King Crimson, 23. september
2016, Falkoner Salen
En aften med et surrogat band?
Retur
|
Bo og jeg skulle til King Crimson koncert –
og mødes med Søren, der også havde lokket, men købt billetter meget før os.
Vi har helt tilbage fra Robert Fripp’s ”Exposure” album ofte sagt ”I think
this could be commercial”, da Fripp netop starter med at sige det om ét af
numrene på dette herlige album … hvor kommercielt nok er det SIDSTE, man lige
tænker på. Da vi kom ind i forhallen til Falkoner Salen og så en endeløs kø
af KC-disciple, der pænt stod linet op til at få de rituelle T-shirts eller
det nye Live album, der kunne fås i et utal af varianter… Så var den første
tanke, der slog os: I THINK THIS COULD BE COMMERCIAL. Det blev faktisk for
meget for Bo, så han opgav at købe noget, selv om han havde hævet kontanter,
da det var annonceret med, at man ikke kunne bruge betalingskort i butikken!
Underligt! Men måske ville bandet ikke have, at man kunne spore disse
handler? Det lød lidt mistænkeligt. Uden dog at tænke mere over dette, begav vi
os forventningsfulde ind på øverste balkon, hvor de mindst ivrige af
KC-disciplene var blevet placeret i den udsolgte sal – jo endda så udsolgt,
at man straks havde lavet en ekstra-koncert i morgen … skulle den også
betales kontant? Måske, for vi havde i hvert fald modtaget
pyramide-spil-mails om, at vi kunne købe billige billetter til morgendagens
koncert, så her har de helt sikkert haft problemer med salget.
Vi blev mødt velkommen med store skilte på
scenen, hvor der stod, at man ville få brækket sine ben, hvis man bare tænkte
på at fotografere, filme eller opgave lyd til show’et. Helt ærligt! Jeg er
helt enig i, at det er p..irriterende, at nogen i tre timer står med mobilen
hævet over hovedet og broadcaster hele koncerten til Facebook, men jeg kan
faktisk lide, at tage nogle foto for at dokumentere og huske min oplevelsen
bedre. Det blev ikke bedre af, at en stemme i højttalerne i bedste Bamse og
Kylling tone fortæller os, at vi skal pakke grejet sammen og optage lyd- og
synsindtryk med vores krops-sanser til denne fest … som starter nu.
Spørg ikke, hvordan jeg fik dette foto – det er et under, at jeg stadig
har min førlighed! Lyset dæmpes, og 7 personer kommer til
stort bifald ind på scenen. Tre trommeslagere forrest, og fire andre
musikanter bagerst. Der lægges ud … med en tromme-solo for rytme-trioen …
usædvanligt – men flot! Næsten for perfekt! Herefter brager bandet i gang med den
kendte KC-lyddmur, men det forventede ”kick” udebliver, og de små hår på
armene sover roligt videre. Hallo! Hvad skete der lige der? Det rykker ikke
en meter. Det virker stift, og numrene slæber sig afsted uden nogen form for
drive – jeg er så skuffet, at jeg næsten falder i søvn. Musikerne står
bomstille og udfører dygtigt ækvilibristiske udfoldelser på deres
instrumenter – de er uden tvivl super-dygtige, og tromme-trioen fungerer som
en programmeret maskine – uden nogen form for afvigelse eller initiativ til
kreative musikalske afsporinger. Jeg er ved at falde i søvn, og jeg kigger
fra højderne rundt i salen, der er pænt oplyst af den fuldstændigt statiske
lyssætning bag scenen, der er med til at dræbe en eventuel fest-stemning.
Rund-kigningen afslører, at der slet ikke er publikum til stede – det er
papsilhuetter, som man har sat op på stolen for at glæde bandet på scenen.
Hvordan der opstår klapsalver mellem numrene er mig en gåde. I min kedsomhed, giver jeg mig til at
filosofere over, hvem det er, der står på scenen. Her en time inde i
koncerten har vi netop fået ”slageren” ”In the Court of the Crimson King”,
der blev leveret så perfekt, at jeg heller ikke her, fik et kick. Dog skal
det siges, at Gene Wilder med det krøllede hår på guitar synger fantastisk
godt, og han kan snildt matche Greg Lake’s vokal. Hans guitar-færdigheder
lader heller intet tilbage. Til højre for Gene Wilder sidder en ældre herre i
nydeligt tøj med sort vest, som er påklædningen for de fleste på scenen. Det
er sgu’ da gamle Onkel Orla med de store sorte briller og det nydelige hvide
hår, som jeg holdt julefrokoster med, da jeg lige havde mødt min nuværende
hustru – altså for 30 år siden. Onkel Orla ser ud til at køre godt med
guitaren, som han sidder der bøjet over den med de tykke briller. På bas må
det være Telly Savales alias Kojak, der spiller fantastisk på både bas og
stick, og yderst til venstre kan man bare se en masse saxofoner og andre
blæserinstrumenter under en fransk alpehue … det MÅ være Peter Sellers. ((Uha! Mega-stor undskyldning til Mel
Collins. Nu hvor jeg ser fotografierne, kan jeg se, at alpehuen vist er …
hår!) Der bliver ikke sagt et ord fra scenen i
hele første sæt, som kører på i 1½ time … og her slår det mig. Dette er jo,
hvad Roger Waters truede med i The Wall … I've got some bad
news for you sunshine, Heldigvis er der pause, og her kan vi
strække benene og få blodstilførslen tilbage til ballerne – sæderne i salen
er stenhårde. Andet sæt starter som det første – med
tromme-leg fra rytmetrioen. Men … der sker noget magisk! Det går op for mig,
at vi er kommet ind bag muren – vi er med i øvelokalet, og der er et helt
andet drive på musikken og rytmerne – Aaahh! Trommeslageren til højre – Gavin
Harrison – får frie tøjler, og det er befriende. Velkommen til intim King
Crimson koncert. Der er støjende passager, og en enkelt gang er bas og
trommer så stille, at man næsten ikke tør trække vejret – jeg tror aldrig, at
jeg har oplevet et koncert-publikum, der var så stille … tænk nu, hvis de
opdagede, at vi sad der. En enkelt forbryder på tredje række formaster sig
til at løfte sin mobil-telefon, og straks er ”stasi håndlangerne” over ham og
fratager ham hans telefon og roder med den – jeg formoder at evt.
bevismateriale for hans tilstedeværelse i salen i aften bliver slettet –
sådan. Men han får da lov til at blive, og ingen arme bliver brækket! Andet sæt er faktisk en ren fornøjelse.
Kojak er skiftet ud med Tony Levin, der jo er en kunstner på sin stick, og
Gene Wilder spilles nu af Jakko Jakszyk, der ud over at spille guitar også
kortvarigt spiller tværfløjte med Mel Collins på venstrefløjen. Jakszyk har
en fremragende vokal, og han kan faktisk også få sin stemme til at lyde som
John Wetton – pudsigt. Onkel Orla er lagt i seng, og nu tager Robert Fripp
selv roret med sine unikke hurtige anslag på rundgangene, så man ikke er i
tvivl om, hvor man er rent musikalsk. Han læner sig dog også frem med
mellemrum og betjener et diminutivt keyboard, som illuderer fortidens
mellotron. I nummeret ”Red” går der et sus gennem
salen, da lyset skifter til rødt … første gang i aften, at lysmanden har
været på arbejde. Igen sniger enkelte sindssyge individer sig til at tage et
foto, og strålekasterne fra sikkerhedsvagterne scanner hen over stolerækkerne
for sikre sig, at ingen får et foto med hjem. Det er egentlig befriende, at
man kan koncentrere sig om musikken, uden at skulle bekymre sig om flimrende
lyseffekter!
Der er fortjent bifald efter ”Starless”,
som slutter andet sæt af – det har været en flot oplevelse, og godt at man
holdt ud og blev til landet sæt. Folk rejser sig fra deres koma, og der
klappes heftigt, indtil bandet kommer retur og afslutter koncerten med en
flot, flot udgave af ”21 Century Schizoid Man” … nu har alle vist fået, hvad de
kom for.
Nu tager Onkel Orla sit kamera frem, så nu
kan alle tage foto. Fripp dækker sit ansigt bag kameraet, og til sidst vender
han sgu’ ryggen til publikum og tager en selfie med publikum som baggrund …
thajee! Stadig ikke et ord fra scenen. Intet farvel, ingen præsentation af
musikere – jeg har det svært med denne distance til publikum – det er
simpelthen for upersonligt.
Her er mange svenske tilskuere. På vej ud
hører jeg en af disse udtale, at han syntes, at første sæt var tamt – uha,
tænk at han tør sige det højt. Godt at Robert Fripp har forladt scenen, så
han ikke blev mopset og gik. Jeg kan sagtens forstå, at man ikke skal blitze
til en koncert. Jeg kan sagtens forstå, at folk ikke skal se koncerten gennem
deres iPhone. Men jeg kan sgu’ ikke forstå, at man i 2016 ikke må tage sit
kamera op, tage et foto, og lægge det ned igen. Jeg følte, at jeg deltog i
den rigtige The Wall koncert, hvor sortstøvlerne med skråremme overvågede
alle … ikke nogen behagelig oplevelse. Til gengæld må jeg også være ærlig at sige,
at hvis jeg var ankommet i pausen og kun havde set andet sæt og
ekstranumrene, så var det en fremragende musikalsk oplevelse. Nogle få foto med fare for liv og helbred –
her i fuld opløsning. Endnu en setliste fra setlist.fm:
(Check også ekstrakoncerten – her er numre og rækkefølge helt anderledes!)
|
