Patti Smith (+Annisette Trio), 18. august 2017, Sostrup Slot, Danmark

To musikalske kvinder med meninger og stor appetit på livet … festen stopper forhåbentlig aldrig! Retur

Hvad skal man lige mene om en udendørs koncert, når ellers pålidelige vejrtjeneste Yr lover 51 mm regn på aftenen, hvor vi skal til sidde ned!

51 millimeter – det er 5 cm regn – det kan de simpelthen ikke mene! Ikke desto mindre lastede vi bagagerummet med gummistøvler, regntøj, lommelærker med alkohol og andet overlevelsesudstyr, så vi var klar til syndfloden af rock og regn.

Vi ankom i fin tid til Sostrup Slot & Kloster, og vi havde absolut ingen idé om, hvad der ventede os.

Køen mod indgangen var allerede lang, men der var jo også nummererede pladser i sektioner. Sektioner? Hvad betyder det? Det afslørede sig, da vi kom igennem køen og blev visiteret for paraplyer og vandflasker – fuldstændigt som i Lorte-Parken, men på en behagelig og venlig måde, som man ikke på nogen måde kunne påvirke det gode humør – og den skyfri himmel.

For enden af køen fik vi et lille ”Sektion 7”-klistermærke på tøjet, og da vi havde passeret den fine lille slot og de mange fristende øl- og mad-boder, kunne vi se, at hele gårdspladsen, som var omringet af bygninger, var indrettet med sektioner af stole, som havde udsyn i retning af scenen – ganske fiks løsning på stormplads-problematikken.

Vi var i god tid, og da det jo var min fødselsdagsgave, tilbød Hanne at hente øl, mens jeg nød udsigten fra den forreste stol i Sektion 7 og sendte den rituelle koncert-sms-hilsen til Ejnar.

Nu skete der så det forunderlige, at to ældrepar (altså mindst et par år ældre end os!) kom hen og spurgte, om vi ville bytte vore ”Sektion 7” mærker mod et par ”Sektion 3” -mærker. Hmmm … naturlig dansk mistro! ”Det er helt oppe foran”, forsikrede én af kvinderne i selskabet – ”og så kan vi sidde ved siden af hinanden”. Jeg spurgte selvfølgelig, om de virkelig havde lyst til at sidde ved siden af disse mennesker, og de forsikrede, at det havde de. Og således kom vi til at sidde i sektionen lige foran scenen, hvor vi valgte Række 7 lidt til venstre for midten – tal lige om at være heldig!

Hanne fortsatte sin catering-service, og der ankom meget store og lækre hot-dogs med det hele!

Koncerten blev introduceret af den nye ejer, Kirsten Bundgaard Swift. Det er en forunderlig historie om, hvordan man kan ændre retning i sit liv og pludselig bliver slotsejer - men det er en historie for sig selv. Ikke desto mindre fortalte den to år gamle slotsejer på 60 år, at dette var den første i en forhåbentlig lang række af koncerter. Fru Swift! Vi kommer MEGET gerne tilbage til disse vidunderlige omgivelser og dette fortræffelige arrangement.

Storskærme, merchandise-boder, øl anlæg og det hele var på plads, og på slaget 19.00 gik Annisette som forventet på scenen med bare fødder – alt var som det skulle være på Djursland.

Vi har oplevet Annisette før – sidste gang i 2012 i Radiohusets eventyrligt smukke koncertsal. Intet har ændret sig. Annisette har stadig en stemme, hvis kraft bedst kan sammenlignes med en vinkelsliber med diamantklinge, som kastes mod en klods af hærdet glas. Når hun skriger, så svarer skibshornene i Skagerrak og hylder en kvinde, som i den grad har været med til at sætte kursen for dansk rock i en menneskealder.

Det skader absolut ikke, at Annisette Trio består af kompetente Frank Hasselstrøm på klaver og trombone og Las Nissen på guitar. Sidstnævnte formår at skabe helt særlige stemninger med sin guitar, mens Hr. Hasselstrøm fylder godt i landskabet med virtuose indslag. Vi ser ”Annisette Trio” med 4 personer på scenen – Amina Carsce Nissen deltager også aktivt på tromme og kor. Frank Hasselstrøm beviser, at man sagtens kan spille klaver og trombone på én gang.

Det er en blændende musikalsk oplevelse, som jeg ikke kan sætte track-navne på! Dog kan jeg genkende ”Freedom to Love”, som afslutter den korte optræden med en form for fællessang under den stadig lune og blåhimmel – jeg sidder i hvert fald stadig i T-shirt.

I sin korte farvel-hilsen, nævner Annisette, at hun er stolt over at skulle dele scenen med denne skønne kvinde, som hun har fulgt hele sit liv – vi er helt enige! Et fantastisk valg at sætte Annisette og Patti Smith sammen på denne aften – bare trist at de ikke synger en sang sammen – det ville have været fantastisk.

I pausen fortæller den rare fyr på rækken foran hele historien om Sostrup Slot, den nye ejer, relationen til Familien de Mylius og den DR-medarbejder, som har banket både dette om Bonderøven Frank op – en forunderlig historie.

Klokken 20.15 – hverken mere eller mindre – gør Fru Smith og hendes band deres entre på scenen. Vejret holder stadig, selv om jeg har taget trøjen på, men det bliver ikke nødvendigt med den varme og energi, der nu strømmer ud fra scenen.

Det er et meget velspillende hold, der bakker op om Fru Smith, og den musikalske oplevelse er i top. Patti Smith’s stemme er stadig lige fremragende. Allerede i andet nummer får jeg en af skæringerne fra min favorit-skive ”Wave” i form af ”Dancing Barefoot”, og folk er helt med foran scenen. Vagterne foran scenen har meget travlt med at holde folk væk fra det åbne område netop foran scenen, hvor de samme personer gentagne gange bliver ved med at provokere ved at stille sig der – det virker som om et hold tumper er lukket ind i dag, hvor både gennemsnitsalderen og den pæne opførsel ellers er højt oppe på skalaen – hvilket både fremgår af hårfarven blandt publikum og holdet på scenen.

Patti Smith fremstår ikke som en ældre kvinde – allerhøjest som en moden kunstner, der nu giver den fuld gas og fokuserer på at levere en musikalsk oplevelse frem for at protestere mod hele verden. Det afholder hende dog ikke fra at kommentere på verdens både aktuelle og historiske uretfærdigheder eller ondskabsfulde magthavere. ”Mothers of the disappeared” får en bitter kommentar med på vejen om de mødre, der oplevede at deres børn blev fjernet fra dem af dødspatruljer midt om natten – et nummer fra U2.

Med på scenen er Lenny Kaye på guitar, som har været med hele vejen. Tony Shanahan på bas og keyboard er også en meget kompetent herre, og hans stemme er ved flere lejligheder helt i front.

Der er også numre, hvor Fru Smith forlader scenen og overlader den til de meget skrappe musikere. På et tidspunkt får vi et slags medley, og jeg tænker ”Beatles” – men det er først på vej hjem, at jeg nynnende kommer i tanke om, at det var ”A Day in Life” – morsomt. Til venstre på scenen er det unge indslag på holdet, og der er voldsomt samspil mellem ham og bassisten ved flere lejligheder – en ren bass-battle der afsluttes med en dommedagsvokal af et skrig fra Tony Shanahan.

Nu skal der være fest! Patti Smith opfordrer til ulydighed, og folk stormer op mod scenen på sekunder. Vi får ”Because the Night”, hvor Patti Smith mindes hendes mand ”Fred Sonic” – som også er far til den unge guitarist med hatten, som nu introduceres som ”my son” Jackson Smith. Folk danser og er vildt med foran scenen, og det løfter stemningen til nye højder.

Kemien fungerer i aften – og det bliver også så varmt på scenen, at jakken forsvinder.

Bandet forsvinder efter en kort tak, og vi klapper og jubler – vi vil have mere. Der er heldigvis kun en kort pause, og da bandet kommer tilbage, varer det lidt før Fru Smith dukker op – og forklarer, at hun lige måtte tisse på græsset bag scenen – frisk dame. Vi får nu at vide, at det er præcist 40 år (+2 dage) siden at Elvis Presley døde, og Patti Smith holder en vinyl-single op med ”The King” … Og sør’me om vi ikke også skal have fællessang – hvem havde lige forestillet sig det – Patti Smith smiler, så hun er ved at revne – der er lige så stor glæde på scenen som blandt publikum. Det er ”Can’t Help Falling in Love” … den havde jeg ikke set komme …

… jubel over hele linjen.

Og så slutter vi af med ”People have the Power”, som får fuld damp både på scenen og blandt det aldrende publikum, der alle opfører sig som teenagere igen.

Så er det farvel og tak. Var det sidste gang, vi ser Patti Smith i Danmark? – i så fald var det en fantastisk afslutning.

Vejret holdt – og det gjorde Patti Smith og hendes band også – og alle andre fik tørt på: Diktatorerne, miljøsvinene og dem, der ikke vil os noget godt. Patti Smith er stadig en kvinde med holdninger, men hun er også en kunstner og et menneske, som formår at få varmen til at brede sig ud over scenen og smile, så man virkelig deler hendes glæde over at kunne opleve denne stund. Det var endnu en musikalsk fest – tak for det!

Se alle billeder her i fuld opløsning.

Setliste fra setlist.fm: (Dog d. 16. august i Hamburg)

1. Wing

2. Dancing Barefoot

3. Ghost Dance

4. My Blakean Year

5. Mothers of the Disappeared (U2 cover)

6. Tarkovsky (The Second Stop Is Jupiter)

7. Beneath the Southern Cross

8. Rockin’ in the Free World (Neil Young cover) / A Day in the Life (The Beatles cover) (Vocals by Lenny Kaye and Tony Shanahan)

9. Peaceable Kingdom / People Have the Power (first verse spoken as outro)

10. Summer Cannibals

11. Because the Night

12. Gloria (Them cover)

Encore:

13. Can't Help Falling in Love (Elvis Presley cover)

14. People Have the Power

Retur