Simple Minds, Koncerthuset, Copehagen, April 15. 2017

Simple Minds, 15. april 2017, Koncerthuset, København

En fest for de unge fra ’Firserne Retur

For fjorten dage siden The Who med koncertgæster i firserne – i dag Simple Minds koncert med folk, der var unge i firserne. Det kunne meget let blive en umulig opgave at leve op til for Simple Minds, men er da i Koncerthuset, der er mit yndlings-spillested i Danmark.

Koncerten startede med at Jim Kerr traskede roligt ind på scenen og bød velkommen, hvorefter han talte lidt løst og fast om Skotland, EU osv. for at nå frem til at kunne introducere sin skotske opvarmer i form a KT Tunstall.

KT (som er kort for Kate) startede med at introducere sit asiatiske backing-band, som var en række pedaler, og hvert nummer startede med dunk på guitaren (som trommer), lidt klappen (som så også startede publikum) og en enkelt maracas, som pedalerne så gentog i løkke som en effektivt og velfungerende backing band. KT viste sig at være noget af en bombe. Hvis hun var blevet kastet ned over Afganistan, så havde selv Taliban kapituleret over for denne energiudladning, som tydeligvis tiltalte publikum – det var fremragende og meget underholdende. Check selv hvordan hun starter et nummer op.

Efter præcis tre kvarters energisk sang og god guitarlyd, sagde KT farvel, men man anede nok, at hun ville dukke op igen, da hun jo synger med på det nye Acoustic-album fra Simple Minds.

Simple Minds lægger ud med trommesolo og flot lys, og så går ”New Gold Dream” i gang, og salen er straks med.

Det akustiske er så som så! Der er fuld skrue på lydstyrken, selv om instrumenterne er akustiske, og guitarist og Simple Minds grundlægger Charlie Burchill håndterer sin akustiske guitar som var den en stratocaster – og den lød også sådan.

Bandet er tydeligvis ikke vant til at have publikum bag sig, som man har i Koncerthuset, men karismatiske Jim Kerr er meget observant og går ofte bag scenen for at glæde denne del af publikum – eller vender sig om for at få alle med.

Jim Kerr er en meget energisk herre på en lidt indadvendt måde. Han danser kejtet rundt på scenen på tords af mange års erfaring, og han svinger mikrofonen over hovedet i en lille cirkel, som ligger i håndleddet. Der er ingen store armbevægelser her – heller ikke i musikken, så hverken Hanne eller jeg rykker med på samme måde som resten af salen.

Festen bliver taget helt ud i salen, hvor Jim Kerr aldeles ukrukket går en lille runde og byder op til dans med de kvinder, som allerede danser.

Det er her, det går op for mig, at jeg altid hørte Simple Minds i ro og mag søndag formiddag, men at resten af salen har hørt det hele natten mellem lørdag og søndag til deres fest, så jeg har simpelthen ikke været med til festen, og føler mig derfor også lidt udenfor her. Det hjælper ikke på min musikalske oplevelse, at Jim Kerr efter min mening har en meget kedelig og unuanceret stemme, som ikke rigtigt får numrene til at skille sig ud fra hinanden.

Det bekymrer tydeligvis ikke resten af salen – heldigvis, for de fortsætter festen og det er trods alt meget smittende.

Musikerne er dygtige håndværkere, og det skal jo være akustisk, så da der skal lidt keyboard på banen, må Gordy Goudie selv sørge for luftforsyningen til den forvoksede melodika på nummeret … husker det som Waterfront!

Jim Kerr forklarer os nu om selve ”acoustic”-konceptet, som startede med en invitation til en festival i Schweitz - Over til Wikipedia:

”On 7 April 2016, Simple Minds performed their first unplugged gig at the Zermatt Unplugged Festival in Zermatt, Switzerland, followed by a second unplugged show in Zürich on 29 October 2016, also at the Zermatt Unplugged Festival. This was the first concert to feature the new live acoustic line-up including Jim Kerr on lead vocals, Charlie Burchill on acoustic guitar, Ged Grimes on acoustic guitar, Sarah Brown on lead vocals, Gordy Goudie on acoustic guitar and Cherisse Osei on percussion.”

Bandet havde svært ved at bestemme sig til at lave Acoustic-albummet og den efterfølgende tour, og de havde internt diskuteret, hvad der skulle til for at lokke dem på banen – ud over penge! Mr. Kerr afsluttede denne beretning med at forklare, at de til sidst havde indvilliget i at starte projektet, hvis de fik en … lysekrone … han peger op i loftet.

Nu holder vi en pause i hitparaden fra Simple Minds, da Gordy Goudie kommer frem på scenen. Igen forklarer Jim Kerr, at de længe kæmpede imod at få Gordie med i bandet, fordi han er ”sådan en flot fyr!”. Vi får nu en hilsen til David Bowie i form af nummeret ”Andy Warhol”, der fungerer rigtig godt. Ingen tvivl om at Gordie er en rigtig god musiker – undskyld til håndværkerne.

Herefter er det korsanger Sarah Browns tur til at komme frem i rampelyset, og vi får en fin udgave af Patti Smiths’ ”Dancing Barefoot” … hvor Hanne hvisker: ”Det var da det bedste indtil videre!”. Ikke pænt – men helt rigtigt efter min mening. Jim Kerr har en fin udstråling, og han har absolut ikke berøringsangst med publikum, men musikalsk bliver jeg aldrig rigtigt berørt.

Nu tages det helt høje gear i brug, og vi får ””Don’t You” og ”Sanctify Yourself” som afslutning på en kort 5-kvarters koncert, der efterlader folk i høj stemning. Se afslutningen af ”Don’t You (Forget About Me) her – bemærk lysekronen. Der er igen ingen skræk for at komme i berøring med det stående publikum, hvilket også bidrager til feststemningen.

Første del af koncerten er slut – nogen af os har snydt og ved, at der kommer ekstranumre med KT Tunstall. Igen er der ikke nogen begrænsning på, hvor mange hænder der skal trykkes, og hvor mange ”high-five” man kan nå at give – et meget charmerende og positivt træk fra et stort band, der ikke er bange for at vise, at de sætter stor pris på deres fans.

Så er der ekstranumre, og KT Tunstall bliver gen-introduceret … og nu starter festen for alvor. Det løfter stemningen endnu mere, at energi-bomben kommer på scenen igen og bidrager, med sin stærke vokal.

Slut-nummeret er ”Alive and Kicking”, og her må vi også overgive os til festen og deltage i fælles-klapperiet. Med et brag sætter Bryan Ferry og ”Let’s Stik Together” ind, og nu skal der for alvor trykkes hænder og siges farvel.

Vi siger pænt tak og forlader salen – og efterlader den til de trofaste party-fans, der ikke vil misse et sekund af festen. Tak for festen – tak til Simple Minds … der skal stadig lyttes til Simple Minds i fremtiden … selv om det ikke bliver natten mellem lørdag og søndag!