Mew, Det Kongelige Teater, Copenhagen, May 28. 2017

Mew, 28. maj 2017, Det Kongelige Teater – Gamle Scene, København

Hitparade i royale omgivelser Retur

Jeg har længe gerne villet opleve Mew, men af mange grunde er det ikke blevet til noget, så der var stor begejstring, da vi så at de spillede i Det Kongelige Teater til det årlige ”Music for DIGNITY”-event, som DIGNITY – Dansk Institut mod tortur arrangerer, og hvor vi for to år siden oplevede Carpark North i de samme royale omgivelser i Købenshavns absolutte centrum. Begejstringen blev ikke mindre af at det nye album ”Visuals” indeholder mange ørehængere og efter min mening er mere tilgængeligt end de forrige albums. Og når vi nu ikke kan være i min favorit-koncertsal Royal Albert Hall, så er Gamle Scene ikke nogen ringe erstatning.

IMG_1033-stitch

Der startes på slaget 20, og vi bliver kort introduceret til Dignitys arbejde af en unavngiven medarbejder.

Lyden er fra første sekund umiskendelig og fyldig med Jonas Bjerres spinkle, lyse vokal i forgrunden. De tre faste og to live-musikere i gruppen står forholdsvist ubevægelige badet i blå lys i den gamle sal, hvor Holberg ville have undret sig over, hvordan de flagrende lys, de visuelle grafikker og filmiske effekter på baglærredet fremkom.

Vi starter med ”In a better place” fra det fine nye ”Visuals”-album og kører direkte over i ”85 videos” fra samme.

Jonas Bjerre forsøger at sige velkommen, og det bliver til en lidt rodet sætning, som ender med ”… alle jer pragtfulde mennesker!”. Hvordan ved han det? Det bliver så også det side, han siger i aften. Herefter fortsættes der med den stærke ”Special” fra ”And the Glass Handed Kites”, som nok er min favorit – eller i hvert fald det album, som jeg har hørt mest. Folk er helt med, og der klappes taktfast …

… og der fortsættes selvfølgelig lige over i ”The Zookeeper’s Boy”, som har sit ørehængende og karakteristiske pompøse multivokal-omkvæd. Lag-på-lag lyden vælter ud i salen. 4 af de 5 herrer på scenen synger med af deres lungers fulde kraft – jeg kan ikke se om trommeslager Silas Jørgensen synger med.

Mew fortsætter med ”Satellites”, og på trods af dynamikken i musikken sidder man og undrer sig lidt over hvor stillestående bandets frontmand er. Jonas Bjerre står nærmest totalt ubevægelig på scenen, og det er kun bassist Johan Wohlert og guitaristen Mads Wegner, der i hvide gummisko virker til at kombinere aftenens musikalske udfoldelser med lidt løb og besøg på hinandens sider af scenen.

Aftenens eneste nummer fra ”No More Stories …” er ”Introducing Palace Players”, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne de fine vokaler med Yes, hvor alle synger med i harmonier. Forskellen til Yes er så, at Johan Wohlert meget ofte forfalder til at spille bum-bum bas, som ikke bidrager til at nuancere numrene, men får musikken til at virke lidt slæbende og indelukket. Der er også en svag belysning på scenen, men Mew er ikke et band, hvor enkeltpræstationer eller personer skal fremhæves – musikken fungerer som en helhed uden soloer til at bryde den kompakte lyd.

Der veksles mellem gamle og nye numre, så cirka hvert andet nummer er fra den nye ”Visuals”-skive, som fungerer godt. Efter ”Twist Quest” får vi ”Ay Ay Ay”, der er et meget stærkt nummer, hvor der skift i både rytmen og intensiteten – og igen meget stærke vokalarrangementer, der siddder i skabet. Der kører mange videoeffekter på bagskærmen – helt sikkert musikvideoerne fra bandets numre, og der er en del dyr, som spiller violiner eller synger.

Så lægges der hårdt fra land med ”Apocalypso”, hvor rytmen og den massive igen slås fast med -tommer søm. Mads Wegner danser rundt, mens riffene flyder fra hans guitar. Vi fortsætter på ”And the Glass Handed Kites” med ”Saviours of Jazz Ballet”, hvor musikken igen er buldrende tung og vokalen skarp og lys – det er bare flot.

De er gået en anelse over en time, og vi får nu koncertens sidste nummer fra ”Frengers” i form af ”Carry Me To Safety”, der er så typisk Mew … symfonisk, stort lagt an med de mange vokaler og lag, og det er super-godt. Begge guitaristerne er nu varme, og de gynger og danser til denne smukke hymne. Jonas Bjerre synger stille ”… we’re just coming home” i afslutningsstrofen, og herefter lægges instrumenterne på scenen, og bandet forlader Gamle Scene efter kun 70 minutters musik.

Der går dog ikke længe, før bifald og jubel kalder de 5 herrer tilbage på scenen, og uden et ord begynder de på ”Am I Wry? No”, hvor keyboard wizard Nick Watts klapper hænderne sammen over sit hoved og straks får hele salen med.

Der fortsættes med andet nummer i rap fra Frengers-albummet med ”156”, og så er det slut igen. Bandet forlader igen hurtigt scenen efter at Johan Wohlert har råbt ”Tak København” … aftenens andet forsøg på publikumskontakt.

… kun for at komme tilbage og give tre-på-stribe fra Frengers med ”Comforting Sounds”, der vel bedst kan sammenlignes med Bolero i sin opbygning fra stille riff med kun Bjerre & Wohlert på scenen med guitarer og herefter 7-8 minutters opbygning til dommedags-lyd med en skingert skrigende Johan Bjerre i forgrunden for hele bandet

… en flot flot afslutning på en flot aften, der kun varede 90 minutter – men det var rigeligt for Mew til at vise, hvad de kan og også komme igennem de fleste, af deres flotte numre i disse smukke gamle omgivelser.

Man sidder lidt tilbage og overvejer, om Mew ville være et verdensnavn, hvis de kunne komme i kontakt med publikum og komme ind under huden på publikum – det er en lidt stillestående forestilling, som godt kunne vinde en del på lidt personlig karisma, der nåede ud over scenekanten. Men det ændrer ikke på det faktum, at Mew er dansk musik i verdensklasse.

Mew:

Jonas Bjerre – lead vocals, keyboards (1995–), guitar (2016–)

Johan Wohlert – bass guitar, backing vocals (1995–2006, 2013–)

Silas Utke Graae Jørgensen – drums, percussion (1995–)

Nick Watts - keyboards, backing vocals, guitar (2001-)

Mads Wegner - guitar, backing vocals (2015-)

Se alle billeder her i fuld opløsning.

Setliste fra setlist.fm:

1. In a Better Place

2. 85 Videos

3. Special

4. The Zookeeper's Boy