Sting, 24. september 2017, Royal Arena, København

”The Sting” – Man følte sig næsten ”bedraget” efter denne Retur

Hvad i hele hule He… vi er i sidste øjeblik, og ét minut efter 20 ankommer vi til et kulsort sal, hvor Sting & Søn allerede er startet på at varme op, mens vi forgæves forsøger at findes den rigtige række. I gamle dage havde de noget mega-smart i Falkoner og Tivoli … lys i numrene på stolerækkerne, men det er nok for avanceret til Royal Arena. Vi er hastet igennem en kropsvisitaion i indgangen, hvor en smuk ung kvinde tømte mine lommer, og jeg med noget bekymring tog mit lille Canon GX7 med igennem på trods af advarslen om, at intet fotoudstyr måtte medbringes, men det bekymrede hende tilsyneladende ikke. Tilbage til række 17 i sektion 103! OK1 vi havde misset alle indringningerne til koncerten ved at komme for sent, men det lykedes da med hjælp fra mobilen at oplyse den rigtige række og finde på plads.

Med rumpen i sædet, kunne jeg begynde at kigge rundt – jeg havde glædet mig vildt til at se ”min” nye koncertsal og multiarena i København, som vi har sukket efter i … 40 år?

Nu overtog den unge man, som varmede op scenen alene – vi grinede vildt over, hvor meget han ligner Sting – hvilket jo ikke er underligt, når man ligesom Sting’s borgelige navn, hedder Sumner til efternavn. Joe, som sønnen hedder, sang guddommeligt, og han håndterede sin guitar med stor sikkerhed og fremstod i det hele taget som en kunstner, som man godt kunne lytte til en hel aften – ærlig, oprigtig og mega-dygtig.

Publikum var da også meget med, og det var en fremragende opvarmning til Sting. Det eneste, der bekymrede mig var, at Joe’s bror stod i den modsatte ende af den nye Royal Arena og sang ude af takt. Hvert ”done” og ”gone” blev efterfulgt af et ”one” fra hans usynlige bror i den modsatte ende. Hallo! Er dette Brøndby Hallen, som vi var tvunget til at gå til koncert i tilbage i 70’erne. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man kan bygge en ny multi-arena og have så lidt styr på akustikken – pinligt og fuldstændigt uacceptabelt … og ikke til at bære. Jeg havde hørt den samme kommentar fra Metallica-åbningen af Royal Arena, men jeg slog det hen som opstartsproblemer … suk!

”Lille Joe” forlod scenen til et velfortjent bifald, og lyset blev tændt, så vi rigtigt kunne studere den flotte nye bygning. Der var stadig lys i noget, der lignede en restaurant i højderne, hvorfra man sikkert kunne spise og nyde musikken.

Salen var ikke helt fyldt, men en del af de tomme sæder blev da fyldt op, da man slukkede lyset i det, som vi mente måtte være en restaurant og bar. Dog var hele den øverste sektion også dækket til med et klæde, så her kan være mange flere tilskuere end i aften. Hanne konstaterede med glæde, at der var tomme køer til baren, så i modsætning til i Lorte-Parken kunne man købe en øl på få minutter. 1-0 til Royal Arena.

Hov! Lyset slukkede helt uden varsel … hvad skete der lige med et-to-tre indringninger til forestillingen. Royal Arena synes at have glemt nogle af de gamle takter fra en velafprøvet fortid? Sting vender tilbage med Co. i form af to guitarister, trommeslager og to på kor hvoraf den ene spillede harmonika … og den anden selvfølgelig var sønnike.

Uden den store velkomst kaster de sig straks ud i et Police-nummer, som jeg havde svært ved at bestemme, da lyden buldrede en del – skuffende. Jeg overgav mig straks og tog ørepropperne i – selv om de røg under alle stille passager. Den sprøde Police-lyd var der dog ikke meget af – øv!

Næste nummer If I Ever Loose My Faith in You” var ikke meget bedre … det rykkede desværre ikke en meter og alle detaljer forsvandt.

Så kom der til gengæld gang i publikum da ”Englishman in New Your” blev lanceret, og her lykkedes det at få publikum til at synge med efter en del fægten med armene fra scenen.

Hmmm … jeg hader, når publikum skal tvinges til at synge med – det skal komme helt af sig selv, men indrømmet … det var lidt svært at få stemningen i vejret på trods af nogle få hardcore-fans helt nede foran scenen, som viftede vildt med armene og dansede på gulvet.

Armene blev oppe, da Police-nummeret ”Every Little Thing She Does is Magic”, men hvorfor skal det hele hænge sammen uden den mindste pause. Jeg har store problemer med koncerter, hvor der absolut ikke er nogen kommunikation og kontakt med publikum – så kunne vi lige så godt se musikken på TV. Og her havde vi problemet. Vi overværede en forestilling, som var fuldstændigt upersonlig og totalt forprogrammeret ned til mindste detalje – det var meget skuffende at både se og høre. Ikke desto mindre så alle på scenen ud til at nyde det, og der var der også en del indlagte soloer, som var flot udført.

Men jeg troede, at Sting var meget mere professionel end dette – han er åbenbart kun lige professionel nok til at give folk, hvad de forventer – ikke hvad de håber på.

Nu fulgte en del Sting-solo-numre … og jeg må desværre indrømme, at jeg kedede mig bravt, men på trods af forkølelse og ondt i halsen, så gik vi ikke – når man har betalt 1.500 kroner for to billetter.

Endnu en Police-sang i form a ”Mesage in a Bottle”, der var rimelig vellykket.

Nu skete noget overraskende. Sønnike listede frem til midten af scenen og skubbede Far væk, og så begyndet han på Bowie-nummeret ”Ashes to Ashes” … endelig skete der noget lidt overraskende, som også var en stor musikalsk oplevelse.

Der var en spændende skævhed i det, og … Netop som det var ved at lette, kommer Sting tilbage og fortsætter nummeret i ”50.000”, så magien forsvandt straks – hvad var lige idéen med det?

Nu begyndte et par Police-numre med reggae-rytmer og plads til at Sting kunne improvisere med sin fremragende vokal i lidt jazzet stil, men det tændte tydeligvis ikke publikum. Det var som om, at Sting og hans band optrådte i en boble på scenen uden at opfatte, hvad dette publikum var kommet for at høre.

Mand, hvor jeg savnede et personligt indslag med et akustisk indslag fra f.eks. ”The Last Ship”-albummet, der er så utroligt fremragende … men Sting hænger åbenbart fast i de glade Police-dage, nu hvor alderen begynder at presse på.

Det hjalp selvfølgelig ikke på mit humør, at sidste nummer i den ordinære koncert var ”Roxanne”, da jeg aldrig har set noget specielt i dette nummer – øv! Også her blev der leget med stemmen i forsøg på at skabe noget specielt, men det virkede som om, at jeg ikke var den eneste, der missede pointen. Jeg synes så ikke, at det var specielt genialt, at indlægge et stykke af nummeret, som bliver spillet i filmen ”Notting Hill” under den geniale scene, hvor fire årstider går over lærredet under en vandring langs et marked – det var da fint igen, og publikum kan også godt lide denne feel-good film, men jeg ville have foretrukket at få lidt feel-good stemning fra Mr. Stings eget bagkatalog.

Uden et ord forsvandt bandet ud, og vi klappede pligtskyldigt – jeg havde snydt fra de andre dage og checket, at ”Fragile” var ekstranummer.

Til min overraskelse kom bandet hurtigt ind og gik på uden et ord med en heavy-rocker, som jeg ikke genkendte og uden pause ind i næste nummer for til sidst at slå ”Every Breath You Take” an med tvangsindlagt fællessang, som folk absolut ikke gad deltage i – ikke godt.

Bandet gik frem og bukkede, og det var så det – havde man dropper ekstra-ekstra-nummeret?

Nix! Sting kom tilbage og takkede pænt, og her kom aftenens første kommentar til et nummer, nemlig at det var godt at gå hjem til et nummer med lidt eftertanke … og så fik vi en smuk udgave af nummeret ”Fragile” med den akustiske guitar, som vi havde hørt alt for lidt til.

Folk stod nu op og nød musikken – det var reelt første gang, at der var tale om lidt stemning i Royal Arena, der nu uden ørepropper igen sang med fra endevæggen.

Alt i alt en trist musikalsk oplevelse. Sting kan vi springe over næste gang, men Royal Arena må godt overveje, hvad der skal til at lave en tidssvarende koncertsal med en lydoplevelse, der forsøger at nå op til DRs Koncerthus, hvor vi sprang af Metroen på vej hjem og samlede vores bil op – ærgerligt at koncerten ikke var der – det kunne måske have været en hel anden oplevelse?

Se alle billeder her i fuld opløsning.

Setliste fra setlist.fm: (Den er muligvis tom – men Gaffa og setlist.fm fra dagen før er enige)

Heading South on the Great North Road (Joe Sumner) (Sting sang med sin søn, før Joe lavede sin opvarmning)

1. Synchronicity II (The Police song)

2. If I Ever Lose My Faith in You

3. Spirits in the Material World (The Police song)

4. Englishman in New York

5. Every Little Thing She Does Is Magic (The Police song)

6. Mad About You

7. Fields of Gold

8. Shape of My Heart

9. Petrol Head

10. She's Too Good for Me

11. Message in a Bottle (The Police song)

12. Ashes to Ashes (David Bowie cover) (with Joe Sumner) (with "50,000" by Sting snippet)

13. Walking on the Moon (The Police song)

14. So Lonely (The Police song)

15. Desert Rose

16. Roxanne (The Police song) (with "Ain't No Sunshine" by Bill Withers snippet)

Encore:

17. Next to You (The Police song)

18. I Can't Stop Thinking About You

19. Every Breath You Take (The Police song)

Encore 2:

20. Fragile

Retur