Søren Huss, 30. september, Christians Kirken, København

En hudløst ærlig spillemand … med et professionelt forhold til at formidle sorg Retur

Det er en usædvanlig (og dejlig) oplevelse, at komme ind i Christians Kirken på Christianshavn. Man tænker mere teater end kirke, da der er små aflukkede rum med plads til 4-6 personer i tre etager. Kigger man på Wikipedia, så afslører dette, at der er tale om en tysk byggestil. Kirken er da også bygget til tyskere i København, og kirken blev finansieret via et lotteri ca. 1750:

”Kirkerummets indretning er efter danske forhold meget speciel. Der er efter tysk mønster tale om en såkaldt prædikenkirke, hvor tilhørerpladserne er arrangeret næsten som i et teater. Langs øst-, nord- og vestvæggene er der pulpiturer i tre etager med kongestolen midtfor over indgangsdøren. Alter, prædikestol og orgel er placeret over hinanden på sydvæggen. Døbefonten af norsk marmor står til venstre for alterbordet.”

Vi ankommer alt for sent, så der er ingen pladser tilbage – jo, vi kan sidde bagerst i hjørnet, hvor vi sidder meget lavt. Hanne søger op på tredje etage for at kigge ned, og jeg finder et hjørne, hvor jeg lige kan se mikrofonen ved flygelet. Rummer er smukt, og lyssætningen på alteret er flot, men det er ikke en ideel koncertsal, hvis man sidder bagerst.

Lidt efter 20 dukker Hr. Huss op og slentrer hen til klaveret. I stedet for at starte med at spille, så siger han:

”Vi er i dag ikke i Guds hus … vi er i Søren’s Huss. Jeg er glad for, at I er her i dag … for jeg spillede her også i går … og det var det noget lort!”. Med den ankomstreplik, så er tonen ligesom lagt.

Det første nummer kender jeg ikke – det må være fra hans andet solo-album. Søren Huss har tre stemmer. Den meget dybe ”tale stemme”, den lysere sangstemme og den helt høje falset. Han er lidt rusten til at starte med, og man kan diskutere, hvor rent han synger i det dybe register. Træfsikkerheden fejler til gengæld intet, når han kommer højere op i tonerækken.

Jeg er ikke den eneste, der ikke kender hele Hr. Huss’ repertoire, for nu spørger han til, hvem der kender hans album – folk klapper. ”OK! Jer der IKKE kender mine album … klap!”. En del klapper – enten fordi de ikke fattede, hvad der blev sagt, eller måske kender de ikke noget af Søren’s solomateriale … det er svært at tænke sig! ”OK! I har hjemmearbejde for til næste gang”, lyder det fra scenen.

Vi får endnu et nummer, som jeg ikke kender – sikkert igen fra ”Oppefra og ned”. Det er fint, men stemmen er ikke helt ren – ifølge min sangbog. Nu bliver tonen lidt mere dyster, og uden at nævne den ubærlige katastrofe, som han har være igennem, så tager vi fat på smertebearbejdelsen i albummet ”Troen og Ingen”. Søren fortæller, at dette er hans første sang på dansk, og at det var så svært at skrive den, at teksten blev lavet inde i hovedet, da det ville være for svært at skrive den ned. Vi får det smukke indledningsnummer til albummet, og den dystre tekst underbygges af kirkerummets dunkle blå belysning på det bombastiske alter og prædikestol bag scenen.

Søren taler meget mellem numrene. Det er fint, det er meget personligt, og det er næsten selv-udleverende. Vi får at vide, at han netop er rundet de 40 (41 faktisk), og at han netop har fået konstateret diabetes-2. ”Det er jo ikke så underligt, når jeg har lavet børnefødselsdag for mig selv hver dag de sidste 20 år,” tilføjer han. Sådan skifter de dystre oplevelser hele tiden med selvironiske bemærkninger – det er jo én måde at overleve på. Overleve gør han dog! Han causerer lidt over topskat, og mener at det er et privilegie at betale topskat, når det går godt – det kan man jo kun give ham ret i.

Hr. Huss er en fin entertainer. Vekslingen mellem meget personlige udmeldinger, så sjove historier og den flotte lyrik, gør sig godt med hans fine akkompagnement i disse omgivelser. Efter en halv time trasker han over til sin guitar, som han mestrer lige så flot, og strenge-klokkespillet er en smuk baggrund til de dystre tekster.

Vi får kommentarer til vennerne, som lader sig skille i 40-års alderen, og frivilligt søger mod et nyt forhold. Vi får nærmest hjerteskærende afsløringer om hans egen svigt overfor datteren i den svære tid, og til sidst kommentarer om den snarlige teenagers udtalelser om hans helbred. Det er en selv-hudflettende udlevering, som hele tiden blandes med smuk musik og tungsindige tekster.

Jeg rykker hen foran indgangen til ekstranummeret, så jeg kan få et par ”rene” skud … det er nærmest første parket.

Som sidste ekstranummer tager Søren Huss guitaren frem og bruger en del tid på at stemme den – hvor efter han hiver stikket til forstærkeren ud … det var da et besynderligt ekstranummer. Men nu optræder den sande Søren Huss. Spillemanden Søren Huss. Han instruerer publikum i den gamle kirke i omkvædet, og så begynder han at vandre rundt i kirken og synge en ny sang, hvor vi skal synge med på omkvædet.

Han når rundt i hele salen, og passerer også en armslængde fra os på bagerste række. (Jeg sidder faktisk i hjørnet på billede ovenfor til højre, som Hanne har taget fra toppen.) Det er endnu mere nærværende end resten af koncerten – om muligt, men det afslører hans forkærlighed for at spille enkel musik.

Lad os håbe, at han når helt ud på den anden side, og lægger de mange sorte minder bag sig. Men tak alligevel for at dele dem med os på en på én gang både sober, tankevækkende og alligevel dejlig måde. Det var en fin aften … selv om vi vel reelt fik under én times musik.

Se billeder her i fuld opløsning.

Retur