og tankerne svinger kortvarigt i retning af Toots Thielemans - uden at blive helt det samme.

Der følger nu længere og kortere indslag, hvor samspillet er flot, og de to musikere viser, at de behersker deres instrumenter uden at lave opvisning – meget afslappet og pænt. Jeg sender Tommy en venlig tanke – han ville have kaldt noget af dette for ”Søren Brun musik” … for dem der kan huske underlægningsmusikken til Radise-tegnefilmene. Når Terry Riley synger, lyder det – for at være ærlig – ikke særligt pænt, så jeg nøjes med at glæde mig over de instrumentale numre.

Efter en times tid er der pause, og far & søn trisser ud af scenen uden yderligere ord. Efter pausen tager Terry sin mobiltelefon frem og taster lidt på den – det gik ikke helt op for mig om det var en del af keyboard-programmeringen, eller om han havde brug for en sms-intro! Der lægges ud med et søgende nummer, hvor det elektriske klaver viser sig at indeholde samples, så det er et virvar af lyde med en monoton tågehorns-rytme som underlægning. Gyan flår i strengene og kører dem ud af kurs med stemmenøglerne uden forsøg på finde ud af tågen. (Se en kort video her!)

Straks efter er vi tilbage til det sædvanlige set-up på flygel og stemt guitar, og andet sæt bliver i modsætning til startnummeret en næsten virtuos gennemgang af musikalske genrer uden de store udfordringer til øret. Der er tale en reelle jazz-rundgange, og til tider kører Terrys venstre hånd i en blues-honky-tonk-rytme, mens Gyan trykker på pedalen og laver næsten rockagtige anslag mod guitaren med deraf tilhørende lyd. Sættet ender med en nærmest Emersonsk solo, hvor synkronisiteten med Gyan er skræmmende præcis, og de indlagte breaks sidder i skabet - en meget overraskende slutning, hvor der næsten sneg sig Vangelisk storhed ind i nogle af løbene på flygelets elfenben. Var det stilforvirring eller musikalsk improvisation – det skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Der klappes, og de to herrer bukker og forlader scenen. Meget kort efter vender de tilbage, og ekstranummeret starter med en smuk guitarindledning, der følges op af Terrys melodica, mens de sammen rider mod solnedgangen i en scene, der er badet i rødt lys. Det er afslappende og behageligt - så meget at en del af publikum sover tungt - helt urimeligt efter to timer med både virtuositet og flot underholdning. De sidste toner kommer fra Gyan’s guitar, og de spilles så stille, at hele salen holder vejret og man kan høre den berømte knappenål, inden jubelen bryder ud igen, hvilket tilsyneladende ikke påvirker en del af de sovende. Måske er de under indflydelse af andet end Ole Lukøje.

Vi andre har i hvert fald fået en stor dosis musikalitet og spændende samspil, som vi ikke ville have været foruden – også selv om der reelt ikke var tale om nogen horisont-udvidende musikalske oplevelser - så tak til Signe for at lokke mig hertil.

Gyan giver da også far et lille klap på skulderen på vej ud – godt gået du gamle.

Mens jeg skriver dette, sidder jeg og lytter til ”G Song” fra 2016-albummet ”The Three Generations Live Trio Recording” med Gyan Riley og Tracy Silverman – violinisten som selvfølgelig ikke var med i aften – men dette nummer fik vi da.

Se alle billeder her i fuld opløsning. + flere videoer

Retur